Du kan få hudpleje, der er helt fri for silikone, paraffin, mineralsk olie og lige så hundrede procent certificerede naturlige og økologiske (80%) planteekstrakter og naturlig duft og aromaer, miljøhensyntagende produktion og koster under 100 kr. eller lidt over. Serien hedder Lavera, og den rammer pænt ned i en dominerende trend lige nu, hvor vi siger nej til ‘kemi’ og burde kalde det syntetisk. Og det kan faktisk være et godt valg, men det er en anden sag.
Jeg kender selvfølgelig Lavera og det gør I nok også, for den har jo eksisteret i mange år, men jeg må indrømme, at jeg ikke var helt på det rene med, hvor fin en serie det er. Både på det, der er i , og ikke mindst det, produkterne er fri for. Tyskerne er dygtige til det med naturserier og Lavera er den største af dem.
Jeg vil godt lige fremhæve ampullerne i Firming Care serien, som lanceres her i april. En rigtig forårskur til vinterhud. Tofasede og altså med olie og vand adskilt og netop de aktive ingredienser i hver fase, som har det bedst i netop det miljø. Olierne naturligt nok i oliefasen og hyaluronsyre i tre fraktioner samt Edelweiss-stamceller i vandfasen. Farven på hver af de to faser er naturlig, og ampullerne rystes inden brug.
En uges kur eller man kan give huden kur i weekenden, hvor der er mere tid til at nyde. Prisen er 145 kr. Bodylotion holder noget længere og koster 75 kr., deo 70 kr……se dem alle HER. Og jo, jeg vil også lige gøre opmærksom på den lille buttede blyant til læberne. Virkelig farvemættet, mat og holdbar og nem at tegne perfekt med, fordi den ikke er så tyk. 90 kr. i emballage i 70% savsmuld (; genbrugsmateriale forstås.
Og skal vi så også lige hylde to danske, der forsyner os med prisvenlige produkter, der tåler nærstudering af ingredienslisten.
Pudderdåserne’s Alt-i-en-sæbe lever i sandhed op til sit navn, og da de kritiske dåserne har testet den på sig selv, så står det til troende. Læs deres egen anmeldelse HER.
Juhldal Håndcreme No 16 indeholder bl.a. squalane, som er en ingrediens, jeg selv sætter stor pris på, fordi jeg ved, at den er god for min hudbarriere og fordi huden føles godt under den. Når sandt skal siges, så er jeg faktisk lidt vild med squalane. Der er også bromelain i, som Juhldal bruger i flere af deres produkter. Det er et enzym med peelingeffekt, og det leder mig frem til, at håndcremen også er virkelig god til fusserne. Og de skal jo snart frem i sandalerne.
Og så de ♥ ønsker om en dejlig mandag, jeg håber, at alle har sol, som jeg har her i Sjællands randzone.
Lise skriver
Anna: Tusind tak for at dele erfaring kære Anna. Og når produkterne er så ærlige, så kan man netop godt supplere med dem mange steder i sin hudplejerutine og så måske få råd til kransekagepynt som for eksempel islandsk EGF-serum (;
Anna skriver
Jeg er glad for Laveras Hydro Effect Serum, der vist nok også har fået en pris fra Danish Beauty Award sidste år. Og så synes jeg at Laveras Basis Sensitive Rensemælk 2 i 1 er så fin – det hele behøver ikke være dyrt og så er det bare nogen skønne milde produkter.