For nogen tid siden skrev jeg begejstret om et nyt produkt (som jeg stadig er begejstret for). Det udløste en kommentar fra en læser, som fandt det upassende, at jeg ”faldt i svime”, fordi produktet ifølge hende indebar både allergi- og hormonforstyrrende risiko. Det enkle svar var – og er – at kosmetik er sikkert. Det kræver lovgivningen ganske enkelt. Så her kan du vælge at stoppe læsningen.
Men selvfølgelig granskede jeg dybere i sagen. Hos firmaet, hos dygtige kolleger, på nettet og i mit arkiv af artikler om emnet. Og selvfølgelig hos Brancheforeningen SPT, som (heller ikke) kunne finde mistænkte hormonforstyrrende stoffer på INCI-listen (indholdslisten på produktet). De linkede mig til et debatindlæg af professor emeritus Tore Sanner, som har været næstformand for EU’s Videnskablige Komite for Forbrugersikkerhed og leder af arbejdsgruppen, der har vurderet de såkaldte hormonforstyrrende stoffer. Tore Sanner’s debatindlæg er en kommentar til Forbrugerrådets påstand i medierne om, at kosmetik og hudplejeprodukter indeholder hormonforstyrrende stoffer. Påstande, der ifølge Tore Sanner ikke er dokumentation for. Der er tale om 17 stoffer, som allerede er sikkerhedsvurderet, men som man har valgt yderligere at vurdere for, om de har potentiale til at efterligne hormoner.
Det gælder bl.a. de konserverende parabener. Her skal man holde tungen lige i munden, for det betyder ikke, at de vil forstyrre hormonsystemet – hverken i høje eller lave koncentrationer. Blot, at man af hensyn til maksimal forbrugersikkerhed har valgt yderligere at vurdere stofferne. Bortset fra det, så indtager masser af mennesker hver dag ufortrødent fødevarer med tilsatte parabener og dermed eventuelt potentiale til at interagere med hormonsystemet. Der er tale om E-numrene E-214, -215, -218, -219.
Allergikere skal faktisk være glade for parabener, for de har været anvendt stort set uden allergi-gener siden 1920’erne. Ikke desto mindre har mange kosmetikfirmaer valgt at følge forbrugerkravet og lede efter alternativer. Ofte anvendes æteriske olier alene eller sammen med andre svampe-og bakteriehæmmende stoffer. Man lægger også et stort arbejde i at udvikle lufttætte emballager, der helt overflødiggør brugen af konservering. Og i øvrigt også har mindst mulig belastning på miljøet både ved produktion og afskaffelse.
Ironisk nok vil vi – især herhjemme – meget gerne have cremekrukker, som vi stikker fingrene i og forurener. Det er faktisk ikke nemt at tilfredsstille kosmetikforbrugere, men tro mig, man gør sit bedste. Logisk nok er intet firma interesseret i at skade eller skræmme deres kunder og dermed lukke deres forretning.
PS: Selvfølgelig er en gammel øko-nørd som mig modstander af alt, der kan skade vores sundhed og miljø. Og selvfølgelig synes jeg, vi skal være opmærksomme og stille krav. Men jeg ser langt større farer lure andre steder end i kosmetik, der opfylder lovgivningens krav.
Anja skriver
Nu er der jo mange andre stoffer end parabener, som ikke bare er under mistanke, men rent faktisk bevist allergifremkaldende. Det gælder f.eks. linalool og benzyl alcohol, som begge er i Ole Henriksens produkter.
Til Oles ros skal det siges, at han opgiver alle ingredienser på sin hjemmeside, så man kan jo selv slå dem op én ad gangen f.eks. på forbrugerkemi.dk
Husk at det ikke handler om at tro, men om at vide – og brancheforeningen er nok ikke hel uvildig… 😉
Britta skriver
Sikke et skønt indlæg – al den tvivl om cremerne nu også er sikre – den fejer du da flot og sagligt til side. Tak for det.
Lise Grosmann skriver
Jeg er så glad for, at I er enige….vi skal vælge vores kampe uden “føleri”, som Marianne skriver!
Marianne skriver
Kære Lise.
Længe leve sagligheden og fri os for alt det føleri!
Hvor er det godt, at du sætter tingene i perspektiv!
Du har fuldstændig ret – kosmetik er sikkert!
Helt sikkert!
og det er ikke farligt at anvende, hvad denten det er fremstillet af naturens egne ingredienser eller er fremstillet af kemi.
Tak for dit indlæg og fortsat god dag.
Helle Forum skriver
Kære Lise,
SÅ godt at du argumenterer så fint, ordentligt og præcist. Der er så meget “von-hören-sagen” derude, at man bare må håbe, flere vil få lyst til at sætte sig ind i, hvad sagerne virkelig drejer sig om. Og her er din blog en vigtig hjælp!!! KH
Helle S skriver
Hvor er det dejligt med et sagligt indlæg i hele denne debat. Tak Lise for at sætte perspektiv i debatten!