Man risikerer at gå glip af noget godt
Der er de seneste år vokset en stor interesse for natur og naturnærhed frem, og det har logisk nok også ramt det, vi smører på huden. Det udmønter sig bl.a. i, at når vi ser ordet ‘naturlig’ eller navnet på en blomst på cremen, så siger noget i os, at den må være bedre end hvis der står noget langt og uforståeligt. Kemiske navne er noget skidt.
Foto: Det er nok svært at læse alle ingrediensnavnene, men flere af dem lyder temmelig ‘kemiske’ og vil måske få nogle til at sætte produktet tilbage på hylden, men ikke desto mindre indeholder de fire produkter mellem 98 og 99 procent naturlige ingredienser.
Kemi er i manges opfattelse det modsatte at natur og dermed dårligt eller uforeneligt med os. Ordet kemi bliver ved med at overleve som et fyord. Men læs lige definitionen her:
“Et kemisk stof er et materiale med en bestemt kemisk sammensætning, uanset om det er naturligt eller kunstigt fremstillet. Eksempelvis har alle prøver af rent vand samme egenskaber og samme forhold mellem hydrogen og oxygen, uanset om prøven er isoleret fra en flod eller fremstillet i et laboratorium.” Kilde da.wikipedia.org
Vores hud har godt nok et energistofskifte i sine celler, men den kan ikke spise og fordøje mad udefra. Stoffer som for eksempel vitaminer, enzymer og peptider hentet ud af frugt, grønt, blomster, planterødder osv. kan derimod kommunikere med hudens celler og sætte processer i gang, når de har været gennem laboratoriet. Og det kan en kunstigt fremstillet = syntetisk ingrediens også.
Hvis vi ser på en af verdens måske mest berømmede ingredienser, Barley SH-Oligopeptide-1, så er det et peptid fra bygplanten, der leverer en peptalk til vækstfaktorer i vores hud, men heldigvis for effekten, så har det været gennem laboratoriet. Jeg tror ikke, at et bygafkog ville have samme effekt, og Bioeffect EGF er et af de reneste produkter, du overhovedet kan vælge, og det gælder helt fra dyrkningen i de CO2 neutrale drivhuse deroppe i den islandske lava.
Foto: Og her har produkterne så fået forsiden frem (Bioeffect EGF Body Serum var ikke med på foto ovenfor, for der sad et lille label hen over dér, hvor ingredienserne stod, men der er kun otte af dem). Læs om produkterne HER
Ingredienslister er ofte det rene volapyk og selv efter mange år som skønskriver, så kan også jeg sidde og stirre på et navn og ikke ane, hvad det dækker over, men jeg har lært ikke at dømme det på vanskeligheden i udtale. Mange firmaer oversætter i en parentes, og det er jo et godt initiativ, men det kan komme til at knibe med pladsen på emballagen, og indlægssedler vil vi ikke have af hensyn til miljøet. Og her vil teknologien så komme ind med QR-koder, der fortæller historien fra jord til jord. Fra fremstilling til afskaffelse.
MEN ordet ‘syntetisk’ skal ikke udnævnes til hadeord. I korthed står syntetisk for noget frembragt af mennesker ad teknisk vej, men der knyttes noget nedsættende, kunstigt og uægte til ordet. Vi ser ind i en fremtid, hvor teknologi skal give os både optimal effekt og minimere miljøkonsekvenser. I hudplejen vil grøn bioteknologi spare naturressourcer og affald.
Og atter en gang får i onsdags-læsefri ♥
Pernille S skriver
Ikke engang med briller kan jeg læse ingredienslister længere… Derfor er jeg stor fortaler for QR-koder!
God onsdagfri🥰
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Min løsning: TO par briller (; og det er ikke engang lyv. God dag <3