Den gode indsats udefra og indefra
Lad os lige gentage, hvad vi kom frem til HER
#Rens hver aften uden overspring
#Peeling af T-zonen dagligt
2. afsnit af porer-på-skrump
Og i denne føljetonen er vi nået til synet at porer, som også os med hud til den tørre side oplever med alderen eller som følge af dårlige vaner, hvor smøger og sol er de store skurke men også langvarig stress. Med andre ord, når hudens kollagenfibre mister deres faste greb på grund af nedbrud men også mangel på fugt. Jeg har samlet eksempler på produkter, som er mine bud på effektiv indsats.
ABC repeat…..
A-vitamin har alt at gøre med vækst og fornyelse og immunforsvar. Det holder gang i cellefabrikken, det er cellekommunikerende, og der er mange receptorer at komme i snak med. A-vitamin sætter skub i vækstfaktorer, det er simpelt hen født til at være hudvitamin. Der bliver bestilt bedre kollagen = strammere hud, mere madras = hyaluron = bedre cellekommunikation og mindre tydelige rynker. Porer strammes ind og hudbarrieren bliver stærkere og glattere. Og så beskytter det faktisk mod UV-stråler og er antioxidant.
B3-vitamin har talent for at skrumpe porer, fordi det tilsyneladende har en normaliserende effekt på selve porevæggen og forebygger ophobning af talg. Blandt andet – for det er et genialt hudvitamin. Det er vigtigt i cellernes energiproduktion og dermed hudens vedligeholdelse og reparation. Pigment, sensitivitet, akne, ar, fugt, produktion af ceramider og styrkelse af hudens egen beskyttelse – tilsyneladende også over for UV-stråling – hører også til talenterne.
C-vitamin kan det meste, vi laver det ikke selv, så det skal skrives på listen som livsnødvendigt – for immunforsvar, antioxidantforsvar, nervesystem, hormoner, afgiftning, optagelse af jern og ikke mindst for sundt og stærkt bindevæv. På hudsiden er det et must til at lave kollagen og elastin, som antioxidant, for immunforsvaret og så er det i øvrigt også hudopklarende.
PS: Vitaminerne kan godt ‘enes’ også B3 og C-vitamin. Læs om produkterne på Nyt&Nyttigt i morgen.
Andre kollagenboostere….
Produkterne herover er for nogles vedkommende baseret på peptider. Da kollagen er et protein, som består af aminosyrer og peptider er kæder af aminosyrer kan de kommunikere til cellerne og bestille mere kollagen. Algenist AA Barrier Serum er som bekendt baseret på alger, og de to nye i kollagen-boosterklassen, Jurlique Nutri-Define og New Nordic Natural Magic™ Firming Serum arbejder med planteekstrakter og så er der vækstfaktor-specialisten Bioeffect samt BM Gel 28 med en vækstfaktor-booster kendt fra mavesårsmedicin.
Jeg skriver om produkterne på Nyt&Nyttigt i morgen.
Kollagentilskud, hjælper det….
Det korte svar er ja. Din hud bygger bedre kollagen både, hvis du tager tilskud (5-10 g nævnes) og bestemt også, hvis du sætter kollagenrig mad på menuen. Du kan hente viden om de biologiske mekanismer og få spændende opskrifter i ‘Collagen – Stærk, sund og smertefri’ (Politikens Forlag) af Jerk W. Langer og Karen Lyager.
I bogen henvises der til to kliniske placebo afprøvninger af kollagentilskud og et forsøg, hvor en prøve fra hud blev bearbejdet med kollagenpeptider i laboratoriet, du kan læse det HER. Forskerne konkluderede, at kollagentilskud byggede mere fugt ind i hudens grundsubstans og dermed fremmede flere fibroblaster (cellerne, der danner kollagen- og elastinfibre). Resultatet af tilskud var altså, at der bliver dannet mere nyt kollagen og der passes bedre på det gamle = bedre hudstruktur.
Læs om produkterne på Nyt&Nyttigt i morgen
Jeg følger op med kosmetiske behandlinger for jer, der vil gå mere drastisk/effektivt til værks, for hudpleje har altid sine begrænsninger. Især, hvis de ikke indgår i en daglig rutine ♥
FAQ: Kollagen og elastin er fibre i hudens bindevæv og befinder sig i det, vi ofte kalder hudens madras, som består af bl.a. mirakelstoffet hyaluron. Cellerne, der skal producere, det er fibroblasterne, og de kan kun gøre jobbet, hvis der er fugt. Derfor er god fugtbalance vigtigt for al hud. Også fordi det giver fylde eller bounce med et godt ikke-dansk ord, så porer (og rynker) syner mindre. Kollagenfibrene er dem, der giver huden styrke og fysisk modstandskraft og elastin er de fibre, der, som navnet antyder, giver elasticitet. Når porerne med alderen eller på grund af rygning eller meget sol bliver større, skyldes det, at kollagenet svækkes og der dannes færre sunde fibre til at holde hudvævet oppe med et stramt greb om porerne.
Pernille S skriver
Fakta efterfulgt af fakta. Elsker det! Nyt&Nyttigt i morgen? Jaaaah!
Kh Pernille S
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Stort smil og stor tak <3 Kh Lise
Mia skriver
Jeg begyndte at tage skin care collagen filler for 10 år siden da jeg led meget af børneeksem og ekstrem tør hud og allerede efter 3 uger fik jeg meget finere og blødere hud uden eksem. Jeg har nu taget dem siden og vil til enhver tid hellere bruge mine penge på kosttilskud til huden i stedet for dyre cremer da jeg har mærket på egen krop hvor effektivt det er :o)
Lise Grosmann skriver
Mia: Dejligt, at du skriver og fortæller Mia. Faktisk skriver Jerk W. Langer, at kollagen kan overvejes ved atopisk eksem, idet forsøg viser, at det kan dæmpe immunreaktionen, som er skyld i eksemet. Og det må man sige, at du kan bekræfte. Bonus er jo så, at din hud også holder sit fit og flot (: