Jeg mener, når man nu ved bedre….
Jeg har set et par eller mere af de læderagtige her i feriesommerlandet. Altså megabrun hud, der er tyk som læder og ikke har fine linjer men dybe rynker. Selv om jeg som bekendt har et ikke helt så ufravigeligt filterforhold til helårssol, som mange, så begriber jeg ikke, hvad der får nogle til søge brunfarvet hud på de vilkår. Og så er risikoen for det, der er værre, ikke nævnt. Men jeg er temmelig sikker på, at al solcreme-kampagne preller af.
Det gør det så desværre også på en ung generation af kvinder, der på TikTok prøver at overgå hinanden med deres udholdenhed under de højeste UV-stråler og stolt deler videoer, der fremviser solskoldninger. De jagter simpelt hen det højeste UV-indeks, og får likes i tusindvis!!
Me virkelig not understand, for de gør det jo ud af forfængelighed, fordi de synes, det er flot at være så brun som muligt, men de iler i raketfart mod rynket og pigmentskjoldet hud. Og stor risiko for at ryge ind på den statistik, som unge danske kvinder allerede topper på modermærkekræft. Hallo piger! Det er noget, man kan dø af…Hud sidder jo fast på os, og modermærkekræft kan vokse indad og sprede sig i hele kroppen.
Vi MÅ lige have Nice-damen med igen….
Selv om ferien slutter og UV-kurven gradvist flader ud og (øv!) dagene bliver kortere, så er der stadig knald på solenergien et par måneder endnu. Og vi skal jo også have vitamin D. Det diskuteres ihærdigt, OM man nu får det med solcreme på.
Men ellers er det på denne tid af året stadig nok at blotte bare en fjerdel af kroppen et par minutter i sol midt på dagen. Siger landets største kapacitet på området, professor og overlæge Hans Christian Wulf, Dermato- & Venerologisk Afd. Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Men han mener heller ikke, at man risikerer D-vitaminmangel ved at bruge socreme.
Professor Wulf står bag mange hundrede forskningspublikationer.
Lige til slut noget, jeg stødte på for nylig om UVA-bruning. Jeg kan huske det fra mine unge dage, hvor solcreme faktisk ikke fandtes, at ens hud blev brun nærmest samme aften efter man havde været i solen. Og det er så ikke helt en skrøne som det med at huden skal være rød før man kan blive brun.
Men den brune farve, som UVA fremkalder, skyldes ikke nydannelse af melanin men det, man kalder en fotooxidation af eksisterende pigment i huden, som kan holde i nogle uger. Men aktivering af ny pigment i huden er en UVB-opgave.
Spørgsmålet er så, om det er noget værd som UV-beskyttelse. Om pigment overhovedet er det, når det er udløst af UV og altså ikke som i mørk hud genetisk til stede. Det står der en del om HER, hvor det fremgår, at der stadig er en del uklarhed. Men ikke overraskende er den meget mørke hud bedst til at beskytte.
Det nævnes, at UVB er den mest grumme til at lave direkte DNA-skader, mens UVA står for oxidative skader og ROS’erne*, som skruer på de synlige alderstegn og også fører til DNA-skader og altså risiko for hudkræft.
*det, vi normalt bare kalder frie radikaler, som er ustabile iltmolekyler, der reagerer med andre molekyler i vores celler og kan skade DNA, RNA og proteiner og forårsage celledød.
Hvis du klikker på linket og læser, så bemærk, at det nævnes, at den øgede dannelse af keratin – altså tykkere overhud som vi ser det i håndflader – kan ’contribute significantly to photoprotection’. Huden beskytter sig altså ved at fortykke sig med et fysisk filter. Måske har huden tænkt i både et reflekterende (tykkere overhud) og et absorberende (pigment) UV-filter. Men det er udelukkende min tanke….
Jeg genudsender lige den HER om netop det med reflekterende og absorberende filtre og om der egentlig er forskel, for der er jo altid det der ‘men’. Én ting, der ikke er et men, det er antioxidanter ind- som udvortes, og det har også noget med ROS’erne at gøre!
Skriv et svar