Men du kan også godt indtænke grøn teknologi
Det ville jo ligne mig dårligt ikke at fortsætte ad sporet HER, og jeg tror, det vil overraske de fleste, at det er i et produkt som den her sorte sag, der overstiger det islandske guld i pris (2.750 kr./50 ml), at man finder en ikke bare hudkompetent ingrediens men også en ingrediens med topkarakter på den grønne profil. Og den fylder mere end meget i produktet.
Og grøn bioteknologi er en af de vigtige fremtidsknapper, der skrues på inden for kosmetik. Har du tid, så står der noget HER og HER om principperne for Green Chemistry.
De kalder den hudkompetent ingrediens for Pro-Xylane™ men du skal kigge efter Tetrahydropyrantriol på ingredienslisten. Og eftersom det er i L’Oréal’s laboratorier bøg blev til en af de mest effektive GAG-boostere, så er det i serier herfra, du finder det patenterede Pro-Xylane™.
I L’Oréal Paris Revitalift Laser 6%, i SkinCeuticals H.A. Intensifier en hel del mere (jeg kender ikke procent) og i Helena Rubinstein Re-Plasty Age Recovery natcremen allermest, nemlig hele 30%.
Men hvad er det bøgetræ kan, som gør hudens dybere lag til en sand vandmadras og genskaber fordums elastiske talenter?
Udgangspunktet er xylose, et sukkerstof i bøgetræ. Altså en fornybar ressource. Og efter principperne for Green Chemistry gennemgår xylose kun en to-steps syntese for at mindske affald i processen. Og endelig anvendes vand som opløsningsmiddel.
I det færdige produkt er Pro-Xylane indkapslet i små lipide transportmolekyler for at nå de nederste lag i overhuden. Nede på overgangen til læderhuden og dermed gøre det muligt at formidle bedre produktionen af flere GAG’s (glykoaminoglykaner som bl.a. hyaluron) i bindevævet. Og effekten har man testet in vitro på rekonstueret hud og i flere kliniske studier.
Og når jeg skriver ‘genskabe fordums elastiske talenter’, så er det fordi de fibre, der er ansvarlige for hudens elasticitet og styrke, elastin og kollagen, og cellerne, fibroblaster, der producerer, befinder sig i læderhuden og kun arbejder optimalt, når der er vand i poolen, som Joe Lewis, en af kosmetikkens største kemikere, engang sagde. Cellekommunikation kræver sammenhæng og et signalførende medie (=vand).
At Helena Rubinstein Re-Plasty Age Recovery natcremen, der går under navnet ‘the Black Bandage’, indeholder hele 30% Pro-Xylane skyldes det nære samarbejde med LaClinic-Montreux og dets stifter, plastikkirurgen Dr. Pfulg.
Pro-Xylane er således meget helende efter kirurgiske indgreb, og denne sårhelende effekt skyldes binding til vækstfaktorer. Hvad skal ikke-skadet hud med sårheling? Når huden heler optimeres celledeling og dannelse af protein, og det glatter også rynker og strammer op. Og så har cremen også i følelse en ganske særlig og berømmet cataplasma-eller bandageeffekt som det kaldes. Eller bare en ultraluksuriøs konsistens.
Madame ville have elsket den, og historien om denne i den grad helt usædvanlige kvinde er stadig mærkets DNA. Og der er al mulig grund til at være fascineret af, at Helena Rubinstein i en tid, hvor kvinder end ikke havde stemmeret (eller ret til ret meget andet), havde vilje til at vove og vinde.
Hun var gjort af det stof, der får mennesker til at skabe noget stort. Og tænk, hvor meget skønhed, hun har givet os allesammen og hvor mange jobs, det har ført med sig. I dag ville hun have væltet sig i priser. Hvis du har tid, så skrev jeg en komprimeret udgave af hendes historie HER
Og så har jeg et ønske til HR-styregruppen af i dag: Hvorfor må Helena Rubinstein ikke ved siden af disse meget eksklusive serier med priser, der er uden for rækkevidde for rigtig mange, have produkter, som mange flere har mulighed for at købe?
Stort set før alle andre havde man Power A og Force C* og jeg blev ved med at sige til mine kontakter i DK, at de skulle sige, at vi skulle have en Energy B. SÅ må vi be’ om en genoplivning og en ny tilføjelse. En fuld ABC for alle ville være helt i Madame’s ånd.
I øvrigt havde man også mange andre fantastisk produkter, som er udgået lige som makeup’en. Også den var fantastisk, og man havde nogle af de bedste makeupartister, verden har set. Heldigvis beholder vi mascaraerne, og ellers tror jeg også, at der ville lyde bulder fra Madame deroppe fra skyen.
* Force C eksisterer stadig med to produkter omend det ville være ønskeligt, om man skruede prisen lidt ned, for der er altså kommet ganske mange dygtige C’er til med priser under en ‘tusse’.
Karin Winther skriver
Nu skal de bare ikke fælde alle vores smukke bøgetræer FOR BEAUTY 😅 men hvor er det fantastisk hvad naturen har af talenter ! Og de talenter vil vi jo gerne have gavn af ! Med de priser Madame holder, er der dog ingen chance sådan lige foreløbig, for at hun kommer på min hylde 🙈
Jeg husker de gyldne tider med datteren ……DER havde jeg Madame på hylden nogen enkelte gange . Og det er jo ren luxus for huden. Det kommer man ikke udenom.
Thumbs up for Green Chemistry og bøgens sukkerstoffer !
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Næ du, det er staten herhjemme såmænd godt i gang med, for det skal jo løbe rundt økonomisk. Altså bortset fra, at træet ofte bliver liggende i store stakke og rådner. Jeg har ikke været i Anneberg skov i mange måneder, for jeg kom, jeg så (kæmpebøgestammer liggende allevegne) og blev væk. Jeg græder….):
Ja, de kan det med at lave en god creme og det er ikke at foragte. Men din hud har nok andet godt at vælge imellem. Min har såmænd heller ikke være smurt i HR i flere år, men nu begynder de altså at røre på sig igen.
Thumbs up i den grad for Green Chemistry og her må man sige, at kosmetikken er ved at være duks i klassen.
God dag <3
Karin Winther skriver
💚💚💚💚
@leafysmoothie skriver
Hud och sukkerstoffer-spændende læsning og hvem elsker ikke birketræer? Mon der ikke er et sammenhæng mellem de gavnlige og naturlige søde stoffer som er gode for både hud og tænder /xylitol? Som altid, nyder dit skriv. Kh, Helene
PS, pas dog på med de firebenede venner, fordi xylitol og sødestoffer (i fx tyggegummi og chokolade) er giftigt for hunde.
Lise Grosmann skriver
@leafysmoothie: Dejligt, at du synes det. Og ja, der er også xylose i birk, men HR har altså valgt bøg, så vidt det kan læses. Og jo, jeg tror, du har ret med det multigavnlige, for det har naturen jo for vane. Jeg har aldrig tænkt på xylitol i forbindelse med mine vovser, men chokolade fik de ikke selv om øjnene tiggede. Kh lise
@leafysmoothie skriver
Ja, hopla, det ser jeg nu, jeg blev bare så begejstret af de sukkerstoffer så i mit hoved dannedes der billeder af birketræer og den søde saft og så kørte det bare videre fordi jeg blev så begejstret af det tekniske skriv derefter. Det er mega spændende med de sukkerstoffer og deres virkninger på huden. Jeg tror efterhånden der kommer flere sukkerstoffer i kosmetik og mener jeg set dem flere steder, blandt andet i forskellige mists og essences, men husker ikke præcis hvilke produkter lige nu. Jeg må tjekke de ingredienslister jeg har liggende efter Tetrahydropyrantriol. Naturen er bestemt fantastisk. God aften! Kh, Helene
Lise Grosmann skriver
@leafysmoothie: Jamen, det er jo på sin vis lidt mærkeligt, at det ikke er birk netop fordi det er kendt for saften. Men de skriver altså bøg. Her hos mig og i skoven, der står birk og bøg og krammer i vinden, så de lærer nok af hinanden <3 Og ja, du har helt sikkert ret med hensyn til hudplejesukker. Naturen ER fantastisk og what the bleep do we overhovedet know om alt det, den kan gøre os godt med. Kh lise