Det er ganske (be)vist skidt for helbred OG søvn
Der dør flere rådyr i trafikken og faktisk også flere af os hver gang vi flytter frem og tilbage på det, som jo stadig bestemmes af naturen. Solen og lysets påvirkning af alt levende. Jeg lavede lige en hurtig googlen HER og selv af overskrifter og underrubrikker er det nemt at se, at det ikke er helt uden konsekvenser. Søvnrytmen forstyrres, når vi rykker døgnet, fordi den ikke er kalenderstyret.
Stod det til mig, så nøjedes vi med at sætte havemøblerne frem og lade urene stå. Vores indre kropsur har det bedst med regelmæssighed i søvnrytmen. Faktisk er det et af de første og vigtigste råd til mennesker, der har kludder med søvnen – stå op og gå i seng på samme tid hver dag.
Og en af verdens førende søvnforskere Matthew Walker, PhD, som er professor i neurovidenskab på University of California Berkeley, hvor han leder Center for Human Sleep Science, siger direkte, at vi er nogle tåber, hvis vi tror, vi kan lege med noget så essentielt som vores døgnrytme bare ved at kalde det sommertid og forlange, at en vigtig del af os makker ret.
Det koster en 24 procent stigning i hjerteslag, medfører flere trafikulykker og endog en stigning i selvmord, fortæller han. Og når vi så skruer døgnknappen tilbage igen, så ses en 21 procent reducering af hjerteslag, siger Walker. Rod i vores døgnrytme har konsekvenser, og så er der jo ingen grund til at gøre slemt værre.
Det er ikke uret i telefonen eller på natbordet, der bestemmer, men det, vi fra tidernes morgen har indbygget. Hør Walker fortælle HER. Og der er mere ‘Sleeping with Science’ HER, hvis emnet interesserer sig – herunder om påvirkning af vores immunforsvar.
På et tidspunkt spurgte jeg Stine Borgstrøm, der var meget interesseret i søvn og hvordan man kunne forbedre den. Hun var pionér med tyngdedyne og havde profilen @sleepbyborgstrom (er lukket nu) og i sit sidste punkt nævnte hun dette meget interessante:
“Søvnforskere har i øjeblikket fokus rettet mod forbindelsen mellem tarmsundhed og sund søvn. Vi ved, at søvnløshed eller mangel på søvn øger vores risiko for fedme, fordi den bl.a. påvirker den måde, vi kontrollerer vores madindtag på. Ved søvnmangel producerer vores krop nemlig for meget sulthormon (ghrelin) og for lidt mæthedshormon (leptin), og det efterlader os med en meget lille chance for at være gode ved vores tarmsystem. Ingen tvivl om at dårlig søvn, kan påvirke vores tarme, men det helt store spørgsmål er, om vores tarme kan påvirke vores søvn. Imens søvnforskere i hele verden arbejder på de endelige beviser der knytter tarmsundhed til sund søvn, foreslår søvnforskere at tage probiotika og præbiotika for at fodre de gode bakterier i vores tarme.”
Du kan læse Stine’s andre tips HER. Og HER om dansk forskning, der viser denne sammenhæng mellem hjerne og tarm. Uh, det er spændende ♥ Det er trenden med melatonin i natcremen også. Her er det den nye Vichy Minéral 89 Recovery Night Cream, og Vichy har jo et stærkt forskningsbagland som L’Oréal-brand.
Vores hud har receptorer for melatonin, og hvis snakken etabeleres, så er der potentielt meget i spil. For eksempel at melatonin er antioxidant og anti-inflammatorisk med al den beskyttelse og heling, der ligger i det. Udbedring af miljøforvoldte DNA-skader mener man også er på listen og ligeså UV-cellebeskyttelse. Meget tyder altså på, at melatonin er et anti-aging talent, som forskerne HER nævner. Men vi kommer helt sikkert til at høre mere om melatonin inside/out.
I Vichy-natcremen er endnu et par multi-talenter, nemlig B3/niacinamid, som forskerne også har opmærksomhed rettet mod bl.a. i forhold til UV. Og E-vitamin, den fedtopløselige antioxidant, der beskytter cellemembraner, og som har helende egenskaber. Og så har cremen selvfølgelig gode barriereingredienser og en søvndyssende duft.
Kan NÆSTEN ikke holde ud at der skal rykkes ved vores og dyrenes biologiske ur! Gid dit skriv kunne formå at vi bibeholdt urskiven som den ser ud nu, og ikke skal rykke rundt på det hele. Det er skisme noget rod!
Pernille S: Hvad end tanken var, så er tiden løbet fra det og man er jo blevet så meget klogere, at man ved, at det rent biologisk er en dum ting. Der er, tror jeg, en stigende modvilje, for det må jo også koste en del, så lad os håbe <3 Men tak for tilliden til mikroblogmutter (;