Et af de hyppigste spørgsmål, jeg har fået gennem tiden, er, om det er nødvendigt at bruge øjencreme. Kan man ikke bare bruge sin fugtcreme i hele ansigtet? Selvfølgelig kan man bruge sin almindelige fugtcreme op under øjnene. Men læg mærke til, at jeg skriver ”almindelige fugtcreme”. Huden er nemlig ekstremt tynd og dermed er der ikke langt ned til de små blodkar og risiko for en uønsket reaktion, hvis det er en creme med potente antiage-ingredienser. Af samme årsag findes de specielt til øjenområdet, for det er jo det første sted i ansigtet, rynkerne melder sig. Charmerende og karaktergivende absolut, men de fleste finder den efterfølgende slappe hud og poserne mindre attraktive. Derfor er det en god idé med special care til special skin. Læs videre og bliv overbevist.
FAQ Selv om der er flest ligheder, så er der også individuel variation på huden alene i ansigtet. Og endnu mere i forhold til kroppen. Tykkelse. Pigmentering. Tilstedeværelse af talgkirtler. Om der er underhud med fedtvæv. Hvor godt huden er hæftet til underlaget. Hvordan blodforsyningen er osv osv….Og det står svagt til for huden om øjnene over hele linjen. Prøv engang at føle med fingrene på dine kindben og så derefter (forsigtigt) under øjnene. Kan du mærke, der mangler fast grund (det er nemt at lave poser her)! Du kan sikkert også mærke, at huden er tyndere. Hvad du ikke lige kan mærke er manglen på talg-og svedkirtler. Og på kollagen. Og underhudspolstring.
Hud bliver ikke sartere – bortset lige fra læberne. Epidermis, hudens meget vigtige øverste beskyttende lag, er kun 0.04 mm tykt, mens det er 0.1 mm i resten af ansigtet. Dermed – og fordi der også er få talg-og svedkirtler – er huden dårligere til at holde på fugten – og til at holde hudterrorister ude. Og stress nede. Dermis, hudlaget med levende celler nedenunder, er kun 0.5 mm tykt mens det i resten af ansigtet er 1 mm. Det betyder, at der ikke er samme mængde af de kollagene fibre, der ellers holder huden fast og spændstig. Til gengæld er der hele 22 små muskler, der sørger for, at vi kan smile (og få glade rynker) og blinke tusindvis af gange hver dag og dermed holde øjnene behageligt fugtige. Det ville være en umulighed, hvis vi havde hud om øjnene som den, vi har på kindbenene.
Og nu gider du ikke læse mere faq, men forhåbentlig har jeg overbevist dig om, at huden omkring øjnene har nogle særlige behov, og dem er der taget højde for i øjencremer. Jeg har personligt brugt øjencreme så langt tilbage, jeg kan huske og vil gøre det i al fremtid.
I morgen har jeg samlet øjencreme-favoritter og tips. Ha’ en velsignet dag indtil da og husk at have øje for al dejligheden derude i det spirende forår.
Natascha skriver
Kære Lise,
Jeg bruger en smule olie før min dagcreme, da jeg på den måde føler at min dagcreme ‘låser’ olien og dens egenskaber inde. Derudover kan jeg ikke lide den fedtede olie fornemmelse på huden og det undgår jeg ved at gøre det i denne rækkefølge. Er det forkert?
Tak for en skøn blog.
Kram fra Natascha
Louise skriver
Hej Lise
Super godt indlæg – jeg må seriøst på den med øjencremen!!!
Kan du ikke rådgive lidt i hvordan og hvor cremen skal påføres? Er det hele vejen rundt om øjet – inkl. øjenlåget op til brynet og helt til vippekanten for oven og forneden?
Den aldrende dame på det nederst foto i dit indlæg, har fået slap hud omkring HELE øjet, og jeg synes at man normalt kun siger, at øjencreme skal påføres under øjet…
– Ser frem til dit brugbare råd 🙂
/Louise
Lise Grosmann skriver
Tim og Louise, Jeg håber jeres spørgsmål bliver besvaret tilfredsstillende med indlægget senere i dag!
Tim Ammitzbøll skriver
Hej Lise! Efter at have læst dette (gode) indlæg, ville jeg høre, om du har forslag til øjencremer med SPF-beskyttelse? Det synes jeg nemlig umiddelbart godt kan være svært at finde.
Dbh. Tim 🙂