“Drik masser af vand – huden har ligesom resten af kroppen brug for at blive vandet, så den ikke dehydrerer og bliver slap og kedelig at se på. En anden gavnlig effekt er, at vandet hjælper med at transportere/rense affaldsstofferne ud.” Citat slut, og der er ingen mening i at angive kilde, for det står stort set alle steder, hvor der skrives om skønhed. Og det er værst om sommeren.
Værst, fordi det er noget vås, at vi skal huske at skvulpe litervis af vand ned. Ikke desto mindre er det – skal man tro gadebilledet – åbenbart nødvendigt altid at have vand på sig. Vandflaske i den ene hånd og mobil i den anden, så er man sikker på at komme gennem dagen. Vris (;
Men hvis det er for hudens skyld, så er alle toiletbesøgene ikke besværet værd, for ifølge læge, pH.d-studerende Lotte Themstrup på afdelingen for hudsygdomme på Roskilde Universitets Hospital, så er der indtil nu ikke påvist nogle varige effekter på huden, hvis man drikker store mængder vand. Tværtimod kan man opleve ophobet vand i læderhuden = ødem, hvis man over kort tid drikker ekstra meget vand, skriver hun på netdoktor.dk Altså er vi tilbage ved sund fornuft, man skal drikke vand efter behov i løbet af dagen – og selvfølgelig er man mere tørstig i varme. Men endnu vigtigere er det at spise vand.
De her bær høstede jeg i min egen have sidste år og jeg håber, at jeg skal gøre det igen om lidt….jordbær, kirsebær, moreller, blåbær og mirabeller. Jeg grovspiser den korte tid, jeg har mit lille lykkedepot og bagefter køber jeg. Min guru dr. Weil spiser også bær i massevis, og han er heller ikke farvefascist på frugt, men spiser lige gerne hindbær som de mere hypede blåbær. Bær og frugt er næste generation plante og er sprængfulde af næring. Og vand!
Og det leder mig frem til en anden guru, som har særlig forstand på hud, nemlig dermatologen Howard Murad, som ud over egen hudplejeserie også er forfatter til bl.a. The Water Secret. Han afliver dels påstanden om, at vi indeholder 70 procent vand og siger, at det var da vi var frisk fra mors mave, mens voksne celler har mistet evnen til at holde på vandet og derfor skvulper vi kun rundt med 50 procent.
And why is water from a berry better than plain water? spørger dr. Murad og svarer selv: The water in fruits and vegetables is sorrounded by molecules that help it get into cells easily! Han kalder det ‘welness water’, det inde i cellerne, og det andet for ‘waste water’ og hævder i lighed med Lotte Themstrup, at det flyder rundt og giver puffy eyes, swollen ankles and a bloated stomach, altså væskeophobninger fordi kroppen ikke kan optage det effektivt.
Så budskabet er altså, at vi skal spise vores vand, og ud over at cellerne tager godt imod, fordi vandet bliver længe nok i kroppen til at det kan udnyttes, så er der bonus. Foruden et vandindhold på godt over 90 procent for uforarbejdet bær og frugt og ca. 80 procent for grøntsager, så er vandet fuld af de vitaminer og mineraler, der er nødvendige for udnyttelse af andre næringsstoffer samt de beskyttende antioxidanter, der gemmer sig bag de smukke farver. Plus fibre, og her kan vi så begynde også at tale detox.
En dag i det fri bliver pludselig mere tiltrækkende – ikke noget lunkent vand i plastflasker og kedelige burgere fra kiosken eller smeltet madpakke, bare fyld strandtasken med frugt, agurk, tomater og gulerødder. De er født med emballage. Og med hensyn til gulerødderne og deres karoten, så giver det faktisk en vis uv-beskyttelse og samtidig huden et gyldent skær. Jo mere orange jo bedre. Hvad med at prøve en rå sommer – eller bare nogle uger – jeg lover både velvære, smukkere hud – og slankere hofter, hvis det skulle være et ønske.
PS: Med hensyn til pastflasker, så fangede jeg denne på facebook…..Almindelige PET-flasker er ikke beregnet til at blive genfyldt og genbrugt. Dette skyldes primært hensynet til hygiejnen og dermed din sikkerhed og sundhed som forbruger. Har du behov for at kunne genfylde din vandflaske bør du købe en særlig flaske beregnet til genfyldning.
Anneka skriver
Det giver altså SÅ meget mening. Vandet i bær osv må jo også indeholde en masse naturlige mineralsalte som ‘binder’ det naturligt til ‘væv’ om det så er i menneskeceller eller planteceller!
Jeg fik oplyst af en oversygeplejerske sidste år at max 1,5L ind – og det var inkl te, kaffe m.m. inkl.
Vores vandkvalitet er vel heller ikke hvad den har været, ikke alle steder. Det synes jeg da kan smages ligefrem.
Rigtig god pinse kære Lise! ?
Lise Grosmann skriver
Anneka: Ja, det er jo her logikken – og også fibrene – kommer ind. Man kan nogle steder læse råd om at drikke mange liter vand, og det er overbelastning af nyrerne. Hvis fok bare skvulper vand ned, fordi de har læst, at det skal man, så mister de jo den naturlige fornemmelse for væskebehov.
Postevand kontra flaskevand er et af de områder, hvor eksperter smider os hid og did. En lang tid følte jeg mig skræmt fra at drikke postevand og slæbte plastflasker hjem. Men de er jo også noget skidt, og på en eller anden måde er der noget ‘gammelt vand’ over det (; så nu åbner jeg igen for hanen.
Men du har ret, det, der kommer ud er ikke som i gamle dage. Jeg kan endnu huske vandet fra brønden i sommerhuset, fantastisk smag! Men meget er sket siden med vores grundvand ):
Og god pinse også til dig kære…
Anneka skriver
Ja og jeg husker vandet fra min barndom i mine bedsteforældres sommerhus, blødt iskoldt og meget rent og håret blev sååå fint (var jo forfængelig selv dengang ;))
Lise Grosmann skriver
Anneka: Ja, det er rigtigt, det var også fint til håret, det bløde brøndvand (:
Karin V Sørensen skriver
Kære Lise 🙂
Du er altså min guru, for du forklarer så jeg kan forstå! 🙂
Må jeg spørge om noget? En ældre kvinde i min familie var dehydreret, og hun blev rigtig dårlig. For at undgå det nogensinde skulle ske igen, lærte sygeplejersken mig at jeg skulle tage forsigtigt fat i hendes hud på hånden – og lave en lille fold, og så slippe den. Hvis jeg kunne nå at tælle til, 5 tror jeg det var, så var hun dehydreret, hvis derimod den lille fold lagde sig ned øjeblikkeligt, så var væskemængden tilpas. Det lille trick har jeg brugt på mig selv lige siden, men er det så ikke vand der primært skal til?
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin V. Sørensen: Tak, hvor er du sød kære Karin, meeen det holder nok ikke rigtig (;
Hvis man er direkte dehydreret, så skal man have vand med salt*, for det kan være farligt for kroppen. Ældre er meget udsat og især i varmt vejr. Ofte drikker de ikke nok, fordi de har lidt problemer med inkontinens. Måske skal man tælle til lidt mere end fem og også tage andre ting med i sin vurdering. Gammel tynd hud på håndryggen vil aldrig lægge sig ‘øjeblikkelig’.
* Jeg indsætter link fra netdoktor her med en opskrift på vand med salt og sukker, hvis du igen skulle stå over for, at vedkommende i din familie bliver dårlig…..http://www.netdoktor.dk/dehydrering.htm
Karin V Sørensen skriver
Tusind tak Lise 🙂
Jeg tænkte egentlig ikke over det med salt, men det er jo logisk.
Rigtig god forlænget weekend –
Knus Karin
Cecilia Nielsen skriver
Super godt indlæg, om et emne jeg har tænkt over.
Man læser hele tiden hvor mange liter vand man skal drikke, og senest har der været trenden fra Asien.
Har allerede læst om flere der tager den til sig, men for mig virker det ikke helt logisk at det skulle være super godt at drikke så mange liter, for de skal jo ud lige efter. Det er i hvert fald effekten, når jeg drikker meget vand. Uden at vide noget om emnet, kan jeg ikke forestille mig det er specielt godt for blæren. Læste vist også et sted, at hvis man drikker mange liter vand om dagen, for bare at drikke, så kan det forværre evnen til at holde på vandet.
Indlægget er i hvert fald “vand på min mølle” haha 🙂 Jeg bryder mig heller ikke om bare at presse vand ned.
Lise Grosmann skriver
Cecilia Nielsen: Vi mennesker har et behov for at blive fanget af en trend i stedet for at tænke logisk. For der er jo ingen logik i, at vi er født til at rende rundt med vand på os….at vores behov for en råvare, der mange steder er en mangelvare, skulle være så stort.
Det er måske det med tisseriet, der giver en følelse af udrensning, men eftersom det løber lige igennem kan det ikke rigtig rense så meget derude, hvor der måske er giftstoffer.
Stine Sommer skriver
Uhm så lækre frugter du kan høste 🙂 Det giver ret meget mening det med at spise sit vand. Når man ser naturudsendelser, spiser dyrene jo også frugter en masse og drikker sjældent. Jeg råspiser også bær om sommeren. Det smager bare af sommer :-). Jeg kunne godt tænke mig en “rå sommer” i stedet for koldskål og is. Hvordan kommer jeg i gang? Er der nogle bøger jeg kan låne, du kan anbefale?
Stine Sommer skriver
PS Tusind tak for Weledas svar mht. alkohol i produkterne. Jeg har lige købt en Body Blur fra Vita Liberata, hvor alkohol også er højt på ingredienslisten. Men det giver mening, for det er også et plante/øko mærke (Y)
Lise Grosmann skriver
Stine Sommer: Jeg havde jo faktisk hørt det før men altså glemt helt nøjagtig, hvorfor det nu var.
Lise Grosmann skriver
Stine Sommer: Der er ikke mange bær, men der er da lidt hver dag i sæsonen og så høster jeg på min vej med hunden….brombær, hyben og mirabeller. Bøger…jae, jeg blev jo vakt for mange år siden af Fit for Life, den med at spise frugt til kl. 12 og ikke blande med andet. Jeg spiser stadig kun frugt om morgenen, men snupper en formiddagskaffe med et par af mandens homemade mandelsmåkager. Før anden mad spiser jeg altid råkost, men jeg vil lige så lidt give afkald på is og chokolade og Summerbird flødeboller som frugt og råkost (;
Der er så mange forvirrende og modstridende teorier, så jeg tror, at en måde af komme i gang kunne være det med frugten om morgenen, for som du selv er inde på, så er det på en måde naturgivent. Uden for sommersæsonen spiser jeg som regel en appelsin, et æble, en pære, en banen, en kiwi og nogle tørrede tranebær eller frosne blåbær (appelsin, kiwi og bær laves i frugtskål, æble/bære skæret i både og bananen spises bare). Og jeg lover dig, at du ikke bliver sulten før frokost, det er langsomme kulhydrater (mange fibre), så blodsukkeret har en jævn kurve.
Prøv og fortæl gerne, hvordan det skrider frem (;
Carina C skriver
Hej Lise. Her i København er vi nødt til at købe al vores vand på flaske, pga. det enorme indhold af kalk. Jeg husker fra yoga, der findes en del tricks, der kan fjerne kalken, og få vandet til at smage godt. Der var mange muligheder, – kander med spiraler, kulstænger osv. Har du mon nogle tips?
Lise Grosmann skriver
Carina C: Der er ingen sundhedsmæssig grund til at købe flaskevand, fordi kalkindholdet er højt. Hvilket det er mange steder især på Sjælland. Det er et miljømæssigt problem bl.a. fordi det kræver mere vaskepulver og alting tilkalker (men altså ikke vores blodkar). Man går i gang med at rense Hovedstadens vand med afløbsrens….yes! og jeg indsætter link her, hvis du eller andre er interesseret i at læse mere.
http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/sundhedsp/ECE2190160/klarlunds-brevkasse-er-kalkholdigt-vand-usundt-at-drikke/
http://politiken.dk/indland/ECE2285433/bloedt-vand-sparer-os-for-millioner/
https://ing.dk/artikel/nu-bliver-kalken-fjernet-fra-koebenhavnernes-drikkevand-177548
Carina C skriver
Mange tak! Det er nok mest pga. smagen, og det “væmmelige syn” af kalken, jeg køber vand, – men det lyder bestemt også bedre at bruge pengene på bær eller vandmelon! ?
HeLene skriver
Skønt indlæg Lise, har delt det med et par stykker allerede!
Er selv meget glad for mine klean kanteen flasker, de holder forever og har mange type tud man kan vælge. Afgiver hverken smag eller stoffer til vandet (eller ens bærsmoothie :))
Lise Grosmann skriver
HeLene: Jaeeee, del del så vi kan få mange ‘medlemmer’ og Lise kan få bannere og tjene lidt penge (;
Du kender så meget HeLene, jeg kender f.eks. (heller ikke) klean kanteen flaskerne, men nu har både jeg og andre fået et godt tip, tak!