Destination: RUDOLPH CARE BRAND BOXEN torsdag d. 15. aug. 2013 kl. 11-13 – Check in: kl. 10.45 – Adgangsregistreringen i Terminal 2 (VIGTIGT: Husk pas eller kørekort). Lød presseinvitationen. Jeg fik helt rejsefeber. Men det var selvfølgelig ”pop up shoppen” i Københavns Lufthavn, pressemødet gjaldt. Og sikke en lækker lille butik, der ligger som en smuk pastelfarvet ø og er noget af det første, man ser, når man træder ind i tax-free området. Og det var en stolt og glad Andrea, der bød os velkommen til sin første butik, som måske viser et marked for at åbne selvstændig butik ude i den virkelige verden.
Det er en sjov og smart udtænkt detalje, at podierne, som produkterne står på, er udformet som kæmpe cremeemballager, så man tydeligt kan fortælle kunderne, hvad der ikke er i produkterne, og at den danske skønhedsdronning af natur giver både økologisk EcoCert certificering og Svanemærke for pengene. Hvis nu de skulle glemme at spørge. Andrea fortalte, at sådan noget får man ikke bare lige lov at gøre, faktisk skulle der komme folk i dag og godkende, at podierne – lige som produkterne, der står på dem – også lever op til kravene.
Der var også en nyhed at fortælle om, nemlig Acai Roll-On Deo, der blev lanceret den 5. august. En hudvenlig daglig beskytter mod våde armhuler og dårlig lugt, fuld af hudblide ingredienser men fri for syntetiske duftstoffer (og æteriske olier) samt parabener og syntetisk farve. Den koster 155 kr. og var i vores fine ”goodiebag” sammen med andre lækre Rudolph Care produkter – selvfølgelig i rejsestørrelse.
Og her får ”deres udsendte” sig en snak med Andrea om produkterne. Shoppen åbnede 1. juli i år og er der indtil 15. oktober. Herefter rykker Rudolph Care over som fast sortiment mellem andre grønne mærker i tax-free-shoppen.
Foto: BeautyBlog
Skriv et svar