Om sart hud og årsager!
Jeg er jo en kosmetolog, der kom på afveje og vendte tilbage ad omveje. Om end ikke med fingrene på hud men på tastaturet og ikke med øjnene fokuseret på hudorme men bogstaver. Og jeg er vild med alt det, man i disse år endelig opdager om hud. At den er et mini-os. Hud kan det hele. Og det haster med at videreformidle det. For det er en kendsgerning, at mere end mange har sart hud i dag.
Men billedet er broget. Faktisk fortalte hudlæge Johan Milling Holk Poulsen i går ved lanceringen af A-Derma’s nye Biology-serie, at han i sin konsultation ser langt flere kombinerede hudsygdomme i ansigtet end tidligere. Altså ikke kun den tør-sensitive hud, der er som en ‘presenning med huller i’ (Milling’s udtryk, red.). For hudbarriere med mangel på protein og ubalance i hudens fedtstoffer kan faktisk også drille med akne.
Foto: Birgitte Batko PublicRelations i forbindelse med lancering af A-Derma Biology. Bemærk venligst Deres udsendte yderst til højre ivrigt lyttende.
Og da der blev åbnet for spørgsmål kunne jeg jo ikke lade være med at spørge, om vi måske selv var skyldige i nogle af problemerne.
“Den daglige nedbrydning gør mere skade end gavn, for vi har fået en hud for at sørge for at holde forskellig kemi fra kroppen”, lød svaret. “De fleste væv ligger i dvale, men hudceller deler sig konstant og laver proteiner og fedtstoffer.” Altså vores robuste hudbarriere af keratin tætnet og holdt sammen med fedtstoffer og yderst har huden endda en beskyttende film af mikrober.
“Når man gør de der ting (heftig rens, skrub m.v., red.) forstyrrer man selv den barriere. I overhuden ligger mange immunaktive celler. Langerhans celler f.eks., og de er som satellit-politi” (fantastisk med en hudlæge, der taler i billeder). Intet går ubemærket hen. Det er derfor, man i al sin misforståede renseomsorg kan starte en inflammation og ende med hysset hud.
JMHP fortalte, at han netop havde været på et seminar om mikrobiom, og jubii siger jeg og min savnede kollega Helle Forum ville gøre det endnu mere, for hvis hudlæger får fokus på det her, så kan vi endelig komme videre. Han fortalte om tidlige forsøg med transplantation af mikrober fra en persons hud til en andens*. Lige som man kender det fra fækal mikrobiom transplantation i forbindelse med tarmlidelser.
*Foreløbig laver klinikker, der behandler med Esse Skincare en sådan type behandling – omend der ikke er tale om mikrober fra en anden person men laboratorie-skabte.
Og før vi slipper hudlægen, så skal vi lige have med, fordi der blev spurgt til vand og hud, at på Gentofte Hospital’s allergiafdeling har forskning vist, at nyfødte børn har større risiko for at udvikle børneeksem i områder med meget kalk i vandet. Og det kan igen føre til andre allergiske lidelser, som det forklares HER. Så jo, der er nok, der kan forstyrre hudbalancen.
Men det her er også en faktor….
Mere og mere er blevet visuelt, sagde Milling, og virkeligheden står ikke mål med forventningerne. Vi vil ligne et filter. Og her ligger noget af forklaringen på alt det, mange gør mod hud for at komme til at ligne noget uladesiggørligt. Og det fører altså ofte til et broget billede af problemer. Selv om der også er genetik involveret, som Milling sagde. Og her kommer epigenetik ind. Der er mange nye ord i beauty-håndbogen.
Og kom endelig HER og læs om den nye A-Derma Biology serie. Det er noget af det tætteste, du kommer på receptfri hjælp til de forskellige udfordringer sart hud kan have.
Heldigt for hud, at der findes serier som A-Derma. Og deres nye serie Biology kan netop noget med at genetablere god mineralbalance, binde vand i huden og dermed bidrage til den stærke, sunde barriere, der holder problemer fra huden. Fordi vi er inden for kosmetikken må A-Derma ikke hævde, hverken forebyggelse eller ‘helbredelse’ men det er i praksis her, serien befinder sig som dermatologisk og økologisk certificeret.
Julia Venus skriver
Tak for en indsigtsgivende artikel:-)
Lise Grosmann skriver
Julia Venus: Tusind tak kære Julia <3
Yb skriver
Kære Lise
Læste dit skriv med stor interesse… og jeg lagde i den grad også mærke til dit hår – skyldes fylden udelukkende Pudderdåsernes stylingcreme 🤔
Lise Grosmann skriver
Yb: Kære Yb, tusind tak for at skrive det, for det gør mig jo glad <3 Og ja, mit hår fylder ingenting efterhånden, men jeg kom i tanke om deres Stylingcreme, som stod lidt gemt af vejen på hylden over spejlet, og jeg blev mindet om, at den er fantastisk til at give fylde. Så nu er den kommet ned i øjenhøjde (; God aften kære
Libbie Fjelstrup skriver
Kære Lise – det er interessant, det her, men efterlader mig med tanken, at man egentlig bør gøre så lidt som muligt, når hudlægen mener, at cellerne nedbrydes med al den rensen og skrubben, som mange kvinder præsterer. Er det korrekt opfattet? Desuden – nu har jeg investeret i Ansigtscremen, som er baseret på A-vitamin, og her tænker jeg tibage på gamle Elsa Hjeronimus og hendes A-vitaminsyre produkter, som nærmest flåede huden af! Husker du? Anvendes det stadig? Jeg er godt klar over, at Ansigtscremen bygger på noget langt mildere, men gad vist hvad hudlægen siger til det? Måske var det et emne for dig at tage op?
Lise Grosmann skriver
Libbie Fjelstrup: Kære Libbie – ja, det er pokkermig så interessant, hvad der er sket siden vi to var på ALT for damerne, og du har helt ret, det er endda en trend at skrue ned for, hvad man gør og hvor meget man smør’.
Jeg husker godt Else Hjeronymus og umiddelbart ser det ud som om, at de heftige rensebehandlinger stadig udføres. A-vitaminsyre ligger i hænderne på hudlæger. I kosmetik anvendes forskellige typer A-vitamin fra ren retinol til planteudgaver. Klogt valg at bruge Ansigtscremen.
Selv om A-vitaminsyre er en hudlægeting, så er der rigeligt derude til at flå huden af. Eller rettere er det, hvad der sker, hvis man ikke arbejder på sin hud med respekt, når man eksfolierer. Kosmetologer arbejder med stærkere peelinger, end de produkter vi køber og hudlæger jo med typer, der kan fjerne overhuden totalt. Som det her https://www.lisegrosmann.dk/peel-pa-1/
Pernille S skriver
Jeg har en forestilling om at brug af levende mælkesyrebakterier til afrensning og efterfølgende i creme/olie, kan styrke milrobiomet og dermed tætne de “huller” i huden for megen skrub og rens udløser.
Tror ikke på noget quick-fix, men et sejt langt træk. Nu taler John om vands hårdhed som en udløsende faktor for at børn kan udvikle hudeksem, men luftforurening og måske et dårligt indeklima er vel også en medspiller.
Libbie spørger ind til Avitamincreme. Her tænker jeg, at denne jo er med til at opbygge vores kollagen, og derved forstærke huden. Billedligt ser jeg pleje af huden som en trebenet taburet. Hvis det ene ben kollapser vælter alt.!
Studiet du refererer til fortæller at Albertslund kommune i 2017 fik ændret hårdheden/pH værdien i vandet. Gad vist om dette allerede nu kan afspejles i antallet af børn med eksem?
Interessant læsning. Igen igen.
Ps. Hvor smukt hår du har på fotoet Lise!
Kh Pernille S
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Det er jeg helt enig i, men i givet fald skal det være en renseolie, da de der levende tusser ikke kan opholde sig i vand. Vands hårdhed, forurening, egne overgreb på hudbarrieren og såmænd indre stress, som Milling også talte om i den forbindelse.
Libbie er inde på A-vitaminsyre, som jo er en hudlægeting. Ofte udskrevet ved akne, men vi har mindst en læser her, der sværger til syrens hudoptimerende effekt – det der antiaging, vi ikke må skrive. Men Ansigtscremen og andre A-vitamincremer er helt klart noget, som alle bør overveje allerede tidligt. Så der ikke er noget taburetben, der vælter balancen (;
Det er flovt Pernille, men jeg må indrømme, at jeg ikke fik læst studiet, for jeg skulle skynde mig at skrive og det var jo Milling, der havde nævnt det, så tilliden var i orden. Men det kan da være, jeg skal tage og google lidt videre på det, for det er jo ret interessant. Og i givet fald noget, man selv kan gøre noget ved.
Jeg blev helt benovet, da jeg så mit hår på Birgitte Batko’s foto, for det ser jo ud som om, at jeg HAR hår. Ved du, hvad fylden skyldes….Pudderdåsernes Alt I EEN Stylingcreme. Hurra for den, jeg havde helt glemt den.
Kh lise