Sagde en kollega
Vi skal en del år tilbage til min tid på ALT for damerne og en gruppe journalister, der var så anti alt, hvad der havde med mit skønhedsstof at gøre. Og jeg husker stadig, at en af dem på et tidspunkt, hvor jeg sikkert havde skrevet om natcreme, nærmest med foragt sagde til mig: Man tørrer den jo bare af i puden!
Og den bemærkning randt mig i hu, som man sagde i gamle dage, da jeg fortalte om Faaborg Pharma natcremen i går. Men er det sandt, hvad hun sagde, er creme om natten – som det var hendes holdning – nærmest spildt, fordi den forsvinder i pudebetrækket?
Det kommer jo især an på tre ting…..
*Hvor kort tid før man går i seng, man smør sig
*Hvor tykt, man smør sig
*Hvordan man ligger på puden
1) Man smør tykt på og vælter om med kind mod pude. Så er det logiske svar, at ja, man vil tørre overskydende creme af i pudebetrækket.
2) Man forfugter og lægger serum og/eller creme, børster tænder og reder dagens filter ud af lokkerne og har måske andre små ritualer. Der går altså et kvarter eller mere, før kinden rammer puden, og så har huden haft tid til at forsyne sig.
3) Man sover med den HER pude eller bare på ryggen (det bliver nemmere med puden) eller man sover på samme side det meste af natten. Det sidste gør jeg, men min venstre kind er lige så pæn (eller det modsatte) som den højre, og det er måske fordi jeg er en no 2 hudplejerutine.
En anden faktor er produkttype og produktformulering. Hvis vi kaster et blik tilbage til den magiske serum HER, som bare skal på fugtig hud og ikke have creme over, så vil den have fundet vej og være i gang med cellesnakken, når hovedet rammer puden. Bruger man derimod en creme om natten med meget fedtstof – og måske mere end nødvendigt – så kan der ganske rigtigt være noget også til pudebetrækket.
MEN natcreme bliver aldrig overflødig i min optik, den behøver bare ikke hedde ‘natcreme’. Derimod skal det, man giver sin hud, indeholde det, der støtter natopgaverne. Det havde jeg bud på HER, og læg mærke til dr. Des Fernandes ord ‘there is no one single magic bullit that does it all’. Og han, der med rette kaldes The A-Man, er ellers mester for en af en af de stærkeste. Og a propos A-vitamin, så læg lige mærke til hans ord herunder og husk solcremen.
GOD weekend til jer ♥
Karin winther skriver
Jeg viger stort set aldrig fra min aftenprocedure. Jeg bliver helt umulig hvis jeg ikke får renset og næret. Især nu, hvor faktor også skal ordentlig af.
(Sjov bemærkning med “af i puden” 😁)
Jeg læser altid lidt inden hovedet kommer på beauty-puden, så jeg føler mig på rette kurs .
Og endnu en klog mand at læse om ! Jeg har fanget haletudser og skøjteløbere med mindstebarnet og nu skal jeg se Zlatan ⚽️ film med teenageren og spise lækker mad . Så bliver det weekend !
God weekend til dig ❤️
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Jeg tror ikke, at pågældende kollega havde nogen aftenprocedure, det var ren og skær anti-skønhed, for det, de – de rigtige journalister – skrev om, det var jo mere seriøst, mens jeg bildte kvinder noget ind. Fordommene lever såmænd stadigvæk.
Jeg læser også mindst en halv time, før jeg vender kinden mod puden, så jeg kan ikke forestille mig andet, end at huden har taget, hvad den havde brug for.
Det lyder da som en perfekt mormor-dag, de har haft de to, og du har fortjent et glas, hvis du bruger den slags (; God weekend kære <3
Karin winther skriver
🙏🏼 Jeg fik brugt godt med solcreme til den ene, og pæn enkel makeup til den anden 😀
Og glasset venter til i aften, for jeg snuppede teenageren med hjem til Lejre. Hvor vi drak te . 😇
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Te og teenager og SÅ et glas <3 God weekend kære
Karin VS skriver
Kære Lise 🌹
Jeg troede lige at én havde sagt det ikke var nødvendigt at rense ansigtet om aftenen, fordi hovedpuden “ordner” det om natten 😂
Nu kan jeg slet ikke huske hvor jeg læste det, men det ér virkelig et spørgsmål om et par minutter førend cremen er inde og begynder at gøre godt – forudsat man har renset ordenligt af 😃
God weekend min ven – nu vil jeg gå ud og arbejde i haven 😍
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Kære Karin….åh, jeg ler ‘hovedpuden ordner rens’, og der skal såmænd nok være dem, der praktiserer det (;
Det går i hvert fald relativt hurtigt for huden at tage aktivt imod – alt efter jo, om den er ren, som du skriver og alt efter formlens tilgængelighed, hvis der er aktivstoffer på spil.
God weekend også til dig, og du har jo allerede været flittig nogle timer nu. Det er da også dejligt havevejr. Knus lise