Kom med bag mundbindet
Læs om maskne og produkter på foto HER
Vi har fået et nyt ord i det i forvejen omfangsrige beautysprog – maskne! Og hold op, hvor det vrimler med udlægninger. Selv om det er blevet en realitet for flere, så er maskne ikke et nyt fænomen, for alle hvis arbejde har krævet mundbind kender til hudirritationer og acne mechanica, som maskne hedder på lægesprog.
Maskne er en sammenstrikning af ordet mask og acne, og det hedder altså maskne på engelsk. Og disse maske-akneproblemer opstår, når hudfedt, sved og det, vi har smurt på huden lukkes inde i varm fugtig luft bag masken=mundbindet, som så igen gnider mod huden. Porer tilstoppes, bakterier får optimale betingelser og huden irriteres af gnideriet.
Okklusion kalder hudlægen det, og førhen brugte man faktisk stofbind, når man behandlede forskellige hudsygdomme med for eksempel hydrokortison. Okklusion øger optagelse og effekt. Det er så det, man udnytter med sheetmasker og almindelige ansigtsmasker, som lægges i et tykt lag, så huden ikke kan ‘ånde’, hvilket vil sige, at dens normale funktioner faktisk er sat ud af drift.
Det er derfor sheet- og ansigtsmasker brugt traditionelt i tykt lag ikke anbefales længere end en halv timestid. Og det er derfor, man ikke skal sove med plastikhandsker på hænderne ovenpå et tykt lag creme. Hudens barriere opblødes, dens forsvar svækkes og den optager stoffer uhensigtsmæssigt.
Produkterne her, AiiA serum og day cream og Faaborg Pharma serum og face cream, MDerma Face 21 Moisturising Gel er eksempler på produkter, der har det, din hud har brug for bag masken, nemlig fugt men ikke for tunge fedtstoffer og ingredienser som niacinamid og B5, der virker beroligende. Alle tre serier er certificeret AllergyCertified. Og Esse Toner eller tilsvarende produkt med probiotiske ekstrakter er en rigtig god idé at forfugte med for at holde balancen i hudens mikroflora.
Og så er vi fremme ved de øvrige problemer, som mundbindet kan forvolde ud over akne og hvorfor ‘fugt fugt fugt’, som jeg læste forleden, ikke er løsningen på irritation og sensitivitet – hvis den mængde, der antydes med gentagelsen af ordet skal tages bogstaveligt.
Det er aldrig løsningen at nedbryde hudens barriere og svække det stærke naturlige forsvar. Og svækket er den, hvis den er opblødt af fugt og gemmes bag et mundbind, hvor fugtniveauet yderligere øges af udåndingsluft. Jeg skrev om fugtfælden HER
Jamen, hvad så, er fugt nu no go? Selvfølgelig ikke, fugt er altafgørende for hud i sund balance og god cellekommunikation. Men det kræver faktisk bare møde med mist/toner eller essence og en fugtcreme at nå og i nogle timer bevare de 10-15 procent fugt i overhuden, som den har det mest hensigtsmæssigt med. Produktformlen afgør, hvor længe fugtglæderne holder i huden. Føler du behov for mere fedtstof, så brug det, når du tager masken af.
Undgå så vidt muligt potentielle kontaktallergener som parfume og her også æteriske olier, hvis effekt bliver mangedoblet bag mundbindet. Det kan være en god idé at kigge efter certificerede produkter, der har tjekket for stoffer. Selve mundbindet kan faktisk også være en trigger og er det vaskbart, så tænk også i vaskepulveret, du bruger.
En ting mere: Undgå makeup indtil du ikke behøver mundbind længere. Og husk omhyggelig rens hver aften. Og aftenpleje af huden er jo en helt anden sag, som vi vender tilbage til, for her er der mulighed for at hente ind på aktiverne.
Endelig er det jo ikke alle, der er tvunget bag maske længe hver dag og det giver større spillerum og andre behov. Selv er jeg begyndt at tage maske på, når jeg køber ind, fordi rigtig mange ser stort på afstand. Jeg tager også et par (rene) havehandsker på, fordi jeg ikke vil al den spritten af min hud på hænderne.
Skriv et svar