Den hyppigste årsag
“Hvad er den største misforståelse folk gør i forsøget på at behandle deres porer?” bliver dermatolog Robert Anolik spurgt i et interview, og hans svar lyder “Forstørrelsesspejle og Instagram-filtre!”
Han synes, vi skal smide forstørrelsesspejlene ud, for ingen ser os sådan for i så fald ville de skulle se os gennem en lup. Et forstørrelsesspejl er på en måde det modsatte af et Instagram-filter, som softer porer, så de overhovedet ikke ses, siger han. Og han rammer jo noget, vi nok må vedkende os, vi har en tendens til at overfokusere og søge en unaturlig perfektion.
Men i øvrigt har Robert Anolik også to andre råd, der måske er nemmere at tage til sig: “Det er en fejl ikke at bruge solcreme og at bruge tunge okkluderende cremer, herunder mineralsk fedt!” Det første fordi UV-stråler er den største skademager på de fibre i huden, der strammer sammen om porer, og det andet fordi tilstoppede porer ikke mangler mere af det tykke fedt.
Vi har porer fordi porer er nødvendige, det er ad den vej talg og sved kommer ud på huden. Og vi har allesammen flere og mere aktive talgkirtler i T-zonen. Vi kan ikke få dem til at forsvinde men vi kan i visse tilfælde få dem til at syne mindre. Og så kommer vi til det vigtigste.
For det er forebyggelse jo i alle forhold. Det sagt, så er somme mere udfordret end andre, jo større talgproduktion, jo større porer. Det kræver jo så ekstra fokus på forebyggelse og selv om der altid vil være begrænsninger, så er der også flere muligheder for forbedring.
Solskadet og almindelig ældet hud, som er den næstehyppigste årsag til store porer, tager vi på mandag, for ellers bliver det godt nok et meget langt #liselongskriver skriv.
RENS RENS RENS! Sov aldrig med makeup, så beder du om at få store porer. OK, måske ikke fordi du gør det en enkelt gang eller to, men der er på den anden side det, at kan man springe over en gang, så kan man også næste gang. Personligt kan jeg faktisk ikke huske, at jeg ikke har renset af hver aften – eller klokken meget tidlig morgen efter endnu en sjov dag, der trak ud. Hav eventuelt renseservietter til de aftener, hvor du ikke orker bruge tid ved vasken.
Gel rens eller en Micellar som i Yves Rocher’s Sebo Végétal, en ny specialserie til talgregulering, er gode bud. Rens eventuelt en ekstra gang på næse, pande, hage. I det hele taget er spot-behandling værd at tage op, hvis man har fedtet T-zone. Og er du en af dem, der har problemet, så rens T-zone igen om morgenen.
Spot-behandling gælder også masker. Sæt ind, hvor problemet er, uden at udfordre den uproblematiske hud i resten af ansigtet med scrubs – her kan man jo i stedet lægge en fugtmaske. Lermasker er rigtig velegnede til at ‘suge’ talg ud af tilstoppede porer. Brug maske 2-3 gange om ugen eller efter behov og hvor problemet er. Jeg skriver om produkterne på Nyt & Nyttigt i morgen.
Jeg vil sige, at lige så meget, jeg taler peeling ned i forhold til at fjerne ‘døde hudceller’ og dermed provokere hudens naturlige modstandskraft, lige så meget taler jeg for T-zone peeling. Jeg praktiserer det også. Selv om mine store porer nok mere hører til den kategori, jeg tager op på mandag. Men selv en normal talgproduktion i T-zonen kan med alderen blive en udfordring, fordi huden ikke er så god til at skille sig af med sebum og det keratin, der forer poren.
Selv omhyggelig rens kan have svært ved at fjerne tilstopninger i porer, og ikke mindst salicylsyre er berømmet for sit talent til netop det. BHA=betahydroxyacid=salicylsyre er fedtopløselig og derfor velegnet til tilstoppede porer, hudorme og uren hud. AHAs=alfahydroxyacids er vandopløselige men glykolsyre nævnes hyppigt, fordi den har et lille molekyle. Der er salicylsyre i flere af produkterne på foto, og jeg skriver om dem på Nyt & Nyttigt i morgen. OBS! Kig også efter toners med zink og magnesium, som påvirker fedtbalancen i huden.
PS: En hudorm er oxideret talg og hudceller, deraf den sorte farve. Hudorme kan også været lukkede og ses så som små hvide ophobninger, fordi de er dækket af hud – altså en lukket hvid hudorm kunne man sige – og de må ikke forveksles med milier. Har du den slags, så lad være med at prikke og stikke men overlad det til en dygtig kosmetolog.
Pernille S skriver
Som langsynet, har jeg ekstremt svært ved at undvære et forstørrelsesspejl!
Tak for gode brugbare tips! Kh Pernille å
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Jeg har brug for briller OG forstørrelsesspejl. Og Anolik, som lever af at forskønne, mener jo nok heller ikke, at vi ikke skal bruge det, når læbestiften skal lægges osv. (; Jeg tror, at specielt de unge er udsat for det her, hvilket jo ses af, at 14-årige får fillerbehandling. Der var vel egentlig ikke noget nyt i det skriv, men jeg har læst hos en del forskellige, og det er faktisk budskabet i sin essens – hold de porer fri for talg! God bededags-weekend <3