Katja-pudderdåse sagde, at jeg skulle.
I må gøre vrøvl, hvis I synes, jeg kommer for langt fra emner, som I hellere vil læse om, ikke!! Men jeg havde lidt køkkenhaveskriv med Katja-pudderdåse på Facebook, og hun opfordrede til, at jeg udvidede rammerne for en beautyblog. Endnu en gang må man nok tilføje.
Det er ikke mig, der er den meget havekyndige, det er min mand. Han er vokset op med, at køkkenhave var ikke bare naturligt men også en nødvendighed af økonomiske årsager. Lige som det var at sylte og senere fryse for at have vinterforråd. Da vi flyttede sammen for en masse år siden, begyndte han at dyrke kartofler i haven i min barndoms sommerhus i Skamlebæk.
Senere fik vi eget sommerhus og han blev fanget af interesse for økologi og gik til foredrag med Troels Østergaard og købte flere af hans bøger. Troels Østergaard kaldes ofte økologiens grand old man. Jeg skal ikke trætte jer, men jeg tør godt sige, at han fik bevist, at man også kan have drivhus og køkkenhave OG flot høst selv om man kun kommer i weekenden. Der blev lavet automatisk vanding og hvad ved jeg. I dag er alt nemmere, fordi vi jo er her hver dag. Og mig, jeg går til hånde og er stortaknemlig over at kunne gå ud og plukke solvarme tomater og alt det andet ♥
Han, som i øvrigt hedder Jørgen Frandsen og valgte fotografiet frem for gartneriet som levevej, burde jo for længst have lavet en haveblog. Det har jeg aldrig kunnet overtale ham til, men han har lavet sig en hjemmeside – hvis jeg må prale lidt. Men jeg tror, du giver mig ret, hvis du klikker ind (og billederne er selvfølgelig hans, når andet ikke er nævnt). Den hedder danskefyr.dk og hvis man holder af ferie i vores lille smukke land, så kunne den måske inspirere. Om lidt er de nok væk alle de fine fyr, der engang betød overlevelse.
Og så videre til lidt bloggeri om dyrkning af kartofler…
Kartofler kan dyrkes i enhver lille have – eller såmænd i spande på altanen – og opfylde tidens trendy ønske om at være bonderøvs-selvforsynende. Og lad mig betro jer, der endnu ikke har oplevet spændingen ved at hive en top op og tælle, hvor mange kartofler, der er under, at det er fryd som var det små guldklumper. Når de kommer i butikkerne koster de næsten, som om de var af guld.
Her får I nu opskriften på kartofler, der er så tidlige, at de ikke kan være med på Samsø. Spiret i vindueskarm og dyrket færdig i for eksempel sorte spande, der kan købes i ethvert byggemarked. Here we go…
# Brug helst læggekartofler af tidlig sort som f.eks. Hamlet og læg dem lyst og ikke for varmt til spiring. Og det skal gøres NU!
# Når spirerne er fint mørkegrønne er tiden inde til at “lægge kartofler”.
# Brug sorte murerspande (dem køber du i byggemarkedet) eller endnu bedre store sorte potter af den slags man køber træer i på planteskolen. De har huller i bunden, så vandet kan løbe fra, hvis man er for gavmild.
# Fyld spand/potte knapt halvt op med beriget spagnum og læg 1 kartoffel i hver, hvis det er en potte og 2-3 stykker i en spand. Tryk kartoflen godt ned og fyld op med jord, så spanden er ca. halvt fyldt.
# Sæt spandene/potterne i et bryggers eller lignende ikke for varmt sted.
Foto: Planterne har ikke noget med kartoflerne at gøre, de er bare inde og overvintre
# Når de første spirer ses fyldes jord på, og man fortsætter med at “hyppe” på denne måde til spanden/potten er næsten fyldt til randen (man skal kunne vande uden det løber over)
# Pas på ikke at vande for meget, især hvis der ikke er huller i bunden.
# Det optimale, hvis man ikke har drivhus, er at sætte spandene/potterne ud på frostfri dage og tage dem ind om natten. Det vil de være klar til omkring april måned men måske tidligere i år. Husk at kartofler ikke må få frost, så er de kaput.
# Når kartoflerne har blomstret er tiden ved at være inde til høst. Stik en hånd ned i spanden og mærk, om der er kommet tilpas størrelse på knoldene.
# Du vil have egne tidlige kartofler omkring maj måned, og det er min erfaring, at der kommer en god grydefuld i hver spand.
Foto: Billedet af kartoflerne under en top er taget 7. maj 2016
Så kan kartoflerne dårligt blive mere nyopgravede, men det er også mad, der “tikker” af næring. Vel er der andre grøntsager, der kan præstere højere indhold af vitaminer og mineraler, men kartofler har fint med C-vitamin og masser af kalium samt fibre lige som de indeholder protein.
Kartofler indeholder komplekse kulhydrater, og det er faktisk vores krops vigtigste energikilde. Kartofler mætter mere og indeholder langt færre kalorier end pasta (og ris). Og fordi det er en naturlig og mættende madvare, så knockouter den ikke blodsukkeret, og endnu mindre, hvis du spiser den med skal og sammen med et stykke grovkernet rugbrød.
Glæd dig til egne nyopgravede kartofler med asparges og dagen efter kartoffelmad med friskklippet purløg. Der er point til både synsindtryk, smag og sundhed. Og a propos den evige sammenligning af kartofler og pasta – hvem kan rigtig forestille sig kold pasta på et stykke brød dagen efter!
God weekend og kom nu, fortæl nu, hvad det er, jeg hele tiden overser, at I gerne vil, at jeg skriver om (smil) ♥
Julie Gerbek-Hansen skriver
Hej Lise. Mit spørgsmål passer nok ikke lige her, men alligevel … Har du erfaringer med Imedeen og/eller Beauté Pacifique Forte? Og hvilke – er det lige meget hvilken man evt vælger?
Lise Grosmann skriver
Julie Gerbek-Hansen: Du spørger bare der, hvor du nu lige har curseren (;
Jeg har testet mange af den type produkter igennem årene og også Imedeen og Beauté Pacifique og lige nu er det Smuuk Skin, jeg sluger. Det, de tre nævnte her har fælles, er, at de ‘har papirerne i orden’, som Anette på beautyspace skriver, når der ligger forskning og dokumenterede beviser bag en virkning. Så jeg kan ikke fremhæve en for en anden.
Men jeg kan fortælle dig, at Dr.med.Sc(Ph.D) Lars Lindmark, som har udviklet kosttilskud gennem 40 år, står bag både Imedeen og Smuuk Skin og dermed har man jo noget af en garanti. Imedeen blev unægtelig noget af en verdenssucces, der har holdt.
Ikke, at det gør dit valg nemmere måske, men jeg vil gerne tilføje New Nordic til listen af denne type kosttilskud (New Nordic er udviklet og produceret i Sverige).
Julie Gerbek skriver
Tak 🙂
Berit skriver
Jamen altså Lise, Jeg er vild med dette “krydderi” til bloggen!!
Og ikke mindst vil jeg have spande og læggekartofler NU, og følge dit strålende råd og eksempel. Jeg har jo aldrig lavet kartofler her da vores jord er hård og leret og har været sådan i mange år og jeg derfor har fokuseret “over jorden”.
UDVID og jeg følger dig i både ydre skønhed og i havens små mirakler og hvad du ellers kan finde på??
Kram fra Berit
Lise Grosmann skriver
Berit: Jamen, jeg er vild med, at du er vild med det <3 Og du skal gøre det med kartofler i spande, for selv om man er vant til køkkenhaven over og under jorden, så føles det virkeligt kriblende at hive en top egne nyopgravede (; op før du kan få dem i butikkerne. Dem, som vi lagde i sidste uge spirer nu og skal have første lag jord på, så du kan godt se, vi ender med at have nye kartofler i april. Nej, måske ikke, men man bliver grebet af det.
Vi har også leret jord her som bestemt ikke er perfekt til kartofler, men vi har dem alligevel også ude i jorden. Jeg ved ikke, om du fulgte dialogen på min Facebook, hvor især Katja-pudderdåse var ihærdig og spurgte, om man kan dyrke kartofler i drivhus, og det kan man. Her vil jeg nu hellere bruge pladsen på tidlig spinat og salat og senere tomater og agurker.
PS: Hvem ved, vi sysler med en have- og gør-det-selv-til-haven-blog, men derfor kan jeg jo godt blogge lidt herover (;
Stort kram og tak for at skrive, Lise
Anna skriver
Hvor er du sød at du skriver om kartofler Lise:) Det inspirerede mig til at invitere min familie op til vores lille lokale restaurant til et frokost-stjerneskud, som det laver så skønt og friskt. Det var det tætteste jeg kunne komme på nye kartofler lige nu.
Kristina skriver
Ja tak til mere af den slags 🙂 Så hyggeligt
Lise Grosmann skriver
Kristina: Så sødt at dig at skrive, og det kan meget vel risikeres ((;
Pernille S skriver
Troels Østergaards bog “Økologisk Køkkenhave” var den første havebog jeg købte år tilbage. Bedste bog ever! Hvert år køber jeg Maria Thuns Såkalender, ud fra hvilken der bliver sået, priklet, plejet og høstet. Din mand kender den garantrisset ?.
Synes det er hyggeligt med et lille grønt indslag. Tak for det!
Det kribler for alvor nu i fingrene for at komme igang med forspiring!
God og dejlig solrig weekend ?
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Den er så fin forsiden med alle de små tegninger og lige nu slog jeg op på side 11, hvor han skriver om alt det, der skaber den gode og frugtbare jordstruktur. Måske skal jeg skrive noget om det, om regnorme, nematoder, skolopendere og alt det andet ((; Min mand kender selvfølgelig til det biodynamiske og vi har ofte talt om det, men ‘så langt’ går han ikke. Men jeg synes, at det er rigtigt og jeg ‘tror’ jo også på homøopati.
Selv om det ikke er mig, der har de klogeste grønne fingre, så kribler det mere i mine, tror jeg, og jeg kigger hver dag ned i spirebakkerne, for med det her vejr, så tror jeg på spinat i drivhuset og så er vi i gang. Tak for grønne ord og dejlig weekend ønskes også dig <3
Pernille S skriver
Knus!
Stine Sommer skriver
Jeg blir helt forårskåd af at læse og se billederne i dette indlæg. Jeg elsker når du øser af alt muligt med kost, næringsstoffer, natur, yogaøvelser, massage, vejrtrækning osv. på din blog blandt det klassiske beautystof. Du ved så meget og det er så dejligt at læse om din store viden på alle områder <3. Rigtig god weekend :-*
Lise Grosmann skriver
Stine Sommer: Og jeg bliver helt rørt over alt det, du skriver. Du kan tro, jeg gerne vil det hele, men somme tider bliver jeg i tvivl om jeg er for ‘afvigende’, men kost og sundhed med hele pakken tog jeg jo ind for mange, mange år siden, så ja måske skal jeg dryppe lidt mere ind igen. Tak for at skrive det og inspirere mig. God weekend kære
Sonja skriver
Sikke et dejligt indlæg. Nu drømmer jeg bare om sol og sommer og varme dage. Og kartoflerne bliver lagt i spandevis på søndag. Tak for inspirationen ?
Lise Grosmann skriver
Sonja: Hvor dejligt…du lægger også kartofler i spande. Som jeg lige skrev til Susanne i kommentarfeltet her, så har vi de første små spirer i dag. Og ja til sol og sommer og varme dage. Vi er vist blevet sydlandskforvente, for jeg fandt foto forleden, som jeg tog i november, og da havde træerne stadig grønne blade. Det var en vild somme, vi havde og nu har vi jo faktisk en vild vinter. God weekend kære
Hanne I skriver
Dejlig, inspirerende læsning. Flet endelig lidt naturstof ind i ny og næ og bred din holistiske ånd ud. Rigtig god weekend ?
Lise Grosmann skriver
Hanne I: “Spred din holistisk ånd ud” – altså Hanne <3 Med glæde skriver jeg mere naturstof og som Tini Tina nævner mere om kost. God weekend til dig også - og tak.
Tini Tina skriver
Øv hvem der bare havde en have eller en lille bitte altan. Jeg ville dyrke alt hvis jeg kunne. Beauty er jo meget mere end det man fylder på det ydre, det er jo egentlig endnu vigtigere med hvad man fylder det indre med. jeg ser gerne flere indslag med klog kost. Dejlig weekend til dig. Og lad os så få noget forår og sol og gratis d-vit.
Lise Grosmann skriver
Tini Tina: Hvis du har et køligt og lyst sted, så prøv dog med bare en potte for at se, om det kan lade sig gøre. Jeg bliver fortalt (; at det gælder om at afstemme temperatur og lys i al dyrkning indendøre, så det ikke bare bliver sådan noget ranglet noget.
Og jeg vil med glæde skrive mere om kost. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg ikke har gjort det mere her på bloggen, for det har jo været mit skriveområde i mange år. Det med D-vitaminen fra solen må vi vente lidt med endnu, først slut april står den, så UVB-strålerne ikke har så lang vej, siger Hans Christian Wulf, Bispebjerg Hospital. Så det er på pilleglas og i fede fisk, vi foreløbig må hente dem. Men bedre humør får man i dette tidlige forår, og det betyder jo en hel del for helbredet.
Susanne Gustafsson skriver
Ja, så fik jeg jo så også lige lyst til at dyrke kartofler, Lise. Min søde ivrige mand købte nogle såkaldt nye etellerandetstedfra forleden, og de var såmænd spændstige nok, meeeen en kende melede skønt smagen var ok. Jeg tror, jeg læner mig tilbage og venter. De kommer jo. Og mange års ferier på Samsø giver jo en vis afhængighed.
Kh Susanne
Lise Grosmann skriver
Susanne Gustafsson: Jamen, gør det dog for pokker. Jørgen lagde i spande for blot hvad..en uge siden..og i dag er de første spirer at se. Vi ender jo med at have kartofler i april ((; Og ellers ja, de kommer jo både dem fra Samsø OG Lammefjorden (; Kh Lise
KarinVS skriver
Kære Lise 🙂
Og tak til Katja også for at sige du skulle 😀
Det var en dejlig skriv at læse, blev helt lækkersulten efter nye kartofler med en klat smør 😛
God weekend kære Lise 🙂 ❤️
Lise Grosmann skriver
KarinVS: Tak kære og ja, når det er OK med jer, at beautyrammerne udvides, så var det godt (; Og du kan tro, jeg stirrer på de spande jord hver dag, for der må da være en spire, så vi er tættere på….ah, nye kartofler med en klat smør. God weekend <3