Snup en kop kaffe og lad os komme i gang….
Lad os begynde med begyndelsen, færgen og færgekaffen….
Jeg SMSede billedet til Anette, så hun ikke var i tvivl om, at jeg var kommet om bord. Hård vind fra syd ifølge kaptajnen, så alle os, der vovede at rejse os, slingrede som var vi sk*fulde. Belært af en sejlerklog mand valgte jeg plads ved vinduet, så jeg kunne holde styr på horisonten og balancesystemet. Og dermed kom jeg til at overvære/overhøre en del tegnefilm på storskærmen. Men jeg gætter på, at forældrene er lykkelige for at ungerne er beskæftiget.
Privat afhentning i havnen og så tog de gode oplevelser fart. Anette’s selskab først og fremmest, men her lige en anbefaling til alle i Aarhus, der ikke måtte kende Atelier 33 og alle, der skal besøge byen: Gå derhen! Det var fantastisk lækker mad og en venlig og kompetent betjening, som kan være en sjældenhed i dag.
Jeg hørte ikke ordentlig efter, da vores tjener forklarede, så jeg kan ikke komme med ingrediensdetaljer, men hold op hvor det smagte fantastisk ♥
Og således fuld af dejlig oplevelse på alle niveauer, førte min private guide mig til Else Marie Lissau. Og dagen fortsatte i de bedste hænder.
I dette smukke gamle hus bag den grønne dør i Skolegade 19C, der huser Plastikkirurgisk Klinik Aarhus, holder Else Marie Lissau til.
Efter lidt hyggesnak før Anette forlod os for ikke at overvære nåleseancen, så tog den professionelle sygeplejerske med speciale i kosmetisk dermatologi fat. Else Marie Lissau studerede – og kommenterede – mit ansigt. Min ansigtstype, muskeltonus og andet med indflydelse på, hvorfor mit ansigt er endt, som det er (smil).
Og det er jo logisk, at når knoglekonstruktionen som min er smal og spinkel, og der ikke er god muskelhæftning og i det hele taget ikke meget ansigtsmuskulatur, så synker det mere end hvis jeg havde haft bones og den der malarismuskel. That’s af fact of my life lige på det her område. Og det betyder så, at når det trækker nedad med årene, så får jeg de der synkende mundvige med ‘surerynker’.
Og i mit inderste ved jeg, at det jo er totalt ligegyldigt i forhold til det, der virkelig betyder noget i mit liv, men jeg har ikke haft svært ved at lokke mig til det sidste stik, før jeg endegyldigt forlader denne forfængelighedsbranche og (måske) overgiver mig til forfaldet (smil).
Og i øvrigt ved jeg, at I er mange i det her forum, der ved, hvordan det er at fokusere på noget, og så lade sig få lov til at forbedre det. Det er også en slags glæde at føle den der forslidte floskel, at man lidt mere ligner det, man føler sig som indeni.
Jeg har aldrig følt mig i så kompetente hænder som hos Else Marie Lissau. Jeg har jo for år tilbage fået behandling med den tynde Restylane, men Else Marie doserede mange mikromængder rundt i huden, hvor jeg tidligere har fået færre stik og altså små buler, der skulle masseres ud i huden. Jeg fik også lidt i de rynkehuller, der var i underlæben og det sidste i nålen endte i et par af de dybeste mellem næse og overlæbe. Men ikke i selve læberne.
Jep, det gør lidt ondt, men alt – bortset fra et midlertidigt blåt mærke i venstre mundvig – var/er til glæde for mig selv. Men jeg vil tro, at ingen andre bemærker det når nu mærke og lidt hævelse har fortaget sig. De vil bare tænke: Hun holder sig ski godt hende den gamle beautyskriver (smil). Og det er jo lige nøjagtig sådan, jeg ønskede det.
Else Marie Lissau foreslog også Botox under de hængende mundvige, fordi musklerne her trak nedad, og hvis de blev lammet lidt, så ville de muskler over læberne kunne trække lidt opad. Jeg sagde nej tak men det var en interessant information, at man ikke bare forhindrer en dominerende muskel i for eksempel at lave en rynke, men funktionshæmmer den for at andre kan virke bedre. Og i mit tilfælde ville kunne løfte mundvigene. Men jeg takkede altså nej til mere end det beskrevne, og regningen på det lyder 2.900 kr.
Jeg tillod mig at tage dette foto af Else Marie Lissau’s skrivebord, og det var ikke mig, der havde lagt Helse opslået på blogmutters sider, det var selvfølgelig Anette, der havde set det i venteværelset og taget det med ind for at ‘prale’ på mine vegne ♥
Det var en GOD dag den onsdag og selv om havet mellem Sjælland og Jylland ikke strålede som sidst, jeg var ovre, så blev det faktisk sol over Aarhus om eftermiddagen. I dag regner det, men jeg har stadig sol i hjertet ♥
Pernille S skriver
Tak for “følgeskab” til Aarhus! Elsker den by. (på nær al nybyggeriet på havneområdet) Og så har de Jomsborg – bedste vinterbadeklub i DK. Aarhusianerne er de sødeste mennesker. Altid god og personlig service i forretningerne; og også hos fru Lissau kan jeg forstå. Er lidt nysgerrig på hvor længe sådan en gang restylane holder? Godt du holdt dig fra botox, selv om det kunne være fristende! Du har før efterlyst opstrammende klemmer til nakken. Anette reklamerer for en tubeklemme til sin Ansigtscremen. Hvor smart ville det ikke lige være, hvis den kunne kombineres med et “hud-oprul” 🤣
Du og Anette er hinandens bedste kolleger – det skinner klart igennem, og det varmer at læse om den dejlige dag I har haft i hinandens selskab🥰
Kan godt forstå 2xKaren gerne vil se før- og efterbilleder! Omvendt, kan man på Lissau’s hjemmeside se lignende til inspiration.
Spurgte du egentlig, om du ved hjælp af ansigtsfitness/mewing kan styrke muskulaturen således, at mundvigene søger nordpå?
Kh Pernille S
Lise Grosmann skriver
Pernille S: De senere år har jeg ikke været så ofte i Aarhus, men der var engang, hvor jeg ofte var på skriv-bedre-kurser på Journalisthøjskolen, da den lå derovre ved…er det ikke sygeplejerskekollegiet?
Jeg kan kun sige, at jeg i den grad blev stjernegodt behandlet af alle i går, og Else Marie Lissau er ikke bare dygtig, hun er også et dejligt menneske. Jeg talte med Lissau om, at da jeg for år tilbage fik lavet Restylane, da holdt det betydelig længere end det, der står om behandlingen. Så når det nævnes, at det stimulerer hudens egen hyaluronproduktion, så må jeg sige, at det fik jeg bevis for. Og Lissau var enig.
Men jeg venter stadig på den der klemme-i-nakken operation. Tape er vældig hypet lige som mewing, som begge er gamle metoder, der har fået ny omtale. Nej, jeg spurgte ikke om det kunne løfte mine mundvige, for det kan det ikke. Slige metoder har jeg for længst passeret og i øvrigt er det i givet fald noget, der skal praktiseres konsekvent i årevis for overhovedet at vise noget. For mig at mærke, så er det halsen og ikke kæbekanten man i givet fald strammer. Og jeg er bange for, at det vil give mange spændinger at gå rundt og holde tungen i ganen. Faktisk er jeg slem til det og mærker, at jeg også sidder og gør det nu. Men hænger gør hagen ikke desto mindre.
En ting er jeg så meget enig i, og det er, at Anette og jeg er de bedste kolleger og nyder hinandens selskab og den ind imellem noget springende samtale. Men sådan er det, når chancerne ikke er så mange. Kh lise
Karin Winther skriver
Virkelig spændende med den muskel og at høre om din behandling. Tak for det. Fandt en video med øvelser, som jeg har prøvet. Mewing og malaris 🤪 ha ha der er efterhånden travlt foran spejlet.
Heldigvis har jeg arvet min mors kindbengener, men jeg drømmer også indimellem om at få min fordums fyldigere mundarealer tilbage, uden de der hønse……. noget. Men altså…
Ajjj hvor ville jeg også gerne se billeder før/efter, men …. enjoy , Lise !! 🙌❤️
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Malaris-muskelen er nogle mennesker begavet med, og det gælder jo især dem med høje kindben. Så her hjælper mewing ikke, og i min optik heller ikke på kæbekanten. Og heller ikke på de der hønser*vs rynker. Vil man forsøge sig med naturmetoden, så vil jeg klart gå mere ind for øvelser. Og måske vil A.L.T ansigtsterapi/massage kunne hjælpe, hvis der er nogle spændinger.
Før-efter billeder er slet ikke på tale lige nu med blåt mærke og stadig lidt hævelse, for det ville jo ikke sige noget om effekt af behandlingen. Som jeg har skrevet til Karin VS, så kan det da være, hvis jeg tager til Lissau igen i det nye år, og hun tager billeder, at man kan lave en hage-før-efter med dem, hun tog i går. Og ellers – som Pernille skriver – så ligger er jo masser af før/efter-fotos på hendes side.
God aften kære <3
Karin Winther skriver
❤️♥️ så må vi vente og evt se ☺️
Haha Lise, mewing skrev jeg nu også lidt for sjov. Har selvfølgelig prøvet det, men kan som du også anbefaler, meget bedre lide mine “gammeldags”
Ansigtsøvelser. Ligesom kroppen gerne må være nogenlunde fit med øvelser, er det også dejligt at have styr på ansigtsmuskulaturen .
Den video jeg fandt med malaris er lidt sjov. Det er altid udfordrende at skulle isolere bevægelse til EN muskel. Og en meget lille af slagsen. Det synes jeg er sjovt at prøve at mestre.
♥️
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Jep <3 I øvrigt er den lille hævelse, der var, fortaget sig.
Du er da noget af en expert på det der facegym <3 Er det youtube med hende, der hedder Koko? Hun ser godt nok ud som om, der er både Botox og filler på spil, men det kan jo være øvelserne - selv om musklerne bevæger sig meget lidt, når hun laver dem.
Jeg fandt noget mere smil her...https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4190816/ så du kan få weekenden til at gå med at smileøve <3
Karin winther skriver
😀🙏🏼 taaak
Hun var Japansk er det eneste jeg husker. Og dr har jo ingen rynker de skønne mennesker fra den del af Asien
Karin VS skriver
Kære Lise 🌹
Sikke en hyggelig dag 😃😃
Hvor kunne det være fantastisk med fotos, før og efter 😃😊
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Tak kære, og ja, det var en meget hyggelig dag. Hvis du følger på Instagram, og det gør du vist, og du ellers kunne høre, hvad jeg siger på den video af Anette’s, jeg har delt, så ville du høre mig sige til Anette, som meget sødt ville tage foto af mig, at jeg ikke ville fotograferes. Faktisk sagde jeg det indtrængende flere gange. Så der kommer ikke før/efter fotos som jeg lige nu kan se det. Indtil videre må I tage mig på mit ord – selv om jeg meget godt forstår et ønske om ‘bevis’ (;
Men hvis jeg tager over til Else Marie Lissau endnu en gang i det nye år og hun tager fotos igen, så kan det jo være, at jeg gør det sammen med dem, hun tog i går. Sådan et par hagebilleder.
Tak for overhovedet at være interesseret, knus lise
Karin VS skriver
Åh jeg forstår dig så godt 😊😊 jeg har det nøjagtig ligesom dig! Kan blive helt trekantet i hovedet når “folk” (dvs venner) render rundt og tager billeder man ved kommer på div sociale medier 😜😂 nå!
Ja jeg følger dig på Instagram, smutter lige forbi og tjekker 😃
Det var også kun for at se hvor blid en forskel det er, for nogle gange når man ser semi-kendte med opstrammet ansigt og botox skudt alt for meget ind, så er det jo ikke så smukt igen. Men som du er, da ved jeg godt det ikke er den vej du går ❤️
Knus 🤗
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Jamen, det er frygteligt. Somme tider til pressemøder, så sniger jeg mig langs væggene. Jeg husker engang et Zarko-møde, hvor jeg ankom og intetanende vadede lige ind foran en fotograf, der var ved at lave video. Og man brugte videoen (gisp).
Lige nu vil før/efter ikke fortælle andet end at jeg har et blåt mærke, og så er vævet stadig en smule hævet. Men der bliver ikke meget at se, og det var heller ikke meningen. Og der kommer slet ikke Botox på tale eller filler i læber eller andre steder end bare nede på den hage. Men måske bliver det slet ikke aktuelt med nyt besøg. God-aften-knus, Lise