Nej, vi skal ikke tale klima men det er lige så vigtigt
I Helse, der ligger ude nu ganske gratis og lige så gratis på magasinethelse.dk er der bl.a. et interview med professor Oluf Borbye Pedersen, der forelår grøn omstilling i tarmen, fordi den indre biodiversitet er under pres. Skøn parallel at drage og et rigtig godt billede på en livsvigtig balance, der er under nedbrydning.
For det er som om, vi ikke for alvor tager det til os, det med alle de vigtige mikroorganismerne i os og på os. Vi har i så mange år levet på vagt over for bakterier, og her er intet jo ændret, for der er livstruende bakterier derude. Men en af de mest effektive måder at holde dem i skak, det er at støtte og nære ‘de gode bakterier’. Et af de vigtigste våben, naturen har givet os.
Når de er mange og stærke nok, så har de overtaget, og så er der styr på optimal næringsoptagelse og hele kroppens sundhedsbevarende kemifabrik. Man opdager indflydelse på stadig flere sygdomme som endog depression, skizofreni og autisme. Der er altså en hjerne/tarm-forbindelse, som det hævdes, og den styrkes ved grøn omstilling, og Borbye siger masser af grøntsager og bær. Men der er også en hjerne/tarm/hud-forbindelse.
Snart hvert eneste hudlægebesøgt pressemøde, jeg har deltaget i de sidste par år, har handlet om ikke bare flere med hypersensitiv hud men også stigning i egentlige hudsygdomme. Og hudlæger som Christian Grønhøj, der har et helt afsnit om ‘Mikrobiota og immunsystemet’ i sin bog ‘Glød – sund kost smuk hud’, nævner, at Lactobacillus og Bifidobaterium har vist at være med til at hæmme hudsygdomme som f.eks. rosacea, akne og eksem.
Og huden tager gerne imod også udefra, for her gælder de samme grundregler. De gode skal sikres fordelagtige forhold, for ellers skrider balancen i hudens vigtige barriere. Mikrobiomet er faktisk en alleryderst barriere i sig selv. Og vi kan glemme alt om kollagenboostende peptider og vækstvitamin, hvis huden har nok at se til med et immunforsvar, der stresser. Kommunikationen mellem ellers nyttige ingredienser – herunder også antioxidanter – og hudens celler fungerer ganske enkelt ikke optimalt.
Der er stadig få egentlig probiotiske hudplejeprodukter derude, altså produkter med levende bakterier, men der kommer stadig flere med fokus på nødvendigheden af at opretholde en balance ved ikke at tage men give. Det er i form af præbiotiske ingredienser, der som grøntsager og bær til tarmmikrobiomet fremmer væksten af balanceskabende bakterier m.m. på huden. Og postbiotiske ingredienser, hvor bakterierne godt nok er døde, men koncentratet har en styrkende effekt.
Foto: fra venstre mod højre….Manyo Bifida Ampoule Mist * Esse Toner Plus * Bak Prebiotic Cleanser * Dermalogica Micellar Prebiotic Precleanse * Rebiome ReFresh Cleansing Gel
Et godt sted at starte kunne være i renserutinen. En nødvendig del af hudplejen men også her, hvor det at fjerne noget, indebærer at fjerne for meget. Renseprodukter med præ- og postbiotiske ingredienser tager højde for at nære hudens mikroflora, så huden stadig har barrierekraft. Jeg viser nogle fine renseprodukt-eksempler herover samt et par tonere, som også er en fin måde at hjælpe hudens økosystem.
Og så er det weekend lige om lidt og forhåbentlig med forårssol til alle. Jeg krydser fingre og finder beskærersaksen frem, for hold op, hvor det gror derude. Og så må jeg over i skoven og se anemoner mens tid er, der kan jeg jo ikke smitte nogen. God weekend allesammen ♥
Marianne skriver
Fin artikel.
Hvilke Renseprodukter med præ- og postbiotiske ingredienser kan du anbefale?
Lise Grosmann skriver
Marianne: Tusind tak, det er jeg glad for. Der er nogle fine eksempler på foto – altså Rebiome, Esse, Bak og så er der to tonere, en fra Esse og en fra Exuviance. Alle produkter beskyttende på hudbarrieren og dens ‘mikroflora’…