Her gik det gruelig galt!
Jeg er både trist, forarget og vred. Ikke på egne vegne – og dog. For selv om den behandling, I nu skal læse om, ikke eksisterede i min tid som kosmetolog, så eksisterede anstændighed og faglig ansvarlighed. Ingen behandling er bedre end den, der udfører den.
Det her er jo desværre ikke et enkeltstående tilfælde, og en dag kan det være dig, der skal finde en behandler. Derfor linker Anette og jeg til hinanden i dag, og på beautyspace finder du en tjekliste til at undgå de dårlige behandlere. Læs den selv om du ingen planer har lige nu!
Men lad mig springe tilbage til en mail, jeg fik fra en ven og tidligere kollega, som mente, at jeg var eksperten, der kunne hjælpe et familiemedlem, som vi her omtaler som X. Hun spurgte mig, hvad en kuldemaske var og sendte selfie, som hendes familiemedlem X havde taget.
Jeg hæftede mig ved noget på X’s hals, der lignede en vable med en mørk rød plamage omkring, og spurgte, hvad det var. Min kollega svarede mig, at det var noget, der var sket under denne kuldemaske-behandling, som X havde fået hos en kosmetolog. Efter ønske fra X opgiver jeg ikke kosmetologens navn.
Min kommentar: Jeg kender kosmetologen og har fået en ‘Madonna’oxygenbehandling hos hende på et tidspunkt.
Jeg tog kontakt til X, som jeg talte og mailede med de følgende dage, og her er hendes historie:
X forklarede mig, at hun er et menneske, der står ved sig selv og ikke har problemer med sine fejl og mangler, men hun har altså et kompleks ved sin hage/hals og den lille fedtpude, der sidder. Hun kan ikke frigøre sig fra at være optaget af, hvilken vinkel andre ser hende i. Jeg kan nikke genkendende til det, det var bare næsen, og jeg besluttede for mange år siden at få fladet tippen lidt ud og har ikke skænket den næse en tanke siden. I lighed med det bestemte X sig for at slutte denne fiksering på sin hals ved at få gjort noget ved det og komme videre.
Behandlingen var X-Cryo Mask, men dem, jeg linker til HER, har intet med X’s behandling at gøre, det er blot for, at I kan læse, at det drejer sig om at udsætte huden for kulde. Og der er åbenbart ikke grænser for, hvad det kan præstere og kurere – bare ikke fjerne fedtdepot på halsen. Jeg skal lige nævne, at X’s fedtpude intet har med overvægt at gøre.
Som I vil se, hvis I klikker på linket til X-Cryo Mask, så når masken end ikke ned på halsen. Her behandlede kosmetologen med et rør, der blæser kold luft, og hun blæste også alle steder i ansigtet endog på øjnene, da masken var taget af. Den fredag, hvor det gik helt galt, havde kosmetologen sat en tragt på slangen, og X gjorde opmærksom på, at den gnavede i huden.
Jeg overlader ordet til X:
Min kommentar: Det er ubehagelige billeder, og X har ikke taget dem til offentliggørelse men til sig selv og for at kunne sende til kosmetologen for at vise skaden. Jeg har bedt om at få lov at bruge dem og har ikke redigeret billederne, som tydeligvis er taget under forskellige lysforhold.
Fredag den 13. august: Da jeg stod op af stolen udbrød jeg “jeg ser da underlig ud”, der var ligesom noget hvidt og hårdt under hagen. Hun (kosmetologen, red.) slog det hen og sagde “det fortager sig”. Først da jeg var på vej ud ad døren og gentog, at det føltes underligt, hentede hun lidt Aloe vera og smurte på og sagde “det går over”.
Fredag aften begyndte det at brænde både på kinder og hals, og jeg tog de første billeder.
Lørdag den 14. august kl. 10 sendte jeg de første 5 billeder og en beskrivelse af min ømhed. Kl. 11.25 svarer hun, at jeg skal bruge Aloe vera, og at hun gerne vil vide, hvordan det går om et par dage. Det bliver jeg forarget over, fordi jeg synes, at billederne taler deres tydelige sprog. 20 minutter efter ringer hun da også og siger, at hun er ked af, at hun sådan ‘har givet den gas’, men at det nok skal gå over. Det ser slet ikke ikke så slemt ud, som en anden kunde, hvor hun havde været uheldig, og slangen med tragten havde sat sig fast i huden. Jeg skulle bare have fat i noget E-vitaminsalve, sagde hun.
Lørdag kl. 12 var jeg på apoteket, og farmaceuten var forarget. De havde ingen E-vitamincreme, så jeg fik nogle prøver på noget salve og så valgte jeg at købe nogle E-vitaminkapsler for at prikke hul i dem og bruge olien.
I løbet af lørdagen kom der en blære på halsen og to små spots på kinderne.
Søndag den 15. august kl. 12 efter en nat med smerter sendte jeg billeder og beskrivelse. Kl. 12.26 svarer hun “øv din stakkel” og gentager det med E-vitaminsalve. Da jeg skriver, at jeg ikke har kunnet få den, men at jeg har købt diverse andre ting, SMSer hun et hjerte og skriver, at jeg må sige til med det mindste hun kan gøre.
Jeg aner faktisk ikke, hvad jeg skal skrive. I virkeligheden synes jeg jo 1) at hun med det samme skulle have skrevet, at alt, hvad jeg købte af salve, naturligvis var på hendes regning. 2) at hun skulle have bedt mig komme, så hun kunne se på det eller gøre noget. Det er hende, der er eksperten og hende som skal handle. Jeg kan ikke tænke på andet end bekymringen for, hvis jeg får ar oven i mit kompleks.
Mandag morgen den 16. august var jeg på apoteket igen, og de havde drøftet mig og gjorde mig opmærksom på, at sådan noget skal indberettes som en utilsigtet hændelse.
Tirsdag den 17. august var jeg hos lægen, som havde lukket mandag. Han fortalte, at forfrysninger gør det samme ved huden som en forbrænding, og det var derfor, det havde gjort så ondt og at jeg havde fået en vable. Hvis han havde set mig fredag ville han kunne have givet mig noget, som kunne stoppe processen.
Min kommentar: Det burde have været noget af det første, kosmetologen havde rådet X til!
Tirsdag skriver jeg en længere besked (til kosmetologen, red.) og gør opmærksom på min utilfredshed samt at nu både apoteker og læge har sagt, at det bør/skal indberettes og at det har slået mig ud og at det var mange penge.
Først efter denne besked tilbyder hun andre behandlinger, hudpleserie og tilbagebetaling af mine penge.
Jeg kan tilføje, at X har fået penge retur og at huden læger.
Ud over, at man kan sige, at det tog sin tid, så ændrer det intet ved min opfattelse af et katastrofalt fagligt og menneskeligt forløb. Kosmetologen skulle åbenbart frygte indberetning, før hun selv så det mildt sagt rimelige i at betale pengene tilbage.
Ydermere har den anvendte kuldemaske ingen effekt på det fedtdepot, som X søgte behandling for, og en ansvarlig kosmetolog ville have nævnt fedtsugning for sin klient. En behandling, der ligger i hænderne på læger (plastikkirurger).
PS: Efter nu at have givet i hvert fald to mennesker forfrysningsskade kører kosmetologen videre med at give behandlingen.
Og så er der weekend fra longlæsning, men husk tjeklisten hos beautyspace med gode råd om at undgå de dårlige behandlere. GOD WEEKEND ♥
Pernille S skriver
Hold da op! …siger jeg bare!
Lise Grosmann skriver
Pernille: Ja, sådan kan det gå, når man ikke skulle have vist tillid. I øvrigt er det i min optik en vanvittig behandling.
Frederikke skriver
Stakkels kvinde! Desværre forekommer den slags langt oftere, end man tror. Den fejlbehandlede person skammer sig ofte over din behandling og klager ikke, selvom det er oplagt.
Jeg har selv oplevet på eget ansigt, hvad en fejlplaceret filler kan ende med, når den indkapsles i bindevæv. Det blev en længere historie med tabte penge, arvæv, buler, hjælp fra en plastikkirurg, en behandler der pludselig solgte sin klinik osv.
Godt der kommer fokus på “når det går galt”, og forfængeligheden koster mere end penge.
Lise Grosmann skriver
Frederikke: Stort tak for at dele din historie Frederikke, og den er grum, kan jeg læse. Jeg tror, du har fuldstændig ret i både at det forekommer oftere end man tror og også, at ‘offeret’ sjældent klager. Og sikke en overskrift, du slutter med, den kunne jeg godt have brugt….”Når forfængeligheden koster mere end penge” <3
Charlotte skriver
Stakkels kvinde😔 jeg er glad for det kommer frem i lyset til læring for os om hvor vigtigt det er med den rette behandler.
Gost at kvinden på billedet er kommet sig🙏🏻
Tak fordi du og Anette tar så vigtigt et emne op!
Tak for jer❤️
Kh Charlotte
Lise Grosmann skriver
Charlotte: Det er var også det, som X selv syntes var vigtigt. Hun havde jo tillid til kosmetologen, der har mange års erfaring, men altså ikke i at anvende forstgrader.
Tak for at skrive Charlotte og tak for dine søde ord.
Kh lise
Eva skriver
Hold da op. Vi ville have sendt hende direkte på skadestuen til professionel behandling af brandsår, som du så rigtigt skriver. Faktisk ligner det en 2. grads forbrænding, og en sådan kan i værste fald efterlade ar, som skal revideres kirurgisk.
Sikke noget svineri.
Lise Grosmann skriver
Eva: Du ‘siger’ det, jeg skrev det ikke, men ja det er fra start til slut mere end kritisabelt. Og du med en sundhedsfaglig baggrund kan jo vurdere, hvor alvorlig skaden er. Jeg håber ikke for X, at hun får ar – ud over det, oplevelsen har efterladt.
Jeg håber sammen med Anette at få fokus på det her, for der er helt sikket mange, der ikke har nogen at gå til og opgiver.
Marianne skriver
Ja, jeg håber da, at hændelsen blev indberettet alligevel! Når nu X ikke ønsker at kosmetologens navn kommer frem i offentligheden, så er det vel en rigtig god idé at vedkommende kommer i fagfolks søgelys!
Lise Grosmann skriver
Marianne: Det er det, vi håber på ved at lave det her samarbeje, Anette og jeg – at der kommer noget fokus på.
Karin VS skriver
Kære Lise 🌹
Jeg er oprigtigt chokeret og forarget 🥺
Stakkels kvinde der skulle igennem sådan en behandling.
God weekend
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Kære Karin, ja stakkels X, som dog slap sådan nogenlunde uden varige mén. Men jeg blev chokeret, da jeg fik de første billeder fra min kollega og bestemte mig for at, at det var vigtigt at advare. Rigtig mange af os får jo lavet et eller andet på et tidspunkt – om det er nåle, strøm, varme eller kulde eller en peeling – og det er så vigtigt, at man tjekker alt, som Anette/beautyspace skriver.
God-weekend-knus også til dig, lise
Anne - Sofie A skriver
For ca 5 år siden fik jeg sådan en fedtsugning. på maven, havde faktisk ikke en top mave men troede at så blev da helt flad.
Det foregik hos en kosmetolog på Frederiksberg Alle, som er vant m. at lave de behandlinger.
Jeg gik derfra med en stor hævelse på maven, kosmetologen sagde, nå du er en af dem, jeg havde åbenbart ødem af maven.
Der gik omk. 1/2 år gør vabler og hævelse var væk.
Jeg kontaktede dem naturligvis de sagde som kompensation ku jeg få en gratis ansigtsbeh. som jeg takkede nej tak til.
Så pas på derude.
Lise Grosmann skriver
Anne-Sofie A: Var det en kosmetolog, der udførte behandlingen? Det er jo et område for plastikkirurger! Ikke, at læger ikke kan fejlbehandle, men de er dog underlagt loven.
Men det lyder som om, du virkelig har været i hænderne på en af de skruppelløse.
Tak for at fortælle og advare.
Anne - Sofie A skriver
Hej igen
Ja det var/er kosmetologer der foretager disse beh.
Jeg var hævet havde misfarvninger i alle tilfælde 1/2 år.
De fralagde sig alt, de kunne jo ikke vide at jeg havde ødem af maven, hvilke lyder meget underligt.
Så jeg ville ikke ‘ turde’ få behandlinger hos dem mere.
Ja man skal virkelig se og forhøre sig omkring og ikke være dum naiv som jeg var.
Lise Grosmann skriver
Anne-Sofie A: Vi må ‘tale’ om noget forskelligt. Fedtsugning, som jeg forstår det, hvor man stikker en kanyle/rør ind, udføres af plastikkirurger og hovedsagelig på privathospitaler….https://netdoktor.dk/kosmetiske-behandlinger/fedtsugning.htm
Det kan umuligt være den type behandling, du har fået hos en kosmetolog. Men under alle omstændigheder burde det have været anmeldt. Hvilket jo så er det, man/vi sjældent gør, som Frederikke skriver.