Foto: Pixabay – og det er ikke mine hænder, for de er not fotogene længere, men jeg ville have lagt lakken pænere.
En kær kollega og god ven har stillet mig spørgsmål om mine skønvaner og et af dem lød: Er der noget, du er doven med? Jeg behøvede slet ikke tænke men bare se ned på de ti, der betjente tastaturet. Hænderne og dermed også neglene. Jamen! Tænk, at jeg har givet så mange fine manicurer i kosmetologtiden og var håndmodel på ‘damerne. Smukke hænder og negle havde jeg. DET er gået over.
Nu skal det være sagde jeg til mig selv og så ser vi, hvor længe det holder denne gang. Det er jo havesæson, og det kan pludselig klø i fingrene for at hive selv om havelufferne er uden for rækkevidde. Det er helt utroligt som jord udtørrer. Og misfarver neglene.
Første del af rutinen går det nogenlunde med:
1) Negleskrub med denne fantastisk lille børste, som jeg ikke kan hjælpe jer med forhandler på. Vi havde den og andre børster i den lille butik, vi havde her på ‘bondegården’ for 10 år siden og firmaet, vi købte igennem, eksisterer heller ikke længere.
Sæben kan jeg derimod sende jer videre og købe for eksempel HER. Og gør det! 100Bon er en dejlig serie med grøn profil lige fra naturligt indhold til genopfyldelige flakoner i 100% genanvendeligt materiale. Lige nøjagtig den omtanke vi efterspørger, fordi det giver os god samvittighed.
Jeg har også styr på klipning – og ja, jeg klipper med en stor 3-i-1. Filen er også jævnligt i brug. Lidt mere kniber det med trimning af hård hud på siderne af neglen og hvis noget flosser ved neglebåndet. Jeg bruger en lille negletang og råder fra at bruge andet.
Og husk: Klip aldrig neglebåndet kun flos og vær meget nænsom, hvis det har bredt sig og skal skubbes ned. Neglebåndet sidder der for at beskytte og det er vigtigt, at det er intakt.
2) Her går det seriøst galt for mig. Hænder og negle får resterne af cremen til ansigtet morgen og aften og sjældent mere omsorg. Og det er så dumt. Og det ses så meget.
I dag var så forhåbentlig den gode begyndelse på en vane, som jeg holder denne gang. Alene den olies duft kan jo gøre en afhængig. Selv om det unægtelig er alle olierne, der står for det, der godt kunne blive et mirakel, hvis jeg holder ved. Ikke mindst essentielle olier fra kæmpenatlys og hampefrø er nyttige. Læs mere HER
Lavera er en – er jeg bange for – overset serie til priser, der giver råd til både kage til kaffen og anden fråds uden at der er gået på kompromis med hudgode ingredienser. Masser af planteolier og plantesmør, som giver den gode balsameffekt, der styrker hudbarrieren og holder på fugten. Kig mere HER
Mærkelig nok har jeg faktisk været flittig med Ducray Melascreen SPF 50, når jeg er udendørs. Men der kan snart heller ikke være flere pigmentpletter på de håndrygge. Og dem gør den noget ved, læs HER med hvad.
3) Dem her kan man da ikke holde neglene fra. Oj, hvor er de fine. Step-Up-Nude-agtige. I ved det sikkert, men Kure Bazaar lakkerne er med 90% naturlige ingredienser herunder nogle, der styrker neglen.
Jeg har i ‘skrivende stund’ ikke bestemt hvilken en, jeg skal iføre mine negle i dag, hvor jeg tager ind til byen og venindehygger. Men jeg ved, at så nuttede de end er, så bruger jeg af alle de andre grunde sjældent lak på fingerneglene men til gengæld hele sommeren på fusserne. Som i øvrigt ser betydelig mere velplejede ud end hænderne. Men man kan jo heller ikke hive ‘krudt’ op med tæerne.
God dag allesammen ♥
Pernille S skriver
Ih, hvor jeg kender det med havehænder på denne årstid. Glemmer ofte at iføre mig havehandsker, og så har vi balladen! En uundværlig ting efter en dag i haven, er citron. Jeg sidder med fingerspidserne ned i en halv citron. Er særdeles effektivt mod jord under neglene. Kaffegrums hører også til rutinen. Kan mærke, at Rudolph Care solcreme har gode plejende egenskaber på hænderne, men pletterne bliver desværre ikke færre….
Og så er jeg også fan af Kure Bazaars neglelakker. Lækre farver og design kh Pernille
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Åh ja, dit citrontip, jeg havde glemt det igen. Kaffegrumsen har jeg også glemt i praksis, men jeg husker, at det var midlet på min fars smedeværksted og han havde på trods af sit noget sortolierede arbjde fine hænder. Gode gamle husråd, de dur ski endnu. God bededagsferie <3
Tini Tina skriver
Kære Lise. Dejligt du lige tager neglene op. Jeg har altid haft stærke lange negle. De gror så hurtigt at jeg er nødt til at klippe/file dem hver anden dag. Nu har jeg så gennem det sidste års tid oplevet at specielt neglene på langemand og pegefinger gror nedad og nærmest slår en bue. De er stadig lange og stærke og knækker ikke men det ser bare forfærdeligt ud. Er det noget du kender til eller har hørt om før ?
Knus Tina
Lise Grosmann skriver
Tini Tina: Mine negle gror også som tossede og er fulde af riller både på langs og nogle på tvært, og alt betyder tilsyneladende noget lige fra stød og slag til varsel om ubalancer i kroppen. Jeg indsætter nederst link til artikel og det kan da være, at du skal vise den til din læge eller nævne bogen Nails af hudlæge Kristina Thomsen. Mange læger er jo sådan ‘visse vasse’agtige over for noget med negle. God bededagsferie og knus, Lise
https://www.bt.dk/sygdomme/dine-negle-afsloerer-din-sygdom
Tini Tina skriver
Tak for linket. Spændende læsning. Det fik mig i hvert fald på sporet af hvad der kan være årsagen. Faktisk er jeg slet ikke i tvivl om at det skyldes jern manglen, da jeg har fået det påvist via blodprøve. Jeg må nok til at tage det tilskud som jeg blev anbefalet. Jeg hader bare piller.
Tak igen og dejlig forlænget weekend til dig.
Lise skriver
Tini Tina: Hvis det virkelig viser sig at være tilfældet, at dine negle har afsløret jernmangel, så kunne man jo nok ønske, at læger ville sætte sig ned og læse dr. Thomsens ‘Nails’, for så ligger der en overset diagnosemetode her.
Tak for at fortælle og god bededagsweekend