Det meste holder – bortset fra en detalje
Jeg havnede i mindemappen, da jeg ledte i egne skriverier, og fandt det one and only interview. Det er jo lidt pinligt at genudgive, men jeg bider hovedet af al skam og gør det. Stor tak til Marie for at give mig mit moment i mit gamle blad dengang for mere end 10 år siden (;
Interviewer var således skønhedsredaktøren på ALT for damerne dengang, Marie Brodersen, som senere bragte K-beauty-trenden til landet. Produkterne, som har været ofte nævnt her, var og er forud på mange ting, bl.a. brug af masser af fermenter, som gavner hudens mikrobiom. Der er kommet nye serier til, men på beaumonde.dk kan du stadig få Mizon og Manyo med den fantastiske Bifida Biome Ampoule Toner og Mist. Smut ind og tjek de priser ♥
Foto af mig anno 2013
Og her er interviewet – og pst! der er bare noget ved at blive bekræftet i noget, man har holdt stædigt fast i…….
“Intet er for stort eller småt, til at blive behandlet af Lise, der med stor omhu og en enorm baggrundsviden fører dig grundigt ind i de produkter, hun skriver om. Man fornemmer en dyb kærlighed til naturen og de ingredienser, der er høstet herfra – dejlig befriet for romantisk og myteopspunden naivitet. Der er styr på fakta, hvad enten det drejer sig om forskningstunge cosmeceuticals, de nyeste makeup trends eller en koldpresset jomfruolivenolie.
Hvad er dit tidligste skønhedsminde?
Min farmors aftenritual, der startede med afrensning med en lysegrøn formentlig vaseline-rensecreme fra materialisten, som hun masserede godt ind, så hendes ansigt glinsede. Efter omhyggelig aftørring smurte hun sig med en lanolincreme, som også blev masseret godt ind. Det må være al den massage, der vakte mig for en kosmetologuddannelse. Desværre smagte de æblebåde, hun lavede til vores aftenhygge bagefter, af lanolincreme.
Hvilken begivenhed afgjorde, at dit arbejdsliv skulle handle om skønhed?
Et job som sekretær på ALT for damerne og det, at jeg var uddannet kosmetolog. Chefredaktøren øjnede i første omgang én til at passe skønhedsbrevkassen, men hurtigt efter blev det også til fotostyling, hår- og makeupsager og endelig de begærede hudplejeartikler.
Hvad har været den største skønhedsoplevelse, du har været med til?
At jeg fik ideen til at fusionere skønhed med sundhed og gav ALT for damerne et holistisk skønhedsimage allerede i starten af 80’erne.
Hvad tænder dig rent fagligt at skrive om?
Jeg er næsten konstant tændt og har været det hele mit lange skønskriverliv. Det kan være alt fra indre balance til et smukt makeupprodukt. Men ofte er det ny viden om hudens celler, og hvordan man kan ’tale’ til dem med ingredienser. Det er også utrolig spændende, hvad der sker på det professionelle plan. Og så er det skønt at opleve, ’real food, mostly green’-bevægelsen, altså frisklavet mad baseret mest på grøntsager og mindre på kød, overleve alle mulige og især umulige kosttrends.
Hvad fik dig til at tage springet fra freelancer til blogger?
Jeg mistede jobbet, fordi man mente, at jeg var for gammel til at appellere til en ny og yngre målgruppe. Pro-age var endnu ikke blevet den trend, det er i dag, men forhåbentlig vil viden og erfaring ikke blive umoderne igen.
Hvad er fordelen ved at skrive en blog?
Man kan skrive nøjagtig, hvad man vil og brænder for, og man har en fantastisk direkte kontakt med sine læsere, som man aldrig kan opleve med trykte medier.
Hvad er ulempen ved at skrive en blog?
Man tjener ikke penge med mindre man er stor nok til at få bannerannoncer eller vil lave sponsorerede indlæg eller læserarrangementer.
Hvad er dit bedste tip til en kvinde på din egen alder?
Masser af fugt og ikke kun for den øjeblikkelige effekt, men fordi alle funktioner i huden er afhængige af, at der er ’vand i madrassen’, altså en godt fyldt grundsubstans. Men en indsats med A-vitamincreme er også en vigtig investering i hudforbedring. Her er der bare ikke straks virkning.
Hvad er dit ultimative sommertip?
Spis masser af friske bær. De har det hele – vand, fibre, vitaminer, mineraler og alle mulige antioxidanter. De virker faktisk også præbiotisk og hjælper vores gode bakterier.
Hvad bliver sæsonens største skønhedslancering?
Jeg tror – og håber – at der bliver stadig større fokus på at respektere huden som det, den er, nemlig vores livsnødvendige barriere mod ALT. Altså ingredienser, der styrker balancen og det naturlige forsvar såsom probiotika, antioxidanter og nye typer barrierebeskyttere.
3 skønhedskoncepter vi taler om i år (2012, red):
1. Probiotika – vi har kun set begyndelsen på udforskningen af vores mikrobiomen både medicinsk og kosmetisk.
2. Stamceller – dem fra os selv (medicinsk og lægekosmetisk) men foreløbig kun dem fra planter i hudpleje. Vi er slet ikke færdige med plantepleje men iklædt den effektivitet, som teknologi kan levere. Det sanselige vil også melde sig stærkt. Der er forstærket fokus på genetisk aldring, og hvad man kan gøre for at øge antallet af celledelinger. Det gælder i første omgang medicinsk, men vil også smitte af på hudplejen.
3. Miljøprimers – virker som en ekstra hud med skudsikker vest i form af antioxidanter, præ/probiotika og UV-filtre. Som bonus virker de forfinende og udglattende på huden.”
Foto – mig anno 2023
PS: Detaljen, der ikke holder siden dengang, det er selvfølgelig mit ydre. Men det har på trods af livets benspænd været et dejlig rejse i selskab med jer. TAK ♥
Kis skriver
Kære Lise – skønt du blev frisk til at skrive igen. Jeg skrollede også frem og tilbage mellem de 2 fotos. De 10 år har ikke sat mange spor – hudpleje og livsstil må være værd at følge. Det var jo latterligt at fyre dig – som om unge kvinder ikke også værdsætter viden om hudpleje og sundhed, og det er netop din holistiske tilgang gennem mange år der gør dig og din blog helt unik fantastisk. Bliv endelig ved med det. Du ønskes glædelig jul med dine kære og godt nytår med tak for gode skriv i det gamle. 🌟🎄❤️🌟🧑🎄
Julehilsner fra Kis
Lise Grosmann skriver
Kis: Og så kom julen lige og forsinkede, at jeg læste din dejlige hilsen på dagen. Tusind tak kære Kis <3 Det er sødt at dig at skrive, at der ikke er mange spor, men det er der jo, og det går hurtigt i min ende aflivet. MEN det kunne være meget værre, og hudpleje og fornuftig livsstil vil altid betale sig også mht. hud.
Blade og magasiner blev på et tidspunkt maniske med at 'få fat på de unge', og de overså det faktum, at de unge ikke var og ikke bliver papirlæsere som deres ældre medsøstre og mødre. De smed guldbabyen ud med badevandet, og både IN og Femina, som jeg skrev til, er nu lukket pga. svigtende oplag. Hvem sagde bagklog (:
Jeg håber til gengæld, at du har ret, når du skriver, at der er unge, som værdsætter viden selv om leverandøren er ældre end dem selv. Ser man på mediebilledet digitalt, så går det mest op i sponsoreret indhold og selfies. Men jeg fornemmer, at den me-me bølge, vi har set de senere år, den netop erstattes af indhold og vidensdeling. Verden ligner, at vi på flere niveauer behøver blive klogere...
Tak igen for dine ord og julen er jo ikke slut endnu, så jeg kan da nå at ønske glædelig jul - dog uden emojies );
Pernille S skriver
Godt du duttede på den forkerte knap Lise!. Da jeg læste interviewet havde jeg det præcis som Anette! Hvad er fortid – hvad er nutid? Du havde fingeren på pulsen dengang som nu. Surt for Alt for Damerne at de ikke var klogere! Godt for os dine læsere at du greb bloggen. Tak for al din klogskab du så generøst deler. Og så er du altså skøn på de fotos 🥰
Kh Pernille S 💞
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Hihi, sødt af dig at ‘sige’, men jeg følte mig pinlig, så jeg redigerede i opslaget på IG og FB. ALT for damerne skulle aldrig have skiftet spor, de var unikke.
Men det var IN, der fyrede mig, faktisk netop omkring tiden for første foto, hvor de altså ville have en yngre, der kunne gå på TV (og det var ikke Anette). De fyrede også de to modejournalister. Men chefredaktøren fyrede ikke sig selv, og hun var sjovt nok på alder med os.
Nu har jeg bloggen og jer, en fantastisk redaktør på Helse og mit skriveliv har aldrig været bedre.
Og tak Pernille for de der sidste ord, det er så pokkers sødt af dig <3 Kærlig hilsen <3
Karin Winther skriver
Bravo Lise!! 🙌❤️
Og du ville ellers holde skrivefri 😁🤩
🎄🤶🏻🎄🤶🏻🎄🤶🏻
Heldige os, at du blev blogskønhedsmama ! Og nu bruger jeg masser af juletræ emoji for at drille, for dem har du ikke 🤭
Glædelig jul snart, gran i håret og fred på jord !
Pia er kommet til Lejre. Det river og rusker derude…….
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Smil og tak <3 Det var faktisk en fejl, at jeg - uden at jeg opdagede det før dagen efter - duttede udgiv. Jeg havde skrevet teksten for nogen tid siden men syntes, at det var lidt ynkeligt, men som nævnt stødte jeg på den, læste igen, redigerede lidt i indledningen men i stedet for 'gem kladde' så duttede jeg altså udgiv og tager nu konsekvensen (;
Jeg vil også have juletræs- og alle andre emojier, men så vidt jeg kan finde ud af, så findes de ikke i det her blogsystem.
Frk. Pia må godt tage hjem igen, vi kan dårligt mase døren op, så kraftigt blæser det. Men da jeg lå vågen i nat og var bekymret for træer og stråtag, tænkte jeg: Pris dig lykkelig gamle gros, at det ikke er bomber, du hører. Og ja Karin....fred på jord <3
Karin Winther skriver
❤️
Linda skriver
Altså Lise – så hudklog du altid har været 😍🙌 Du har ramt plet på det hele – det er jo lidt tankevækkende, at det er et 10 år gammelt interview 🤔 Godt gået – og naturlig smuk både dengang og nu er du altså😍
Lise Grosmann skriver
Linda: Shhh, hvis du ikke siger det til nogen, så tænkte jeg lidt selv, at helt tosset var jeg ikke – det holdt jo. Det var i øvrigt ikke ALT, der fyrede mig, det var IN, som er lukket nu, så måske var DE ikke fremsynede. Det er jo lige nøjagtig ugebladsgenerationen, der har opmærksomhed nu.
Og tak også for pæne ord om mig, det holder nok ikke rigtig, men er værdsat. Men bortset fra det, så er det fra 2013 et af mine yndlings. God aften og tak igen <3
YB skriver
Der er godt nok ikke den store forskel på billedet af dig fra 2013 og det fra 2023 – må jeg ikke godt få navnet på din fugtcreme, please🙏
Og så lige en god jul til dig og dine🎄🎄🎄
Lise Grosmann skriver
YB: Ha ha, du er sød <3 Det er unægtelig ikke sandt, men der er nu ikke brugt filter eller sligt, meeen noget makeup jo. Mht til fugtcremen, så er der jo i mit job skiftet en del gange ((; God jul også til dig kære (øv, jeg har ingen juletræ-emojier)
Annette skriver
Kære Lise
Mens jeg læste, var jeg nogle gange i tvivl, om det var et nyt interview, for du har godt nok været fremme i skoene også dengang. Og jeg husker dig jo fra din tid på Alt for damerne, hvor jeg også læste, hvad du skrev.
Glædelig jul fra Annette
Lise Grosmann skriver
Annette: Åh, kære Annette hvor er du bare <3 af hjertet tak for de ord. Og tænk, at du har udstået al min longskriven, for det var mine hudplejeartikler på ALT jo også. Ekstra glædelig jul til dig <3
PS: Jeg smilede stort, da jeg skulle tjekke kommentarer her til eftermiddag, for indlægget skulle slet ikke på i dag, så jeg har fjumret. Men nu er der fotos på....