Jeg har nylig afleveret en sag til Helse, hvor emnet var svækket hud især hos børn. I går havde jeg en oplevelse, som fik mig til at tænke på det. At så mange forældre i al deres kærlige omsorg og nussetrang glemmer noget meget vigtigt, og det er, at uanset hvor mange yndige babyserier, der kommer, så skal helt små børns hud helst ikke smøres. Eller bades med sjove sæbebobler.
Små børns hud er meget tynd og ufærdig både i sin barriere og fiberstruktur og dermed styrke. Den optager alt for meget af det, der smøres på den. Og hvad angår det med fiberstruktur, så er babymassage ikke en god idé i den betydning, at man flytter rundt med huden som man sædvanligvis gør under en massage. Man skal nøjes med at stryge blidt hen over huden. Men den berøring og kontakt er derimod vigtig. Faktisk livsvigtig.
Lipikar AP+ og Dermalibour+ (der er også en stick) kan anvendes på børn. Serozink kan du indtænke som en toner efter rens, hvis du har tendens til hyperhud.
På et møde med Allergy Certified formulerede overlæge ved Odense Universitetshospital og professor ved Syddansk Universitet Klaus Einer Andersen sin anbefaling til puslekurven således: Vand i hanen, mild sæbe eller vaskeolie, fed creme og zinksalve. Men kun sæbe ved særlige behov og helst ikke til børn under to år. Fed creme, hvor huden er tør/ru og zinksalve i folder, hvor huden er rød.
Cicaprodukterne gik hen og blev de nye hero-produkter, læs om dem HER
Tilbage til zink som er i rigtig mange produkter netop til den sårbare, irriterede, svækkede hud af den enkle årsag, at zink er født til repair. Der er nærmest ikke det, zink ikke er involveret i – herunder sårheling, celledeling, antioxidantforsvar og ikke mindst immunforsvaret, hvilket også gør zink antiinflammatorisk og et forsvar mod infektioner.
Med andre ord er zink et fysiologisk must. Også indvortes, men det vender jeg tilbage til, fordi balance er så vigtigt også her.
De to produkter herover er ikke med for deres zinkindhold men fordi de dulmer. Og selv om man er meget efter kildevand, fordi fokus netop nu er på pH-værdi og kildevandet ligger over hudens sure normaltistand, så er et køligt mist fra dåsen noget af det mest kløelindrende, der findes. Som nævnt i teksten herunder, så indeholder MD11 Body Cream betragtelige mængder niacinamid, som også er en dejlig dulmer.
Det er typisk produkter til sart og syg hud som for eksempel eksem, der indeholder zink. Jeg viser eksempler på foto fra A-Derma Dermalibour+ og La Roche-Posay Lipikar AP+ samt flere Cicaplast produkter. Desværre kan jeg ikke vise eksempler med zink* på ingredienslisten fra MDerma-serien, men den viste MD11 Body Cream gør det unægtelig godt også uden med bl.a. niacinamid som no tre ingrediens efter vand, og det der B3-vitamin er i sandhed også en beroliger – blandt mange andre talenter.
Jeg vender tilbage til MDerma, som er en fin serie certificeret med Allergy Certified og Asthma Allergy Nordic og udviklet af hudlæge og biokemiker Uffe Koppelhus i samarbejde med DermaPharma.
*er i bl.a. deres MD01 og MD52
Babymassagen var det helt store hit, da jeg fik min yngste. Jeg fik en bog om det i barselsgave, hvor man anbefalede olivenolie til det. Det kunne min datter ikke tåle, hendes hud slog ud, så det blev en engangsfornøjelse. Derefter blev det blide strøg uden noget produkt. Så næsten 15 år senere gør du mig så meget klogere, at det faktisk var det rigtige?
Jeg forstod heller ikke hypen med bad hver eneste aften, plus når de havde snavset sig. Mine snavsede sig så ofte, at det gav et fint interval imellem badene. Og min egen hud har altid haft en irritation af at komme i kontakt med vand. Nu har man så også fundet ud af, det ikke giver en bedre søvn at aftenbade, tværtimod. Fordi den narturlige temperering bliver forstyrret af det og vi har sværere ved at køle os korrekt ned. Min ældste datters søvn blev meget forstyrret af aftenbad. Jeg troede dengang det var fordi hun blev overtræt, men måske var der flere ting i det. Man bliver så klog med tiden.
Anne-Marie Andersen: Jeg husker det hele, jeg slap bare for at begå fejlene, fordi jeg ingen børn havde at bade hver aften og massere. Jeg har helt sikkert skrevet om det, i hvert fald, som jeg skriver til Tina, om babymassage. Det lød jo godt og rigtigt. Men nu, hvor vi er klogere på de smås hud, rigtigere med blide strøg, der mere er at kæle for dem. Beroligende er det jo, og hjernen udløser helt sikkert masser af velværehormon.
Det er dejligt at blive klogere, men næste tanke er jo, hvad vi måske stadig gør i uforstand og vildfarelse (smil).
God aften kære
Tina: Ja, jeg husker det for nogle år siden. Jeg var selv ude og lave en sag om det. Uvidende dengang om, at det åbenbart ikke er så godt. Men vi lærer hele tiden. Og somme tider hedigvis (;
God dag kære
Spændende !
Da min datter var lille var det ellers et hit at give massage med babyolie.
Så skulle jeg have vidst hvad jeg nu ved.
Aften hilsner:-)