– men man kan måske også gøre det bedre!
Altså hvis man overhovedet er i tvivl…..
Jeg kom i tanke om emnet her, som jeg har skrevet om tidligere, fordi jeg så en kommentar hos Pudderdåserne på deres Facebook (scroll lidt ned). Katja testede nye læbestifter og reflekterede over, hvilken farve, der klædte netop hende. En læser bad naturligt nok om ikke Pudderdåserne kunne lave en guide. Og så var det, at jeg tænkte på de der farvetests.
Der ER faktisk nogle derude – f.eks. de HER, hvor du kan uploade foto og få deres bud på din farvetype og HER teste dig selv med den digitale palette.
En af de populære måder at inddele i farvetyper har været årstider – man er en forårs-, sommer-, efterårs- eller vintertype. Nogle passer meget tydeligt ind og andre er lidt sværere at placere. Jeg er ingen ekspert, men jeg har arbejdet sammen med en, der er. Hun behøvede slet ikke farvetjekke mig, hun så bare på mig, og så sagde hun ‘du er en forårstype’.
Foto: Det her er mine farvekort, altså ‘forårsfarver’….
Gyldent i hud og hår (lyse nuancer eller rødt). Havde håret nu været mere til den kølige askeblonde side og huden med lidt rosa i sig, så havde jeg været en sommertype. For efterår og vinter gælder det samme i mørk udgave, og ifølge farvestylister er sort og ren hvid kun for vintertyper, som også er her, hvor der er knald på de klare stærke farver.
PS: Prøv at sammenligne din hud med andre – vælg indersiden af armen.
MEN alle farver er i farvebogen for alle, for farver har nuancer, og dermed er der en rød, blå, grøn osv for os alle.
I kender sikkert alle Lotte Freddie, flot og dygtig kvinde, og så er hun tilhænger af farver. Hun hader således især beige, som hun siger aldrig har givet nogen noget (altså på udseendet). Gråt er i sandhed heller ikke en af hendes favoritter. De er derimod mine, når det gælder sweatre (ifølge mit farvekort ‘må’ jeg faktisk godt i rigtige nuance). Og så elsker jeg knitrende hvide skjorter, når jeg skal være pæn (her ‘må’ jeg som forårstype hvid over i det råhvide). Lotte har et par gange, når talen var på farver, foreslået mig rødt, men hun går ikke så hårdt til mig, for vi er jo kolleger.
Foto: Audrey Hepburn, en vintertype af de usædvanligt smukke…. pixabay.com
Nu gentager jeg lige overskriften, for hvis man har fundet sin stil i sort, så gør man da bare det. Men påstanden om, at sort slanker, den holder ikke helt, for man står skarpttegnet mod omgivelserne. Og sort er ikke nogen givende farve i forhold til hud, hvis man ikke er glathudet – eller ligeglad. For hvis man har sort op til ansigtet, vil det være den refleks, huden får og den vil ikke kaste lys af sig og dermed fremhæve rynker. Eksempel: En fotograf, der skal tage et portræt, vil sædvanligvis bruge opspejlning med hvid skærm (med mindre man søger en speciel dramatiske effekt), fordi det giver en blød hudtone og mindsker skarpe skygger.
Og så runder vi lige af med læbestiften til tænder, der er blevet gullige, som tænder jo har det med at blive. Her har en af læserne hos Pudderdåserne/FB læst, at man ikke skal vælge læbestift over i det orange, fordi det vil gøre tænderne mere gule at se på. Rådet lyder som regel, at man skal vælge en mere blålig nuance, som så vil ‘ophæve’ det gullige i tænderne.
Foto: Lancôme L’Absolu Intimatte
Men er det nu rigtigt? Hvis man nu vil kontraste hvidt, hvilken farve gør det så mest effektivt? Jep, sort! Kontrastfarven. Derfor vil en læbefarve med blålige undertone stå i kontrast til den tilsvarende gullig tone i tændernes farve. En koral ikke for orange og ikke for blå nuance vil matche neutralt. Og ellers er man da bare ligeglad og gør, hvad man har lyst til. Jeg skriver det kun, fordi det bliver ved med at forekomme som spørgsmål. Og HER kan du oploade et foto af dig selv og teste farverne på Lancôme’s læbestift.
OBS! Nu skal I lige få en modetrend-forudsigelse fra mig: SELER! Og de må rigtig gerne hænge ned om hofterne. Tag lige et kig på Oscar/musik-vinderen HER, som jeg tror på vil udbrede selestilen. Kør endelig linket igennem og se alle roberne – måske tænker du undervejs, DEN farve var ikke god til dig (; Der er også nogle af dem, der måske ikke var sluppet igennem den HER omtalte galladresscode uden kommentarer. Spørger nogen mig, så ligner Austin Butler overhovedet ikke Elvis Presley. Han er i øvrigt i oversize YSL-tux. HAR I lagt mærke til, at det lige nu er SÅ moderne med oversize habitjakker! Altså også til os kvinder.
Annette skriver
Kære Lise
Jeg tror ikke, det varer længe før det igen bliver kendt og almindeligt at bruge årstiderne til at inddele i farvetyper. Det vil jeg da håbe for dem, som ikke kender det, for jeg synes stadig, at det er virkelig godt. Det har hjulpet mig utrolig meget i tidens løb, og jeg ved, at også andre lagde mærke til den positive ændring, der skete, da jeg begyndte at bruge de “rigtige” farvers nuancer og intensitet. Og ikke bare det, men også fik forståelsen for, hvilke farver jeg skulle bruge i makeup.
Jeg var en blid efterårstype, er selvfølgelig falmet noget i farverne, men bruger stadig mit farvekort.
Venlig hilsen Annette
Jeg
Lise Grosmann skriver
Annette: Kære Annette, ting har det med at vende tilbage, og de steder, hvor man finder tips er det jo også årstider, de går ud fra. Det er et fint og kan man jo sige gennemtestet system, som har hjulpet rigtig mange ud af en usikkerhed om, hvilke farver, der klæder og fremhæver bedst. Herunder dig og mig. Jeg skrev lidt med Katja, der blev testet forårstype lige som mig, men hun delte nogle ‘blid efterårstype’farver, som jeg kunne se, ville klæde hende rigtig godt. Selv om hun ikke er så gammel endnu, så er det ofte godt med lidt mere farve med alderen. Den fersken, som jeg brugte tidligere, den gør mig helt udvisket i dag. Og det er jo, som du skriver, fordi vi falmer lidt….
Karin Winther skriver
Nu er jeg ikke en læbestiftpige, men i de senere år har jeg brugt en læbeblyant ved særlige lejligheder. Hende det er Lone ville nok vende sig i kedsomhed, både over mine læber og over min tøjstil i sort og grå og hvid. Ha ha. Dejligt at man bare gør som man vil.
Men SELER !!! Der er jeg med. Eller var ! (Nu er de klippet til bælter)
Men hvor så det bare fedt ud med de seletyper til The Oscars 😎 så
Cool ! De har jo heller ikke brug for at selerne holder på noget 😂 de kan gå all in for The Attitude !
Dejligt skriv på en røvsyg dag undskyld mit franske.
Og hvad var mon dit spørgsmål, eller kommentar, hos Pudderdåserne, som blev tiet ihjel ? Fnis.
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Jeg er det kun, når jeg skal til byen – læbestiftpige – men jeg har forholdsvis mørke læber, så plejestiften er OK. Lotte kommenterer ikke makeup, men bruger selv pink læbestift, det er tøjet, der får kommentarer. Naturligt nok, da hun jo dels er tidligere model og mangeårig modeskribent.
Det der med seler og the attitude, det kunne jeg godt finde på at dyrke. Jeg bad manden finde det ene par frem, han har og aldrig bruger, men de er jo altså temmelig meget for lange. Men jeg vil overveje at møde op med det der Naatu Naatu Oscar-selelook næste gang, jeg skal til pressemøde (; Det er da SÅ fedt!
Og dejlig kommentar på endnu værre aften – hold op, det stormer.
Mht. pudderdåserne, så gik min kommentar på at nævne det med årstidstyper. Stadig ingen kommentarer fra nogen, så nu har jeg slettet, jeg følte mig virkelig olde-YT. Fnis….<3
Karin Winther skriver
Du lægger billede op når det sele- look bæres ud i byen. 😁
Please!!
Jeg elsker Lottes tøjstil ! Tænk jeg kaldte hende Lone ! Hun er sej! Og der er ikke noget årstid over hende, tænker jeg. Hun er helårs- holdbar!!
Var inde og lede efter din kommentar hos Pudderdåserne, men måske du allerede havde slettet …. Din olde- yt ting 😂🫣
Stormende godnat efter at være kommet hjem fra 7 Oscars filmen. Jesus…det må nærmest være sådan det er at være på trip, og så med Drage i skjul, Tiger på spring i variationer !! 😅
Jeg tror der bliver fut i drømmene i nat !
Peace be !
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Hihi, jeg har lige skrevet ‘seler’ på indkøbssedlen, for mandens dur ikke. Det kan være, at den lokale herreekvipering har nogle, og så kan du b*nde på, at jeg lancerer selelooket og får nogen til at forevige det. Jeg elsker at olde-chokere om end uden de stærke kulører. Det overlader jeg til Lotte, der bær dem glamourøst.
Blev der drage- og tigerfut i drømmene? Eller indfandt peacen sig, så du fik søvn (;
Karin Winther skriver
🙌😊 glæder mig. Måske jeg alligevel også går på selejagt.
Og nej, ØV, ingen dramatisk drømmeri 🤨
Men dejlig søvn 😊
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Det var godt, at dramaerne blev på lærredet. Og sæføli skal du ha’ nogle seler! <3