Sikke en dejlig livlig debat og udveksling af tips i forbindelse med peelingtesten. Jeg kan se, der dukker nogle spørgsmål op, som jeg måske kan bidrage til at belyse….Et spørgsmål lyder, om hjemmepeeling – som er det testen omfatter – kan fjerne/minimere rynker? I det omfang, vi taler tørhedskrep i hudens overflade, så klart ja. Men det skal følges op af masser af fugt, som jo er det, der plumper huden og skal holde fugtniveauet oppe, så nye krepperier holdes væk.
Mimiske rynker kan over tid måske blive lidt mindre tydelige, fordi huden bliver klart glattere og mere fugtet, men de kan ikke fjernes med de peelings vi har adgang til. Selv om de øger cellefornyelsen. For mimiske rynker markerer sig ned i bindevævet. Her har A-vitamin langt større effekt. Men alt DIY er over tid, og heller ikke de A-vitaminprodukter, vi selv har adgang til, kan fjerne noget over night.
Og her lyder et andet spørgsmål, om A-vitamin peeler? Nej, men A-vitamin har alt at gøre med vækst og fornyelse – og meget andet. Jeg indsætter tekst nederst og ligeså tekst om forskellige typer peelings.
De to i A-ligaen dr. Des Fernandes/Environ og Joe Lewis/Elizabeth Arden PRO anbefaler peeling for at sikre A-vitaminet passage. Og andre ingredienser selvfølgelig. En peeling løsner bindingerne mellem cellerne i overfladen, så de fjernes lidt før, de naturligt ville skalle af. Dermed bliver der færre af de forhornede celler at passere og vejen til de levende cellelag bliver kortere for det efterfølgende produkt. Peeling alene vil have en stor glødforbedrende effekt på huden og dermed også en foryngende virkning. Se video nederst.
Environ Revival Masque (obs! masken har nyt look i dag), som flere af jer nævner arbejder med mælke-, mandel- og asiatisk syre og man kan enten vælge traditionel maskemetode og lade den sidde i 20 minutter, vaske af og så følge op med det, man gerne vil have igennem. Eller man kan vælge overnight-metoden og efter rens og toner lægge f.eks. sin vitamin A, vente 20 minutter og så lægge et tyndt lag Revival Masque og lade denne duo klare fornyelsen, mens man sover.
Jeg har faktisk selv – og jeg er som I vil vide ikke nogen syresøster – testet denne metode uden voldsomme reaktioner. Men logisk nok skal hver enkelt af os jo iagttage vores egen huds reaktioner og ikke skele til, hvad andre tåler. Reagerer ens hud negativt på peeling, så nøjs med vaskekluden. Viser det sig, at A-vitamin hver nat får huden til at reagere, så går man selvfølgelig langsommere frem. Og her er Environ’s step-up-system perfekt, så huden tilpasser sig maksimal dosis. Der er jo også en mulighed i hybenkerneolie, som går omveje til A-vitaminet, fordi karoten omdannes i huden.
Der er to slags A-vitamin, retinol som kun er i dyreriget og karoten som er i planter og omdannes til A-vitamin i kroppen. Det er derfor hybenkerneolie, som indeholder karoten i store mængder, har hudfornyende A-vitamin-effekt. Faktisk indeholder hybenkerneolie også tretionin, som kendes fra receptmidler.
I det hele taget har produkter med A-vitamin meget at gøre med at blive omdannet, fordi man i produkter anvender forskellige typer retinoider (retinol, retinyl palmitate, retinyl acetate, retinyl linoleate blandt andet), som omdannes i huden til A-vitaminsyre. Vælg produkter med lufttætte flakoner og krukker, så vitaminet ikke ilter og bliver ødelagt.
Og fordi vitaminet har alt at gøre med vækst og fornyelse og immunforsvar, så er der mange receptorer at komme i snak med. A-vitamin er cellekommunikerende, speeder vækstfaktorer (når det er omdannet til syre-udgaven i huden). It’s a metabolic vitamin, som Joe Lewis siger. A-vitamin er altså født med erfaring i at holde gang i cellefornyelsen. Og så er det i øvrigt også en antioxidant.
Vitamin A gør med andre ord huden bedre til det, den engang var bedst til. Der bliver bestilt bedre kollagen = strammere hud, mere ‘madras’ = bouncy hud og færre rynker og bedre overflade-sammenhængskraft = mindre porer, stærkere barriere og så bliver der ryddet op i pigmentkaos. Og derfor er det altså en rigtig god idé at gå langsomt frem. Derfor har flere serier step-up, og mit råd lyder at lade være med at tro, at mere er bedre og springe starten over.
Men lad mig også lige gentage en tidligere tekst om eksfoliering/peeling med forskellige midler – vaskeklud og svamp undtaget her:
Overordnet gælder det for ’syrerne’, at % skal være høj og pH lav for at de har effekt. Desværre er især pH svær – som regel umulig – at læse sig til på deklaration og brugsanvisning. Så må man spørge. Og lad dig ikke nøje med en besked om, at der er så og så mange procent AHA (alfahydroxyacids) i, for hvis pH’en er forkert, så virker det ikke tilfredsstillende. HER står lidt om pH og måling.
Man får maksimal stimulering af nydannelsen af celler ved en AHA-pH på mellem 3 og 4. Er pH lavere end 3 opstår der irritationer og er den højere end 4 aftager effekten og ved 5 er den nærmest ikke-eksisterende. Omvendt fås bedst effekt ved AHA på 10-20 % og ikke lavere end 5%. En glykolsyre-peeling i lægehænder har en koncentration mellem 40% og 70%.
AHA (alfahydroxyacid) dækker over syrer som glykolsyre, der har stor gennemtrængelighed, fordi det er et lille molekyle, samt æblesyre, vinsyre og mælkesyre. Sidstnævnte foretrækkes af manden, der ’opfandt’ AHAs, Joe Lewis, fordi de findes naturligt i kroppen (og han kombinerer dem med vitamin A). AHA fjerner de øverste lag døde celler ved at opløse det materiale, der kitter dem sammen. Huden får en mere fugtigfrisk lidt blank overflade (tænk Ole Henriksen) og den bliver mere ensartet i farven. I høj koncentration (med rette pH) trænger AHA længere ned og stimulerer kollagen og elastin, som giver huden fasthed og smidighed og øger mængden af hyaluronsyre. Nydannelsen af celler stimuleres og huden bliver mere ensartet.
BHA (betahydroxyacid) = salicylsyre. Ofte kombineres glykolsyre med salicylsyre i 1-2 %, for at opløse talg i porerne. BHA er fedtopløseligt (AHA er vandopløseligt) og velegnet ved tilstoppede porer og dermed især god til uren hud, akne, hudorme. Da salicylsyre er mildere og mere overfladisk end AHAs og altså ikke går så dybt er den også bedst, hvis man skal behandle sart hud.
LHA (lipohydroxyacid), en hudvenlig peeling, som er udviklet af L’Oréal, minder meget om salicylsyre, men virker ved højere (hudneutral) pH, hvorimod BHA helst skal være under 3.
Enzymer er det, huden selv betjener sig af i sin afskalningsproces. Enzymer løsner horncellerne på overfladen, men har ikke en dybere effekt, hvorfor de er skånsomme. I kosmetikken anvendes planteekstrakter som f.eks. papaya.
Scrubs virker ved at skrubbe døde hudceller af, hvorefter huden iler med nye og dermed tillægges scrubs hudfornyende egenskaber. Men vær opmærksom på, at de kan ridse huden.
OBS OBS! Foto er fra en tidligere tekst og Environ har senere ændret emballager.
Anna skriver
Ja, det var alle dine ord Lise!!
Pernille S skriver
Tusind tak for en så fyldestgørende info om A-vitaminets lyksaligheder!
Lille spørgsmå angående Environs Intensive Revival Masque – jeg har en halv krukke tilovers fra i vinters som jeg ikke fik brugt op inden forårssolen bragede igennem! Kun brugt med pinligt rene fingre, og hele tiden opbevaret i køleskab. Tror du det er ok at bruge resten, efter disse måneders pause? Og hvornår anbefaler du opstart?
PS. Rigtig glad for krukken nu fåes med pumpesystem!
Kh Pernille S
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Ja, du har jo opbevaret korrekt og brugt korrekt, men jeg tør be-eller afkræfte effekt. Jeg vil tro eftersom du er kendt med produktet, at du kan mærke det i din hud – altså om den har effekt. Ellers må du pH teste den for om det kan give et fingerpeg.
Solen er jo aftagende i styrke og hvis du ikke skal solbade, så nu OK vil jeg mene og så SPF om dagen. Og ja, det er så godt, når man passer på de sarte ingredienser, man har lagt i en formel, det kan vi godt lide. Kh Lise
Pernille S skriver
Tusind tak, Lise ?
Anna skriver
Jeg er også rørende enig med Anne-Marie. Læste blogindlægget 2 gange for at få det hele med. God weekend:)
Lise Grosmann skriver
Anna: Er det alle mine ord, du mener…..så tak, for det var da en tidkrævende øvelse (; God weekend kære
Anneka skriver
Også SÅ enig! ? Dejligt at blive meget klogere.
Jeg vil helt klart bruge begge dele noget mere de steder jeg kan tåle det.
En sidebemærkning, A vitamin invortes gør også mange af de samme gode ting for huden -og slimhinder generelt. Ikk?
Med måde selvfølgelig når det er fedtopløseligt. Men har hørt at kroppen bruger meget A vit i flouriserende lys, skærmarbejde, også bare ved at læse i dårlig belysning. En af symptomerne på mangel kan være dårlig søvn og blister i munden, fik jeg at vide af en læge, udover tør hud og hyppige infektioner. Natteblindhed.
Jeg fik faktisk dagdosis × 10 på recept engang ( bare ét glas) var lidt nervøs ved det, men lægen sagde der ikke skete noget ved det når det er i en meget kort periode.
Nå jeg ska’ ski da ud og lave morgenkaffe ..?
Rigtig god dag
Lise Grosmann skriver
Anneka: For at starte med det sidste – nej næstsidste, og jeg håber kaffen smagte <3 Højeste sikre dagsdosis på A-vitamin nævnes som 3000 µg og når det vægtes, så er det jo fordi A-vitamin er et fedtopløseligt vitamin og ikke som B'erne og C'erne 'vaskes ud' hurtigt.
Og ja, vitaminet er uhyre vigtigt indvortes og ja, det danner og vedligeholder epitelceller i hele kroppen indefra og ud. Ud over at være et vækstvitamin, så er det vigtigt for bl.a. immunforsvar, herunder i forhold til infektioner og kræft, syn, hud og slimhindner, som vi har været inde på, og selvfølgelig er det især vigtigt for fosteret udvikling. Stort alkoholindtag og tarmsygdom nævnes som risikofaktorer i forhold til mangel. Det er da meget tænkeligt, at skærm og andet af den type lys kan øge behovet.
God weekend kære
Anneka skriver
🙂 Det er Adelle Davis der nævner det med lysstofrør og A- vit mangel m.m. i bogen “Spis sundt” (hvis den da stadig holder vand flere årtier senere ;))
God weekend
Lise Grosmann skriver
Anneka: Man har set det før, at noget holder (;
Anne-Marie Andersen skriver
Tusind tak for et dejligt skriv Lise. Jeg elsker bare, når du samler alle trådene og klæder os på med masser af dybdegående viden?
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Jeg er så enig med Anne-Marie! <3
Lise Grosmann skriver
Anne-Marie Andersen: Du er sød, tak <3