De holder måske ikke. Og er måske heller ikke nødvendige
I går havde vi fokus på en ret talentfuld ingrediens, der står der på bagsiden af masser af produkter uagtet, at den gør et usædvanligt godt arbejde. Men som altid jo alt efter, hvor meget, der er i. Og også det kan være svært for os forbrugere at vurdere. Og det igen skal ses i sammenhæng med selskabet – altså formlen som helhed.
Som jeg fortalte skulle jeg i onsdags besøge Bioeffect og høre om en nyhed. Selvfølgelig spændende og selvfølgelig med velunderbygget effekt. Men underlagt det, der kaldes embargo, så jeg ikke må fortælle om produktet før vi nærmer os lancering i februar. Men det fik mig til at huske den lille kommentar-dialog (scroll ned), jeg havde med Karin VS.
Før jeg forklarer, så lad mig understrege, at jeg på ingen måde er betalt af Bioeffect (eller andre for den sags skyld), jeg ønsker bare, at en sammenligning skal være mellem ligeværdige produkter på det punkt/den ingrediens, hvor sammenligningen foretages, og i det her tilfælde var det altså en af jer, der spurgte.
Som du kan se, hvis du følger linket, så fortæller Karin, at hun har købt nogle ampuller fra [Comfort Zone] med blandt andet EGF i, men at når hun bruger dem, så føles behovet for en creme over meget stærkt – og om det ødelægger noget? Som det er tilfældet med Bioeffect EGF Serum, der ikke har det godt med olier.
Om mulig årsag til følelsen af tørhed, gør jeg opmærksom på, at CZ-ampullerne har alkohol som no 2 på ingredienslisten. Og i forhold til en sammenligning med Bioeffect EGF Serum skal man bemærke to ting. Dels at EGF i CZ-ampullerne, der angives at være plantekilde, står som no 12 (no 7 i Bioeffect) og dels, at der ikke står sh-oligopeptide-1. Og så anbefaler de serum og creme over.
Og hvorfor skal der så stå sh foran Oligopeptide-1? Fordi sh står for Synthetic Human Epidermal Growth Factor, altså en vækstfaktor med peptidstruktur som hudens vækstfaktor. Og indlysende nok betyder det noget, når formålet netop er kommunikation med huden for at opnå bedre cellefornyelse. Læs mere her på incidecoder og bemærk afsnittet her…..
“When it comes to Sh-Oligopeptide-1 in a cosmetic product, it has pretty well-established wound healing and skin renewal properties. It might even do more than that. According to a 2012 study on a serum containing barley bioengineered epidermal growth factor (Bioeffect, red.) “clinical evaluations showed statistically significant improvement in the appearance of fine lines and rhytids, skin texture, pore size……..”
Bioeffect EGF Serum har ‘barley sh-Oligopeptide-1’ som no 7 i en ren formel med blot syv ingredienser, hvor det eneste ud over glycerin, islandsk vand, hyaluron og bygekstrakt er en pH-regulator (Tromethamine) og salt (Sodium Choloride). Den rene enkle formel sikrer, at EGF forbliver stabilt og bevarer sin celle-snaksaglighed, hvilket jo altså er bevist ved noget så unikt i kosmetikforbindelse som dobbeltblind placebostudie.
Jeg vil mene, at de to produkter her ikke kan sammenlignes, hvad angår indhold og således heller ikke på pris. Og [Comfort Zone] har jo heller ikke selv foretaget nogen sammenligning!! Hvorfor skulle de, deres ampuller er fine, men de indeholder ikke sh-Oligopeptide-1 og derfor ikke det humane vækstfaktor-protein.
Det fører til prisen, som ofte nævnes før alt andet, når talen er på Bioeffect. Hvis vi nu bliver ved sammenligningen med [Comfort Zone] Sublime Skin Lift Ampoules, så koster 7 ampuller med i hvert fald til to dage i hver, kun 370 kr., men som Karin skriver, så føler man behov for noget ekstra og CZ anbefaler således også serum og creme. Hermed overskrider man altså let de 1.150 kr. som Bioeffect EGF Serum koster, for her er creme ikke bare uønsket, den er unødvendig. I øvrigt har Magasin tilbud på Bioeffect EGF Serum HER
Som nævnt må jeg ikke fortælle om det nye produkt, men hvad jeg kan fortælle er at Bioeffect slår de fleste på ren CO2-fri produktion. Og så skal det jo også med, synes sådan en naturnørd som mig, at man ‘poder’ hver eneste af de 130.000 små bygplanter, der gror i drivhusene deroppe i lavaen, med det humane hud-DNA.
Processen fra podning til høst tager 14 måneder, og så går specialisterne i arbejde igen med nye planter. Det er ganske enkelt i enhver forstand unikt.
Og så er det weekend. Hvid weekend, for her sner det. Det er smukt. Og det er koldt. Jeg fryser om fingrene, men hver gang, jeg skutter mig, så kommer jeg til at tænke på de stakkels mennesker i Ukraine. Ingen varme, intet vand – ikke engang et hjem mere måske og mangel på mad. Værst er det at tænke på børnene – og ja dyrene. Når engang disse rædsler er overstået, så er tusinder af mennesker døde og naturen sønderbombet. Hvad h*lvede vil de med det, de magtmennesker.
Janne skriver
Som altid meget indsigtsfuldt, tak for det. Bruger bioeffect og ved ikke om det gør en stor forskel, bortset fra jeg nu har brugt nr. 2 og kan mærke min hud “tørster”😄 glæder mig til nyheden, men der er jo længe til februar🤣
Ukraine er skrækkeligt, er taknemmelig for tag over hovedet, mad, varme og strøm. Vi må ikke glemme krigen, og håber vi alle bliver ved med at støtte med det vi kan, selvom “krisen” banker på
💙💛
Lise Grosmann skriver
Janne: TAK kære! Hvis vi taler EGF serum, så gør det en forskel på den hudstruktur og det igen vil over tid mindske rynkedyb og også stramme huden. Men hvad er det, din hud tørster efter, sidder jeg og tænker? PS: Du bliver ikke skuffet til februar (;
Lige netop, vi må ikke glemme krigen og ikke glemme at stå bi med den støtte, vi kan give. Det er jo forkælet at brokke sig over, at vi skal betale penge, mens andre betaler den højeste pris. Og, som jeg skriver til Pernille – lukker vi øjnene får det jo konsekvenser overalt – selv hvis vi slipper for bomber. <3 <3 og selvfølgelig et blåt og et gult
Janne skriver
Lise trot min hud er tør grundet kulden, føler alt er tørt😅 læber, negle, hænder osv. måske skal jeg have gang i noget olie, men er nervøs for det fedter for meget. Jeg inviterer i en ny omgang EFG. Drømmer om et pænere kæbeparti og har ofret ultraformer på det, noget er der sket, men det er dyrt og absolut ikke smertefrit.
Og ja vi må støtte med alt vi kan til de mennesker der er i Ukraine, og kæmper deres livs kamp, vi har absolut ikke spor at brokke os over, vi har hjem der er hele og som vi kan være i. Mit største juleønske er fred🙏🏻
Lise Grosmann skriver
Janne: Ja, kære Janne….vi vil have fred <3 Men det er nok en svær øvelse, for selv om vi er mange, der deler ønsket, så er det jo få i den samlede mængde mennesker, der har en stemme og tør bruge den.
Det vejr, vi har lige nu - og det er jo også begyndt at blæse - det er ikke nogens huds ven. Og løsningen er ganske rigtigt, at stoppe fugttyveriet ved at pakke huden lidt mere trygt ind. En god creme eller som du skriver noget olie.
Rudolph Care har en helt vidunderlig olie, Acai Facial Oil Delight, som på ingen måde ligger fedtet tilbage. Normalt vil jeg sige olie over creme, men denne ville jeg faktisk bruge efter fugtserum (IKKE Bioeffect EGF) og så slutte med creme. Den indeholder jo også godt antioxidanter, som godt må komme tæt på huden for at gøre gavn. Og cremen kunne være fra CeraVe, der mestrer det med ceramiderne og ikke er dyrt (; God adventssøndag kære
Pernille S skriver
God weekend kære Lise.
De to Karin’ers kommentarer vedrørende Bioeffect vs CZ EGF opsummerer så fint hvad jeg har på hjerte.
Krigen i Ukraine er på alle måder ubarmhjertig. Min ven i Kyiv sidder med pandelampe og forsøger at holde gang i sin håndværksforretning. Uden lys og varme har hun og hendes mand en fortsat troen på bedre tider. Lad vores håb vokse med deres..♥️
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Man kan jo godt være god hver for sig, selv om man ikke ligner hinanden, og det gør CZ og Bioeffect jo ikke – og heller ikke på deres EGF-udgave.
Kram kram….det er jo ekstra svært, når man har venner, der er gidsler i en på alle niveauer iskold krig. Jeg havde forstået, at din ven kom til Danmark.
Jeg vil håbe, at man ikke slipper opmærksomheden, fordi folk (tillader sig) at blive trætte af en krig, der ikke føres ved deres gadedør, fordi den koster på budgettet. Jeg hører afgjort ikke til rigets rige, men jeg betaler gerne for at hjælpe den forurettede og gøre det besværligt for foruretteren. Lukker vi øjnene får det jo konsekvenser overalt – selv hvis vi slipper for bomber.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor vidunderligt vi alle kunne have det på denne generøse klode, hvis ikke begærlighed og magtsyre styrede så meget.
<3 <3 <3
Karin Winther andersen skriver
Virkelig spændende hvad Bioeffect kommer med af nyt til februar. Det bliver helt sikkert hudlækkert.
Dejligt vintervejr i dag med kælk og varme drikke og i morgen nissejagt på Sagnlandet med mindstebarnet. Er vi heldige kommer kælken med igen. Hvis lårbasserne kan klare mere op og ned. Det er squats af bedste slags 😄
Hver gang jeg fryser lidt går mine tanker også mod krig og ødelæggelse og stakkels mennesker uden noget …..og så bliver man så taknemmelig over det man har, og fortvivlet og rasende over magtsyge menneskers ondskab.
Lise Grosmann skriver
Karin Winther andersen: Ja, det tør jeg godt love – det med hudlækkert!
Og så er det i dag, du har været på nissejagt og kælketur, for lårbasserne klarede det sikkert. Du er noget af en fantastisk mormor <3
Enig i hvert eneste ord om Ukraine, det er svært at forstå ondskab og man skal nok heller ikke prøve, det er nok at afvise det som uacceptabelt.
God advent i morgen, der har du sikkert mere spændende på programmet <3
Karin Winther andersen skriver
☺️ peace love og familieudflugt er søndagens store plan 🤶🎊
Og pludselig bliver det mandag igen.
❤️❤️
Lise Grosmann skriver
Karin Winther andersen: Bedste beskæftigelse, og jeg har på fornennelsen, at du er god i det game <3 Og yes, så blev det mandag og jeg tæller på fingre med hensyn til dagens emne. God dag kære
Karin VS skriver
Kære Lise 🌹
Åhh tusind tusind tak for dit uddybende svar ang Bioeffect vs CZ EGF!
Og jeg vidste ikke lige det der med at alkohol står så højt på listen! Er det fordi det er et billigt fyld produkt at putte i?
Jeg har tre ampuller tilbage fra CZ, og tvivler på jeg får dem brugt. Er lige gået i gang med en kombi nat-kur 😊
Hveranden nat Tretinoin, hver-andre-anden nat Bioeffect 😅
Og kære Lise, du behøver aldrig forsikre om at du ikke er betalt af noget firma fordi du udtaler dig positivt – din integritet er ikke til diskussion!
God weekend, nu skal jeg se fodbold med min mand – og drikke kaffe og spise lidt chokolade 😅
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Kære Karin, alkohol er der ofte som opløsningsmiddel, men jeg tør ikke kaste mig ud i en forklaring her, men dog sige, at det næppe har noget at gøre med, at det er billigt – der er et formål. Og alkohol fordamper, men stadig er det et bud på, at det er det, der udtørrer din hud. paulaschoice.com skriver om denatureret alkohol her https://www.paulaschoice.com/ingredients/ingredient-denatured-alcohol.html
Det lyder som en ret effektiv nat-kombi, du er i gang med. Bare du ikke kombinerer dem, hvilket du jo heller ikke gør (; Du må have en hud så fin som en barnekind.
Og tak for tilliden i forhold til at være betalt. Det er der jo ikke noget i vejen med, hvis man oplyser det. Og selv om man er sponsoreret, så kan man jo godt mene, hvad man skriver. Jeg er bare af den gamle skole, og min indtægt her ligger i de annoncer, der ligger her. Lige som i aviser og magasiner. Og ja, jeg har kun annoncer for serier/produkter, jeg sætter pris på. Bortset fra det, så får vi alle tilsendt produkter til test og eventuel omtale, men vi bestemmer jo selv, når der ikke er penge indblandet.
Og du hygger med fodbold og choko – det lyder godt, selv om jeg ikke er så meget for det første (;
Knus og god weekend, lise