Jeg binder lige et par løse ender
Jeg synes, at jeg fornemmer, at mit renseskriv HER efterlod spørgsmål, så lad mig forsøge at rette op på uklarheder i forhold til, hvad JEG mener og selv gør. For det er jo meget et udtryk for min personlige holdning men selvfølgelig på baggrund af erhvervet viden.
SÅ: hvorfor synes jeg, at man skal skylle sit renseprodukt af, når der står på produktet, at det behøver man ikke?
Det synes jeg, fordi et renseprodukts ingredienser har til opgave så nænsomt som muligt at opløse snavs, makeup og solcreme på huden. Og selv om masser af renseprodukter indeholder fugt og andet, der netop gør rensningen nænsom for huden, så er det ikke et plejeprodukt.
Det er et rinse off og som sådan underlagt den lovgivning, der omhandler indhold i produkter, der ikke bliver på huden. Selvfølgelig vil en troværdig producent ikke anbefale, at produktet bliver på huden, hvis det indeholder stoffer i mængder, der vil kunne belaste huden, MEN….
Stadig er et renseprodukt pokkers nødt til at indeholde rensende ingredienser. Og da huden har begrænset kapacitet for hvor mange ingredienser, der kommer i snak med den, så synes jeg, at man skal gøre plads til sit serum og måske før den toner/essence, der bl.a. med sin fugt baner vejen for optagelse af hudforbedrende ingredienser, så den skal selvfølgelig blive på huden.
Hvordan renser jeg?
AFTEN: Jeg bruger vatrondeller, og dem, der ligger på foto er Änglamark økologisk bomuld, som også er Svanemærket. I stedet for de små runde bruger jeg de her lidt større ovale, som jeg folder, så jeg får to sider – på begge sider.
Somme tider køber jeg baby pads, fordi jeg så få en endnu større flade og kan folde flere gange og vende, så jeg bruger så lidt vat som muligt af miljøhensyn. Den, der ligger på foto er Hello Sensitive Baby Pads 0% Parfume 100% økologisk bomuld samt Svane- og Asthma Allergy Nordic mærket.
Når vattet er så godt som uden spor af min foundation, så vasker jeg efter med lunkent vand med den lille gule svamp. På den måde fjerner jeg både de sidste rester makeup og samtidig renseproduktet. Vatrondellerne er Body Lab Facial Sponge af bomulds-, hør- og cellulosefiber. Jeg skyller svampen i meget varmt vand efter endt brug, klemmer den tør i rent håndklæde og jævnligt får den et kort ophold i kogende vand. Svampene fås hos Matas.
PS: Jeg foretrækker gels og lotion og somme tider balms af slagsen, der emulgeres op med vand. Bruger man peeling som f.eks. salicylsyre til porerne i T-zonen, så hører de til efter rens.
MORGEN: Jeg mister ansigtet godt med Avène Eau Thermale og lader det sidde mens jeg børster tænder. De morgener, hvor jeg vasker hår under bruseren, går jeg direkte til toneren, når jeg har duppet huden tør, og så følger straks efter den øvrige hudpleje. Og først herefter bliver det kroppens tur til smørelse.
Frederikke skriver
Aj, hvor er det godt at erfare, at jeg ikke er den eneste, der undrer mig over, at micellar bare kan blive på huden efter rens. Altså mine tanker går også i retning af, at hvis produktet kan snuppe makeup og snavs fra huden, mon så ikke også det kan snuppe de skønne plejende stoffer, man smører ovenpå? Det er jo rent spild af “godter”. Tak for et godt indlæg 🙂
Lise Grosmann skriver
Frederikke: Jeg vil sige, at det snupper i den forstand, at det blokerer for optagelse af måske en dyrt købt serums ingredienser. Så i min optik bliver huden taber, fordi den går glip af noget, der kunne beskytte og optimere den. Og dejligt, at der var noget, du kunne bruge <3
Annette skriver
Kære Lise
Dejligt at du fortæller, hvordan du selv gør, det er en stor hjælp.
Trods min alder, kan jeg stadig være usikker på, hvad der er bedst at gøre, og jeg vil gerne have det ind med skeer, så tak for det.
Venlig hilsen Annette
Pernille S skriver
Tak for en fin opfølgning på gårsdagens rens. Jeg vil tage tipppet til mig med at folde vatrondellen som beskrevet. Jeg anvender 2 rondeller. Anvendt på din måde Lise, kan jeg da spare den ene væk. Det var et godt tip. OGSÅ et godt tip, skulle jeg med rette sige! Kh Pernille S🥰
Karin VS skriver
Kære Lise 🌹
Så dejligt du tager dette vigtige emne op 👍🏼
Jeg bruger Bioderma som Micellar-rens, og renser altid af efter, af samme årsager som du skriver!
Men det undrer mig virkelig meget at et seriøst mærke som fx Karmameju (som jeg er meget glad for) skriver at det er unødvendigt at fjerne deres Micellar-rens. Ikke for at hænge dem ud, og der er flere mærker der siger det samme, men som du siger: det ér rens!
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Kære Karin, det er ens for alle, det med at der står, at man ikke skal skylle/vaske efter rens. Jeg tror, det var noget af det, der gjorde micellar så populært et rensemiddel. Sammen med, at det er dobbeltfaset og opløser fedt/makeup. Men jeg personligt vil hellere slutte min renseprocedure med vand på huden end med resterne af et rensemiddel. Knus lise
Marianne skriver
Er der noget galt med min kommentar?
Lise Grosmann skriver
Marianne: Begge dine kommentarer er med nu <3
Karin winther skriver
Ajjj det er godt nok dejligt med flere mist mostre . 😀 godt vi ikke mister ansigtet 😂🤪
Nu blev alle usikkerheder endelig sat på plads . Tak !!!
Jeg bruger aldrig mascara for netop ikke at behøve at komme alt for tæt på mine øjne. Især når det er allergi tid .
Jeg vil prøve de små gule svampe fra Matas. Jeg plejer at bruge dem fra Karmameju og en blødere oval en , jeg fandt for noget tid siden. Men de ser fine ud de der små gule. De ser nemmere ud at rengøre efter rens.
God aften Lise
Lise Grosmann skriver
Karin winther: De taler med en erklæret mistmoster (; som sikker også har mistet ansigt nogle gange i tidens løb….
Jeg havde ikke øjenmakeuprens med, men her bruger jeg jo Yves Rocher’s kamille, som snupper den vandfaste uden gniden.
Karmameju’s svampe er sikkert fine, men jeg har i flere år brugt de der gule netop fordi de har en god størrelse til anigtsrens og er nemme at rengøre, som du skriver. Ikke så meget vaskemaskine her som med vaskekludene. For hænger sådan en våd til dagen efter, så har bakterierne rigtig hygget sig.
Herfra lyder et god dag <3
Marisnne skriver
Hej.
Bare til info og meget nemmere så bruger jeg Exfo fra phformular.
Skal bare vaskes af og med en vaskeklud
Lise Grosmann skriver
Marianne: Der er intet galt med din kommentar, men fordi du ikke er ‘fast’ i kommentarfeltet, så skal jeg godkende, det er gjort nu (:
Exfo er et fint renseprodukt, en gel, som den, jeg bruger, og så fjerner jeg altså med en svamp i stedet for vaskeklud, så vi renser stort set på samme måde.
PS: pHformula E.X.F.O. Cleanse har jeg omtalte flere gange her på bloggen. Og når jeg ikke bruger vaskeklud med de gule svampe på foto, så er det fordi de har en fin størrelse og er nemme at rengøre.
Marianne skriver
Super og tak for svar Lise😀
Jeg overvejer også de svampe nu😀
Lise Grosmann skriver
Marianne: Jeg synes, det er nemmere og i sidste ende – fordi de holder længe – måske også miljøvenligere end mange gange vask, selv om der jo er andet med i maskinen.