Det siger den klogeste doktor, jeg kender
Hvis du eksisterede som voksen i 70’erne, så kan du måske huske farven brun? Jeg kan! Var nys flyttet hjemmefra og gik amok med en pensel, så enhver overflade blev malet brun. Følgelig er jeg lidt skadet med hensyn til den farve. I hvert fald i indretning. Men når jeg tænker på YSL, Yves den store som ikke er mere, og hans mix af brunt og blåt, så er brun jo eksklusivt. Og det er faktisk også i marketing farven for det eksklusive, måske fordi chokolade – og kaffe – stadig har den der nydelsesfaktor. Det, vi får i ny og næ. Belønningen.
Men må man overhovedet? I den grad siger den gode doktor, faktisk er chokolade mere powerful på polyfenol antioxidanter end grøn te og rødvin. Men, før vi kommer til detaljerne, så er det som med andet godt her i livet – også selv om det bliver bakket op af videnskabelige undersøgelser – det skal nydes med måde, hvilket ifølge Weil vil sige 20-30 gram nogle gange om ugen. Jeg veksler det til en firkant til eftermiddagskaffen stort set hver dag.
Under corona har det været nemt at overholde de daglige 30 g, for jeg og mine kolleger er blevet forkælet med chokolade til at nyde under de digitale møder. Tak til hver og en giver ♥
Theobroma cacao = kaldet gudernes føde, fordi det er det, theobroma betyder på græsk, er ifølge seneste antropologiske studier blevet en 1.400 år tidligere fødevare end først antaget. Man mener også nu, at kakaotræer oprindelig stammer fra Sydamerika og ikke Centralamerika som tidligere antaget.
Hvorom alting er, så dyrkes det meste i dag i vestafrikanske lande som bl.a. Ghana. Og, som man næsten kan gætte, så er der en hel del børnearbejde indblandet. Dr. Weil nævner, at den grusomme virkelighed er, at over to millioner børn arbejder i kakaoplantager og mange som slaver. Mange af de store chokoladefabrikanter forsøger at ændre det, men man kan selvfølgelig godt forstå, at det har sine vanskeligheder på flere niveauer.
Des mere vigtigt er det at kigge ikke bare på, om chokoladen holder de 70 procent kakao men også har høj profil på det etiske og lægge sit køb hos dem, der har. Og så håbe på, at disse signaler får plantageejere til at ‘se lyset’ og uviljen mod giftig adfærd mod mennesker som natur.
Men hvad siger Weil så, at der er videnskabelig opbakning til af helbredsfordele ved at indtage chokolade? I øvrigt var det først i 1828, at man skiftede fra at drikke det brune stuff og begynde at spise det.
En ting, som er helt rar at vide, er, at fedtet mest består af stearinsyre, som lyder virkelig klæbrigt, men ikke hæver kolesterolniveauet. Og så er der også flavonoiderne til at beskytte mod at blodceller klistrer sig sammen og fører til hjerteslag. At drikke varm chokolade sænker tilsyneladende både LDL-kolesterol og blodtrykket. En forebyggelse af hjerteflimmer er også set, og det er faktisk et dansk studie, der involverede 55.502 mænd og kvinder i alderen 50 til 64 år. 2-6 portioner om ugen gav 20 procent lavere risiko.
Også hjernen nyder gavnlig effekt at de gode kakaoflavonoler. Og det gælder den form for hukommelsesbøvl, som rammer med alderen – I ved ‘hvor lagde jeg…’ og ‘hvad er det nu, hun hedder…’? Altså er der ikke tale om Alzheimer. Men man skal drikke en hel del kakao for at blive skarp på det hele.
Når nu så mange af os har denne svaghed for chokolade, så er det jo nærliggende at mistænke, at der kan være afhængighed på spil. Som ved andre såkaldt comfort foods som pizza og pommes frites. Fælles for dem er, at de optages hurtigt meget lige som narkotika, de øger hjernens niveau af serotonin. Det har man mindre af ved depression og dermed kan stress måske skrue på den knap. Ikke overraskende er afhængigheden større, når der er meget sukker og fedt på spil
Heldigvis er der jo mangt og meget, der har positiv effekt ikke bare på hjerte og hjerne. At engagere sig, motionere sig, nyde nuet og så er der selvfølgelig kosten, der skal bremse tilløb til inflammation, der er roden til alt ondt – også hud, der ælder sig før det egentlig var nødvendigt. Og er der nogen, der ved noget om inflammation, ‘ilden indeni’, som han kalder det, så er det Dr. Andrew Weil, som en en pionér på området. HER ser WebMD på hans Anti-Inflammatory Diet. Og pst! der er både chokolade og rødvin ♥
Brune vovser er også sunde at omgås – savner ♥
Ikke at forglemme chokoladeblomsten/cosmos, siger blomsternørden! 🙋🏻♀️💞kh Pernille S
Pernille S: Vi vil have multimærket fair chokolade. Kh lise
Uh det er godt kære Lise! Jeg må få købt et lille lager i morgen, det er skrækkelig at løbe tør for ‘Gudernes føde’ Så smukt!
Men må da sørge for at kikke grundigt, om det er fairtrade osv.
Jeg så et tvklip med nogle mænd der arbejdede i en cacaoplantage, sikkert mange år, de fik tilbudt chokolade og de havde aldrig set eller smagt det før. Det var lige til at græde over.
Nikko, det smukke væsen..
Rigtig god forlænget weekend ♥️
Anneka: Ja ‘Gudernes føde’ med rette for os, der forstår at nyde det i den gode udgave. Der er faktisk rigtig meget chokolade, der i dag er øko og fair trade. Og det, der ikke er, er selvfølgelig ikke nødvendigvis børnearbejde eller misbrug af arbejdskraft. Og det er da til at tude over, at et menneske, der formentlig har givet en god del af sit liv, end ikke har smagt Gudernes føde.
Åh ja, jeg kunne ikke lade være, for jeg kom til at kigge på fotoet her på mit bord. Og brun var han og også på en eller anden måde ‘guddommelig’, i hvert fald et smukt væsen, som du skriver.
GOD weekend også til dig kære <3
Det kan nærmest mærkes hvor meget godt der er i chokolade når man laver en ægte kopfuld !
Jeg læste et sted, at man ikke må opvarme over 40-50 grader, lidt ligesom med honning, for ikke at slå alt det gode ihjel! Hvis det altså er godterne man går efter ! Jeg elsker varm chokolade især en kold vinterdag og jeg hader tanken om små tvangsarbejdere. Ligesom indenfor tøj produktion må vi altså virkelig steppe op om det etiske.
Weil er et spændende bekendtskab ❤️
Dejlige havbrise hilsner fra det græske 💙🇬🇷
Karin Winther: Godt, vi har sol herhjemme, for ellers var det jo svært ikke at blive misundelig. Men varm chokolade skal ingen af os have nu, vil jeg tro. Tak for at fortælle det med opvarmning, det vidste jeg ikke. Og ja, vi skal dæleme steppe op på det etiske, og her synes jeg faktisk, at ‘min’ branche har en pæn profil. God havvind <3
I agree 🙌
Åh hvor skønt chokolade også har så mange gode effekter – til den lille bitre firkant er det fantastisk at nyde et jordbær eller 2. Og har man lyst til at gøre lidt ekstra ud af det – dyp jordbær i chokolade drys evt. med lidt hakkede mandler.
Sommerlykken er total såvel ved brunchen som ved grillen.
De danske frilandsjordbær er lige i nærheden.
Din bedårende hund kære Lise. Vi er jo alle så heldige at få den mest fantastiske hund, og vi holder aldrig op med at savne. I mine meget unge dage arbejdede jeg på et plejehjem, og jeg snakkede med en sød gammel dame om vores hunde. Hun havde mange fotos stående. Hun sagde til mig – du er glad for dyr, du vil aldrig blive ensom. Det har jeg tit tænkt på. Vi er heldige at føle den glæde ved dyr, og svære stunder med savn hører med.
God dag fra Kis.
Kis: Kære Kis, hvor er det bare hele vejen igennem et dejligt skriv fra dig. Og især jo vovsedelen. Og det er jo sandt, man er aldrig alene og føler aldrig ensomhed, hvis man nyder den hengivenhed, som en hund giver. Men Nikko bliver nok min sidste, jeg kan ikke klare flere farveller – og der er heller ikke plads til flere vovsefotos på opslagstavlen (;
Jeg er sikker på, at Weil er enig med dig i kombien af choko og jordbær, og de sidste kan man jo spise løs af. Bør man spise løs af nu, hvor de er i sæson. Det er en helt vidunderlig spise. Sommerlykke, som du skriver <3
God dag også til dig kære