Det er oktober, men denne måned er ikke længere synonym med naturens gyldne forfald, den er lyserød og det har den været siden Evelyn Lauder for mange år siden startede det, der i dag bare hedder BCA Campaign/kampagne. Det er fint, det er faktisk rigtig fint. Men brystkræft er ikke noget tabu, som der ofte skrives. Hvis kræft skal være tabu, så skal vi længere ned. Kunne man mon skabe en lignende opmærksomhed om tarmkræft og hvordan ville bagerens boller så se ud (læs videre)!
Og nu kommer vi til det, der på trods af det gode initiativ og de dejlige penge, der samles ind, alligevel gør mig lidt vrissen. Jeg har haft kræft tæt inde på livet, min far døde af kræft i prostata, min mor fik i underlivet men blev opereret i tide, en nær ven er opereret for lungekræft og jeg har selv knuder i brystet. Så jo jeg har været i de følelser kræft vækker. Frygtelig mange mennesker får kræft og dør af kræft og når det er børn er det ubærligt. Jeg kan ikke have, at der går tivoli i den. Og det er min påstand, at det gør der, fordi det drejer sig om kvindebryster.
I morges åbnede jeg således lokalavisen, og jeg skal da love for, at der er nogen, der maler byen lyserød. Hele centeret er tilegnet ‘lyserøde dage’. Og Brugsen går da rigtig til brysterne med en ‘bryst lagkage’, ‘grov babser’ og intet mindre end en ‘støt brysterne meny’ (stavningen er Brugsens ansvar). Nej! Jeg kan ikke have det. Hvem kan bide i en bolle, der ligner et brunt brystimplantat eller skære i en lyserød lagkage med brystvorte på. Jeg skal spare jer for flere eksempler og har venligst undladt at affotografere også den trætte bager iført T-shirt med et par pink hænder på brysterne.
Måske er jeg uretfærdig, der kommer jo penge ind, men jeg ved også fra de foregående år, at der spekuleres. Se dig godt for og spørg, hvor mange penge, der egentlig går til Kræftens Bekæmpelse eller lige så seriøse foretagender. Og så støt endelig brysterne med alle de skønne lyserøde produkter derude, som rykker noget med de penge, de sender videre. Esteé Lauder har selvfølgelig masser af både produkter og kampagner og sender penge til Dansk Brystkræft Organisation.
Der er Kiehl’s vindernavne på vej!
Kære Lise.
Det har været nogle eftertænksomme dage og jeg har taget mig lidt ekstra tid.
Tid til at få tygget på og fordøjet den noget chokerende oplysning, du kom med.
Ja, for jeg fik noget af en forskrækkelse, det må jeg indrømme.
Tak for dit uddybende svar – hvor er jeg dog lettet nu. Det må unægteligt have været noget af en gyser, med dobbelt op på nerver, der hænger i laser. At du valgte at mærke efter og tage din helt egen beslutning, siger så meget om dig og din ufattelige kraft og styrke. Tro. Og vilje.
En løve lægger sig ikke bare ned og lader stå til.
Tænk, at du har stået med dit eget liv i hænderne på den måde og har været nødt til at tage så nervepirrende et valg.
Jeg forstår til fulde din afsluttende advarsel, men kan alligevel ikke undgå på uforklarlig vis at blive inspireret, hvis jeg må være så fri at kalde det således.
Jeg vil, ligesom dig, også være i stand til ikke at vakle, når stormen raser. Stå fast, mærke efter og holde ved. Lære mig selv endnu bedre at kende og stole på det, der føles mest rigtigt.
Jeg vil gerne takke dig for at dele din historie, der sætter tingene i et helt andet perspektiv.
Og så glæder jeg mig ellers til at få dig hjem!
Giv din kære familie et ekstra kram fra mig. For jeg er så ufattelig glad på dine vegne, over at du har så smukke mennesker i dit liv.
Au revoir, uundværlige Lise. <3
Christina: Nu bliver jeg altså rørt Christina over at du lægger så meget tanke i et skriv, som jeg overvejede længe.
I og jeg og formentlig alle mennesker oplever, at livet kan give knubs, og jeg har egentlig ingen tanker om, at denne blog skal være et sted, hvor jeg belemrer jer med mine livsgenvordigheder. Men lige her i forbindelse med min kritik af ‘pinkeriet’ var risikoen, at nogle kunne tænke…..ja, ja hvad ved hun om det, hun kan sagtens mene osv. Derfor og kun derfor fortalte jeg familie, venne og egen historie.
Og selvfølgelig var mit valg i sin tid ikke baseret alene på manglende tillid til nogle læger, det var også et oplyst valg. Hjælp fra en læge-klog kollega, second opinion og ny henvisning til nyt hospital, hvor valget jo altså var ikke at operere men hyppige kontroller i en periode. Og så skærpede denne advarsel – eller hvad man lidt følelsesladet kan kalde det – altså min opmærksomhed på kost og livsstil. Og det synes jeg er et gennemgående træk, når man læser om mennesker, der har truffet et andet end gængs-behandling-valg.
Tak endnu en gang kære Christina, og hvor har du ret…..det er fantastisk at have kærlige mennesker i sit liv. Man får jo helt lyst til selv at være kærlig ((; Så kærlig hilsen fra mig!
Anneka: Tak <3
Har gået hele dagen og snakket med mig selv om jeg skulle kommentere her eller lade være… Sidste år ved denne tid, da alle de lyserøde sløjfer dukkede op, var jeg midt i et kemoforløb efter at have fået fjernet en knude i …. brystet (er blevet erklæret rask igen, og har det fineste troldehår lige nu, mens jeg venter på at få mit lange hår tilbage). Og jeg følte faktisk en enorm irritation over det, for som du også påpeger Lise, støt brysterne – ja, fint nok, men hvad med alle de andre kræftformer? De er sgu da lige uhyggelige allesammen. Jeg endte med at støtte Kræftens Bekæmpelse generelt med et beløb, i stedet for ‘kun’ at støtte brysterne, ‘bare’ fordi det var der, jeg selv var blevet ramt….
Jette V: Tusind tak fordi du besluttede at skrive og dele med os – og dit synspunkt burde deles med mange flere. Netop fordi du selv har ‘været der’ har det jo vægt, hvad du mener. Det er dejligt at høre, at troldehåret er på vej og jeg ønsker dig af hjertet alt det bedste fremover. Kærlig hilsen Lise
Hej Jette V. Jeg vil også bare lige sige ♡tak!!
Jeg kan næsten ikke holde ud at skulle kommentere her. Der er så mange følelser involveret.
Men der står en sætning midt i det hele, der skriger til himlen og som giver mig kuldegysninger.
Kæreste Lise?? Hvad er nu det??
Jeg bliver trist og urolig…
Er der styr på det?
Christina: Ja, der er mange alvorlige følelser involveret og de færreste af os slipper for at få kræft ind på livet – enten selv eller nogle, vi holder af. Derfor er det så ubærligt, at marketingmøllen maler derudad, det lyder jo så sjovt med det ‘støt brysterne’. Hvad nu, hvis det var den der tarm, ville man så skrive ‘tanker til tarmen’, ‘tjek tarmen’….du er meget bedre til det med ord end jeg! Jeg kan ikke have det pinkeri. Lad os være seriøse og samle de penge ind, som er nødig. Slut.
Og ja, det er gammel skade, som holder sig i ro. Alt er godt, der er styr på det. Men at jeg er her med hele bryster beviser, at lægerne kan være nogle fæhoveder, for de sagde dengang for flere år siden ‘det er kræft du skal opereres’. Men min tillid til dem svigtede og jeg valgte kontrol og tro på, at de tog fejl. For en sikkerheds skyld, hvis andre læser med…..det her er ikke råd givet videre!!
Og TAK kære Christina, det er så sødt af dig at vise omsorg.
Kunne ikke være mere enig, søde Lise!!!
YB: Tak!
Kræft er både frygteligt og alvorligt, og jeg kan kun tilslutte mig, der bestemt ikke må gå “Tivoli” i disse indsamlinger! Eksemplet fra bageren er forhåbentligt velment, men det virker bestemt ikke særligt respektfuldt overfor dem, der er ramt af den frygtelige sygdom samt deres pårørende, at man i dagens anledning kan bide i div. “bryst-boller” osv…
Alle der har haft denne frygtelige sygdom inde på livet, ved at disse mennesker, har det frygteligt. Det må da være muligt at samle penge ind, uden de stakkels mennesker skal sælges og “severes” så respektløs. Jeg tror nu heller ikke, Estee Lauder tænkte på lagkager med brystvorter, da hun startede BCA-kampagnen! ???
Carina C: Ja, jeg tror såmænd, at det er velment og der kommer formentlig også nogle penge ind. Men ville man stille med samme halløj for tarmkræft, som jeg skriver. Og hvordan ville bagerens kager se ud.
Det, jeg kunne drømme om, er, at man fokuserer noget mere på kræft i bred forstand. For det er næppe mindre belastende at få en kræftdiagnose for hals, tarm, livmoder, lunger eller andre organer, men det er ikke så ‘lyserødt’.
Det kan jeg kun give dig ret i, – og det illustrerer dit eksempel med tarmkræft jo meget fint! Inden jeg vaDet må jeg give dig ret i, – og det illustrerer dit eksempel med tarmkræft jo meget fint! Inden jeg fyldte 25 år, havde kræften langsomt taget livet af hele min familie. Det var frygteligt, og bestemt ikke spor “lyserødt”! Det tog hårdt på mig, og jeg troede aldrig, jeg ville komme mig over det. Det fik jeg ret i, ( – det er ikke noget, man sådan glemmer), men heldigvis har jeg efterhånden lært at leve med det.
Det er da en rigtig god ide, at fokusere på alle former for kræft i en bredere forstand! Det ville gøre al administrationen billigere, fordele ressourcerne bedre samt dæmpe “bryst-tivoliet”.
Carina C: Det var en grum historie. Og jeg tror, du har ret i, at den slags oplevelser er ikke noget, ‘man kommer over’. Det er noget, vi misforstår i vores stræben efter et perfekt og velordnet liv. Men livet gør ondt og sorg går ikke væk, den finder sin plads i ens sjæl, mens man lever videre. Tak fordi du delte med os. Kærlig hilsen Lise
– Lige over til dig! Jeg håber, du får en dejlig mini-ferie! ?
Carina: Tak!
Godt løve-brøl kære Lise!
Jeg synes også det er smagløst med den “tivoli’sering” af noget som rammer så mange mennesker hårdt! (Gør mig ondt med dine oplevelser!)
Er vi så bange for vores egen dødelighed at der skal gå “hat og briller” i den. Ved selvfølgelig godt at mange overlever!
Jeg synes det er utroligt intimiderende og smagløst, med de bryst-boller og lign. Gid de ville bruge andre virkemidler.
Jeg mistede min moster sidste år netop pga tarmkræft. Det var ikke ‘lyserødt’!
Men hun var på et hospice til sidst med masser af TID, omsorg, respekt og hjertevarme.
Jeg blev helt lettet over at der findes sådan et sted!! Det mindede mere om et rigtigt hjem og det blev en smuk afsked ♡:)
Anneka: Nej, det er lige højagtig det…..tarmkræft, lungekræft, kræft i bugspytkirtel osv. er ikke lyserødt. Og kræft i kvindebryster skal ikke nuttetgøres og ej heller tivoliseres med bagerens grovbabser.
Jeg har faktisk også en veninde, der fik fjernet et bryst, som jeg ikke nævnte i teksten, og det forløb var meget lidt lyserødt. Vi skal opføre os som voksne mennesker, der af kærligt hjerte har lyst til at lægge de ekstra penge – som vores regeringer ikke altid får smidt i den kasse, der hedder kræft/forskning/patienter – uden en masse gimmick og kendis halløj.
Og så kunne man passende lave nogle flere hospice, for det er jo sådan, det skal være den sidste tid….trygt, kærligt, fredfyldt. Min far døde hjemme med daglige besøg af hjemmesygeplejerske, sådan havde han ønsket det.
Hørt! Synes også der skal mere fokus på de praktiserende læger. Det er det færste nåleøje man skal igennem for overhovedet at blive videresendt i systemet, til yderligere undersøgelser. De har ikke tid eller resourser nok!
Min moster (m.fl) gik alt for længe uden at blive taget seriøst. Blev med overbærende atritude fejet af med ‘helbredsangst’ o.lign.
Det gør mig så vred at tænke på.
For hver 100 patienter en læge har, får de 20 (30? ..kender ikke det nøjagtige tal) kræft på et tidspunkt. Det synes jeg lige de (ydmygt ) skal have i baghovedet!
En (lille) måde at støtte er også at donere møbler m.m til deres genbrugsbutikker ‘IGEN’ og købe ting der. Sidste år gav jeg en sofa som de fik 1500 ind for. Og så oplyste de det til skattevæsenet så jeg fik fradrag!
Anneka: Det er sjovt med læger, for når de bliver interviewet om den uheldige kræftstatistik, vi har herhjemme, så siger de altid, at folk kommer for sent. De fortæller aldrig om alle de mange, de har ydmyget ved netop overbærende og med en vis ligegyldighed at betragte dem som ‘helbredsangste’, som du skriver.
Jeg tror, det bliver nødvendigt at finde en ny attitude, for jeg tror ikke, at den unge generation er instillet på at blive afvist, de er vant til at blive hørt og set. Jeg håber i hvert fald, at udviklingen vil tage en mere omsorgsfuld drejning. Vi har et af verdens højeste skattetryk og vi har i generationer betalt med en vis glæde og stolthed, fordi vi på den måde kunne tage hånd om hinanden.
God idé med at donere. Tak for din kommentar. Kærlig hilsen Lise
Uh hvor har du ret!
Rigtig god mini ferie kære Lise! 🙂
Smil og kærlig hilsen,
Anneka