Kom med professoren i solen!
Som jeg fortalte, så var jeg inviteret til solpressemøde af La Roche-Posay i går og selv frokostens sandwich var godt beskyttet omend de kun fik lys gennem vinduet.
Men det kan som bekendt ikke holde UVA-stråler fra at ælde hud. Og jo, han var med. Lastbilchaufføren. Og jeg spurgte som lovet, hvorfor i alverden, man ikke i alle de år havde fundet en ny lastbilchauffør? Fordi han er det bedste eksempel, svarede Peter Bjerring! Jeg har læst, at hans nærmest arrede kind skyldes anden strålingsskade, sagde jeg til Peter Bjerring! Nej, svarede Bjerring, det er verificeret.
Men pst! Jeg synes stadig, at det er meget lidt overbevisende at blive ved med at bruge et gammelt foto til en fortælling om noget, man har brug for at vide selv om man ikke er gammel langturschauffør.
Copyright Peter Bjerring
Og her er strålerne, der efterhånden er udnævnt til farlige hver og en. Men selv vand kan man jo dø af, hvis man får for meget. Her er spørgsmålet måske (også) noget med ‘for lidt’. Jeg spurgte således Peter Bjerring om det, der er blevet min kæphest – ulogikken i, at antallet af modermærkekræft er eksploderet i de senere år, hvor man har kendt til og har haft beskyttelse – om ikke det passede dårligt med det faktum, at man førhen fik meget sol.
Det var Peter Bjerring til dels enig i og har sikkert selv som barn været meget udendørs. Det var man jo, for der var ingen skærme. Alle var meget mere udendørs. Men man solstegte ikke sydpå. Man solstegte faktisk ikke. Skygge var ikke noget, man undgik. Det var et sted, man søgte, når solen blev for hed og svidende på huden. Så ja, livsstil er en faktor. Og det er skørt at skolde.
“Steg nu, betal senere”, som Peter Bjerring sagde. Og selvfølgelig gælder det også for os, der har mange soltimer på taxameteret. Pigmentskader, som jeg selv har masser af, og så hudkræft med basalcellekræft som den hyppigste, som sjældent spreder sig men bør fjernes. Pladecellekræft samt aktinsk keratose kan sprede sig og er noget, man skal holde ekstra øje med.
Copyright Peter Bjerring
Men epidemien i modermærkekræft, den står danske unge kvinder for. Dog er det mænd, der hyppigst dør af den. Fordi mænd, som Peter Bjerring fortalte, siger “Hvis den er kommet af sig selv, forsvinder den vel af sig selv.”
Copyright Peter Bjerring
Som det ses på foto herover fra Peter Bjerrings præsentation, så bliver UVB (dem der giver forbrænding) godt nok i overhuden, men de når ned til de celledelende lag, og da de er i den farligste del af spektret, kan de lave skade på celle-DNA.
DNA-strengen bliver rykket i stykker af UV, og hvis den er helt kaput bagefter, så sker der ikke cancerskade, men hvis den repareres og samles til ‘noget nonsens’, som Bjerring sagde, så kan det i værste fald skabe cancerceller, der deler sig ukontrolleret.
UVA-stråler, der går dybere og er langt flere end UVB, de bidrager til DNA-skade og dermed hudkræft. Men de svækker især immunforsvaret og ødelægger hudens struktur, dens elastiske fibre. De ælder hud.
Blåt lys har man også kig på i forhold til aldring, fortalte Peter Bjerring. Men skærme er ikke noget problem, strålingen er minimal i forhold til lyset ude. Og det er jo det samme, som mange andre også siger. Hvilket ikke betyder, at skærme ikke påvirker syn og hjerne.
Copyright Peter Bjerring
Selvfølgelig kom snakken også ind på filtre både fra Peter Bjerring og fra La Roche-Posay, der uden diskussion har nogle af – hvis ikke de mest – effektive. Til plusserne hører, at ud over, at de dækker, hvad filtre overhovedet kan dække i dag og det langt ind i UVA-spektret, så har man også låst dem, filtrene, i et såkaldt netlock-system. Det betyder, at de ikke ‘skrider’ (f.eks. ind i øjnene) og at de er vand- og svedresistente.
Og så til overskriften. For nok så effektive filtre og nok så høj SPF er ikke meget værd, hvis man bruger for lidt. Som du sikkert har læst mange gange, så bruger man ved fastsættelse af SPF 2 mg per kvadratcentimeter hud (her doseret af Peter Bjerring). Og se lige på armen her, hvor meget det er på en lillebitte del af al den hud, vi har.
Copyright Peter Bjerring
SÅ find solhatten frem og ikke kasketten, som Peter Bjerring sagde. Allerhelst en af dem, de bruger i Australien, hvor der hænger et slag ned og dækker nakken. Smut ind i skyggen især i middagstimerme, sådan som de kloge gjorde sydpå førhen. Og så få noget let tøj på, for så kan du nøjes med solcreme på den hud, der er blottet. Og spare en masse penge.
Vigtigt! Små børn skal IKKE i sol, Peter Bjerring nævnte, at han blev vred, når han så det. Han har jo set konsekvenserne, og ufærdig barnehud brænder altså betydelig hurtigere end din og min hud og forbrændinger i barndommen er en af de væsentligste risikofaktorer for modermærkekræft senere i livet.
Jeg havde alle tiders interview med Peter Bjerring efter selve pressemødet, hvor vi nåede igennem stort set alle mine fobier og fik moret os undervejs. Han syntes vist, det var nogle sjove spørgsmål, jeg havde. Alt det kommer, så ‘bliv hos mig’ ♥
Og sådan sluttede dagen med solnedgang over genboens rapsmark, der lige om et øjeblik er gulere end gul.
Karin Winther skriver
🙌🙌 tak. Hvor spændende, og jeg “ bliver hos dig “ 😍👩🏼🌾
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Selv mens du er i Grækenland <3
Karin Winther skriver
🙌❤️
Pernille skriver
Ved første øjekast troede jeg fotoet var en solnedgang i Østen! Nu kan jeg se konturerne af rapsblomster. Hvor fantastisk! Flot fotograferet Lise👏🏼
Hr. Bjerring har vel nok været heldig at være i dit selskab. Kloge, og vedkommende spørgsmål kan jeg tænke!
Jeg griber i egen solcreme, og fordobler påsmøring. Det er plads til forbedring🫣
God sidste bededag/weekend.
Kh Pernille
Lise Grosmann skriver
Pernille: Hvor jeg bare høster ros, tak <3 Lige om lidt har vi en gul genbo, og I bliver spammet med billeder. Der er bare det, at når de er blomstret af, så står marken vissen meeeget længe, og det er ikke kønt. Men men men....livet er godt ved os (mange af os) her i vores lille dejlige land <3
Bjerring sagde, da vi skiltes: Det var sjovt! Jeg tror, det var fordi jeg sprang meget i det - gamle Grosmann er jo lidt tosset (; Og jeg var heldig, han gav mig ret i mange af mine fobier.
Den med solcremen er vi nok nødt til alle at få opdateret, og det var godt at se det sådan klatvis - lærerigt!
GOD bededag og weekend også til dig kære <3
Linda Nedergaard skriver
Smukkeste solnedgangsbillede efter en dejlig dag – tak for at være vores udsendte medarbejder, stille de nødvendige spørgsmål og gøre os alle klogere 🥰
Rigtig dejlig forlænget weekend til dig kære Lise 😍
Lise Grosmann skriver
Linda Nedergaard: Tak for søde roseord kære…. ‘udsendte medarbejder’, jeg elsker det <3 Jeg tror måske nok, jeg fik bekræftet nogle ting hos den kloge professor, som I kan have gavn af.
Dejlig lang weekend også til dig kære Linda <3