Noget af en føljeton om vejr og livets vind og om at rette ryggen og løfte hovedet (også af fysiske grunde)
It’s no weather for man or beast! får man lyst til at sige – når man er gammel nok til at huske W.C. Field-klippet. Men i virkeligheden siger han vist noget andet. Hvorom alting er, så gætter jeg på, at min nabo bander, bider negle eller bare har opgivet årets høst. Jeg kørte lige forbi rapsmarkerne, og det er ikke ‘højt på strå’ mere, for de har næsten ‘lagt sig fladt ned’.
Vi har mange talemåder, selv om de jo bliver omskrevet i disse år med ‘bjørnetjeneste’ som det mest ubegribelige eksempel. Det stammer jo oprindelig fra La Fontaines fabel om bjørnen, der kastede en sten mod sin herres hoved for at jage en flue væk, men det blev jo i stedet en kranieknusende handling. Altså en velment handling, som gør mere skade end gavn. MEN i dag bliver ordet så også brugt om en meget stor tjeneste. Er de forvirret, det er ganske vist.…!
En anden talemåde, der oprindelig er titlen på Bjørnestjerne Bjørnsons sang, er ‘løft dit hoved du raske gut’, som vi udvider til også at omfatte gutinder. Et godt råd/formaning, der gælder både mentalt OG fysisk.
Foto: pixabay.com
Nu havde vi jo en lykkeguide HER, så lad mig lige inspireret af det HER indlæg på webMD og min egen stigende tendens til at falde sammen minde om at ludende skuldre og krum ryg giver et ældet indtryk. Men værre er, at det er rigtig skidt for vejrtrækning og tarmenes arbejdsrum til fordøjelse. Det hele derinde bliver klemt sammen.
Jeg er begyndt at lave øvelser, når jeg går i skoven og går ofte med armene bagom mig med flettede fingre, for så tvinges min ryg rank. Ikke som på foto, og hjææælp jeg opdagede lige ved forsøg, at den kan jeg ikke længere!
Nogle af de ting, de nævner i indsatte webMD-tekst kan jeg bryste mig af, at jeg har indført, og det er pude, der passer til lænderyggens runding – både i min arbejdsstol og i bilen. Og så prøver jeg at huske at holde telefonen op foran mig, når jeg tjekker det forskellige, der nu skal tjekkes. Foreløbig har jeg ikke fået tech/text neck.
Pst! Det løfter også barmen at rette ryggen, men på mig gør lige det jo ikke den store forskel (;
Jeg varslede nogle linjer som afslutning på min ‘sorghistorie’ om den firepotede, der have besjælet den firehjulede, som jeg altså måtte skilles fra…..
Der kom to mænd, begge polske men herboende, og tanken var, at min og Nikko’s bil, når den var køreklar igen, skulle sælges i Polen. Den ene af mændene, mekaniker, tjekkede og tjekkede og pegede og talte polsk med sin ven og jeg hvislede til min mand: Lige om lidt beder de om at få sat prisen ned.
En pris, som de havde fået besked om var fast. Lige som de havde fået besked om, at der var et andet og højere bud. Sandt, og vedkommende havde selv samme dag forhørt sig, om det blev ham, eller….Men min mand ville holde en aftale.
Et mislykket portrætfoto, men måske har jeg set sådan ud: HVAD er det, du siger!
Da det, som jeg forudså, skete, så eksploderede fru Grosmann i sit bedste engelsk og fortale manden, at han tjekkede som var det en ny bil velvidende, at den var 17 år gammel og i øvrigt utrolig velholdt og bla bla…… På et tidspunkt holdt manden hænderne op foran sig og sagde yes yes! Han gik så ind for at skrive købsaftale med min mand og imens talte jeg med den anden mand, som skulle have bilen.
En utrolig venlig mand. Smilende trods mit udbrud. Jeg faldt til ro, og sagde til ham, at jeg vidste godt, at jeg var tosset at have det sådan med en bil, og at det ikke havde noget at gøre med, at de var polske men at det var ekstra slemt, at den skulle så langt væk. Jeg sagde, at den bil var så fuld af god karma og jeg ville ønske, at vi havde råd til at få den lavet, så jeg kunne køre i den til jeg heller ikke kunne køre længere.
Han fortalte så, at han havde det på samme måde med sin bil og at hans datter havde givet den et navn – et polsk, som jeg ikke forstod. Manden var lidt tosset lige som mig fremgik det. Så jeg spurgte ham, om ‘den grønne’ så var en han eller hun, og han svarede straks, at den var hunkøn (smil).
Men for mig var denne tossesnak en stor trøst. Og NU kommer jeg til det. For manden sendte en besked i det FB-snakkeforum, min mand og de havde kommunikeret i, hvor han skrev:
Foto: pixabay.com – og nej, det er ikke Nikko’s og min firehjuler, men grøn er den
“Hello, please tell Your wife that my daughter choose name for Landrover, it will be Julia. I hope Your wife like it. And first plan was that it vill go to Poland, but now, I think, I will use it for my self.” Og så underskrevet med mandens navn.
Det er så utrolig rørende og det varmer mit hjerte dybt, at der findes mennesker som har det overskud (mit raseri) og udviser forståelse og endda går ind i en tossesnak. Tænk, hvis mennesker meget mere rummede den tolerance og forståelse for andres følelser, så var verden ikke så fjendtligt et sted. Jeg har taget oplevelsen til mig som en reminder – også om ikke at være så ‘hurtig på aftrækkeren’.
Jeg svarede selvfølgelig og skrev, at jeg var rørt og taknemlig og at næst efter, at ‘den grønne’ holdt i min carport, så var den det bedste sted. Og så et PS om ikke at fortælle mig, hvis Julia alligevel blev sendt til Polen.
Måske bliver der ingen tur i skoven i dag – Hovedstadens Beredskab fraråder at færdes i parker og skove. Så husk det lige og pas på derude og løft hovedet og se det bedste i alt, selv hvis du står over for en tosseLise-type.
Bliver SÅ rørt af at læse din Julia historie. Mange vil mene at det jo BARE er en bil. Vi er nogle som ved andet! Jeg har altid haft en forkærlighed til franske biler, og de har alle heddet My. Når My begyndte at knirke og knage, så truede jeg hende med ophugning (måske ikke så pædagogisk!) På forunderligste vis tog hun sig selv i metalskroget og rettede ind – både i skroget og på vejen mange kilometer herefter. Hun fik altid et kærligt klap og ros for at udvise udholdenhed.
Din kærlighed til Julia hænger jo dobbelt sammen med din kærlighed til Nikko. Det gør din historie dobbelt så smuk. Tak Lise 🥰
Pernille S: Lige nu føler jeg mig heldig <3 Sikke en fantastisk dejlig historie om My. Lige til både at smågræde og storsmile over. Jeg elsker tosser (knus <3), som tør tænke skævt og sige det højt. Jeg vil mene, at det har lidt med fantasi at gøre. Og uanset, så fører det jo noget miljøgodt med sig, fordi My jo kun blev truet med ophugning og Julia ikke blev det.
Men shhh! jeg har det stadig svært ved, at nogen rør ved og i det hele taget er i 'den grønne', som også var der, min hundeven fik 'sovepille i armen', som jeg kalder det. Dyrlægen ville ikke komme herhjem, så jeg fik overtalt hende til at komme ud til bilen og lå hos Nikko imens (bilen var uden bagsæder, så der var et stort rum, som var Nikko's kørende hundehus.
Man/jeg forstår så udmærket, at nevøen gav mig bogen 'Damer, der var for meget' – omend jeg ikke når de omtalte damer til anklerne på deres bedrifter, så passer titlen (;
God dag kære og TAK for dejligt skriv <3
Nu er det mig som får tårer iøjnene… og iøvrigt synes jeg det i denne sammenhæng er et adelsmærke at blive kaldet en tosse😘
Pernille S: Kærlige tosser har verden slet ikke nok af <3 <3 <3
Årene går jo kære Lise 🥴 og vi bliver alle ældre. Biler og folk og fæ. Jeg er så glad for min yoga Pernille, der sørger for, at jeg kan bøje og svaje og strække og krumme sammen. Kan ballancere. Jeg bestod endda din test, med hænderne bag ryggen, da jeg tænkte HVAD ? Den øvelse har jeg aldrig set, men den kommer med i morgenprogrammet 😄 så den kan blive finpudset og blive mere yndefuldt udført 😂👵🏻
Det lyder som et rigtig godt sted Landroveren kom hen ☺️ ❤️. En mand der forstår sig på temperamentsfulde damer. Og klogt med udmelding om, at hvis der bliver tale om en evt anden skæbne, behøver du ikke vide det. Julie! Det er da så fint et navn. ❤️
Jeg fik mig en ordentlig rusketur i Lejre i det blæsende vejr. Man skal jo ikke vælge skov på sådan en dag, så jeg gik på vej og stier med brombærkrat og mirabelle træer.
Karin Winther: Såmænd så og jeg tror, at vi begge føler stor taknemlighed derved <3 Desværre holdt min yogalærerinde op for flere år siden, en dame på 80 år, der kunne hver en øvelse og hvis stemme bragte en i meditativ tilstand mens man bare udførte, hvad den sagde. Jeg, der har lavet yoga fra jeg var barn er den dummeste, for jeg gør det aldrig mere. Og den med håndfladerne bag ryggen, gisp! den kan jeg jo ikke mere. Men hænderne kan dog nå hinanden bag ryggen, så der er kontakt ((; og et udgangspunkt.
Og tak for så sødt at følge min firehjuler-historie.
Han var et utroligt menneske, manden, der nu har Julia (; og da de kørte og jeg stod og tudede kom han hen og gav mig et kram <3 Jeg har det stadig slemt, for Nikko lå jo i bilen og jeg hos ham, da dyrlægen gav ham den sprøjte, der lukkede hans øjne for sidste gang. Det sagde jeg dog ikke til manden.
Jeg vovede mig i Grønnehave hvor grene og kviste lå tæt på skovstierne men jeg slap for et gok i nødden - jeg er også tosset nok (;
TAK for altid dejlige kommentarer og god dag, som vist bliver noget mere stille <3
❤️❤️❤️
Puh hvor jeg kender det at skulle af med sin elskede firehjulstrækker, nu er det 13 år siden og jeg savner den hver eneste dag. det var min traktor, min overall, min trygge ven.
Får jeg råd nogensinde igen så ja tak, men samvittigheden over at køre i så stærk en sviner vil “desværre” nok holde mig tilbage.
Det er svært at være meget bevidst om vores sårbare hårdt prøvede jord, samtidig med at være æstetiker, kvalitets afhængig og elske det smukke og gedigne.
Sidse Andersen: TAK fra en, der ved lige nøjagtig, hvad jeg taler om. Den var indbegrebet af mig, og det syntes jo også alle, der kendte mig. Læg dertil, at min også savnede hundeven var så meget en del af den og endog lå i den, da dyrlægen gav ham den sprøjte, der lukkede hans øjne for altid.
Men ja, den var diesel og en sviner, som de seneste år jo slet ikke måtte nærme sig København. Dog siger jeg som dig, at man måske skal regne det gedigne ind, for selv om jeg ikke har råd til motorreparation, så kommer den jo til at køre videre med sine 17 år. Dermed står vor hårdt prøvede jod ikke med en gang affald af alle slags.
Kære Lise. Sikke en dejlig historie om dit bilsalg. Den varmede helt ind i hjertet. Der findes gode mennesker, som forstår “os” og vores minder.
Bodil: Tak kære Bodil, det var sødt af dig at skrive. Jeg tror, at gode minder er godt at ‘stå imod med’….