Det håber jeg ikke. Buler på lårene måske, som alle vi andre har. Lad os se nærmere på det….
Hvis ikke det allerede kører løs i spalterne med tips til cellulitis, så skal der nok dukke noget op med det ord, som intet – INTET – har at gøre med den bulede hud på lårene. Enten skal vi kalde det cellulite eller også appelsinhud, som det kaldes, fordi det som bekendt ligner den noprethullede skal på frugten. Vil man have lægetekniske ord på fænomenet cellulite, så hedder det ‘edematous fibrosclerotic panniculopathy’, som får det til at lyde som en sygdom. I givet fald næsten en folkesygdom.
Cellulitis er, som endelsen -itis siger, en infektion i bindevævet, som kan kræve antibiotika og i hvert fald lægeøjne. Symptomerne er som ved andre bakterieinfektioner og skader på/i vævet rødme, varme, smerte, hævelse. Rubor, calor, dolor, tumor, functio laesa (nedsat funktion) – jeg glemmer aldrig den remse fra min kosmetolog-læretid. Læs eventuelt mere HER
Selv om cellulitis ikke er ualmindeligt, så rammer det dog ikke 70-80 procent og hovedsageligt kvinder sådan som det er med cellulite. Bulerne på oftest lårene, som er fuldstændig godartede og normale. Jeg har dem også og bortset fra da jeg var helt ung og fast i kødet=stramme kollagen/elastin-fibre, så har jeg haft dem i årevis på trods af min slanke linje. Men ellers ja, bulerne buler mere, hvis man er buttet.
Jeg tog for sjov den HER test om fup og fakta om cellulite og svarede helt bevidst forkert på områder, som jeg ikke har tillid til, og jeg fik besked om, at jeg havde fat i det basale men tilsyneladende også havde lært noget. Det, jeg havde lært var desværre bare so/so og ikke helt 100% fakta.
Og det er meget betegnende for alt, hvad man læser om cellulite, som lige om et øjeblik vil få rigtig meget opmærksomhed foran spejlet, for nu skal de jo lukkes ud, lårene, og ha’ sol. Og en af de ting, der kan kamouflere lidt, det er faktisk farve. Men vælg den i selvbrunerudgave, for det er med sol som med meget andet – for meget af en god ting er skidt.
Kan man spise cellulite væk? Næ, bortset fra, at meget fedt jo giver fylde til bulerne og tynger fibrene i huden, så er det den samme kost, som altid er god – groft og grønt. Tilskud af kollagenpeptider nævnes. I givet fald 10 gram om dagen i mindst fem måneder. Kan man motionere det væk? I nogen grad vil styrketræning, der strammer det underliggende muskelvæv op, virke udglattende.
Foto: Kollagenpeptider, selvbruner og retinol ser faktisk ud til i al sin enkelhed at være det mest effektive….
Kan man massere det væk? Ofte lyder det, at massage vil styrke blod- og lymfecirkulation, men det gør man faktisk bedre ved at bevæge sig. Og går man hårdt og ofte til massagen eller sugekoppen, så kan man risikere at hudens kollagen- og elastinfibre, der skal give den styrke og elasticitet, bliver slappe af konstant at blive hevet i.
Kan man smøre det væk? Cremer med koffein nævnes. Og retinol, og det er nok her, de fleste er enige om at sætte ind. Men det er jo den daglige indsats, der virker. Og så er der en lang række behandlinger, som er kommet til de senere år. Dem fortæller hudlægen om HER.
Den mest fornuftige forklaring, jeg har hørt, på cellulite og hvorfor det hovedsagelig rammer kvinder – og altså også de slanke – er, at vores fibre i bindevævet ligger mere lodret end mænds, der altså ligger lidt mere vandret og dermed holder vævet bedre nede. Og eftersom cellulite især kommer omkring underkroppen, så kunne det jo tænkes, at naturen har gjort det nemmere at få plads til polstring for at beskytte et foster, ved at gøre fibrene lodrette. Det gør så til gengæld, at vævet kan poppe op i buler mellem fibrene.
Og så er det weekend, og foråret gør godt udefra og ind. Her er lidt, jeg ikke kunne lade være med at forevige. GOD weekend ♥
Pernille S skriver
Massage, kolde bade, tørbørstning, you name it. Bulerne er der stadig. Og sådan må det være…😉 God weekend!
Lise Grosmann skriver
Pernille S: So they are! God weekend også til dig.
Kristina S. skriver
Tak for altid interessante faktabaserede indlæg.
Hvad med Cryoterapi, hjælper det?
Ifølge billeddokumentation gør det, men de kan jo være manipuleret.
Lise Grosmann skriver
Kristina S: Personligt bryder jeg mig ikke om cryoterapi, men selv om det ‘smelter’ fedt, så er årsagen til cellulite jo nærmest det at være kvinde. Selv om bulerne godt nok er tydeligere med meget underhudsfedt. Hudlægen, jeg linkede til, fortæller om flere forskellige behandlinger, som kan have en effekt, hvis man har mod på at gå i gang med det (: https://blogs.webmd.com/healthy-skin/20190618/how-to-fight-cellulite
PS: Og ja, billeddokumentation er ganske ofte manipuleret…