kan somme tider gøre godt bedre end den i stor størrelse
I går græd jeg og årsagen er flov i den forstand, at verden er lige til at tude over på så alt for mange måder. Men de havde fældet mit taknemlighedstræ. I alle de år, jeg har boet her har jeg, når kom kørende og svingede op ad vejen mod mit hjem, sagt ‘tak fordi jeg kom hjem’ til det træ, der stod i svinget. I går var det fældet. Det var en rødtjørn, som stod i kanten mellem mark og vej, den var ikke specielt stor og ikke ved at vælte. Jeg begriber det ikke, men jeg er med garanti den eneste, der bemærker det.
Men hvis vi nu fortsætter som beautyblog, så skriver jeg HER noget om, hvorfor en god tudetur gør godt. Og hvis du ikke har læst, kan jeg fortælle, at årsagen er, at den kaskade af endorfiner, som en tiltrængt tudetur udløser, forebygger den inflammation i krop og hud, som langvarig stress af forskellige årsager kan medføre. Men pynter gør gråd jo ikke lige umiddelbart. Næsen løber og øjnene, som måske har fået et roligt og afslappet udtryk, de er hævede og røde.
Så hvad gør man? Også hvis man kun græder øjnene røde, hævede og tørrandede fordi det er pivkoldt!
Afkølede teposer er et billigt og godt middel til lindring og hvis teen er sort også hjælp til at mindske væskeansamlinger. Sort te indeholder nemlig pænt med koffein, der er en af de mest effektive væskefortrængende ingredienser. Grøn te er også fin, og snup endelig en kop, hvis synet føles sløret, for catechin-antioxidanterne gør godt på øjets lysopfattende del, retina.
Lidt lymfedrænage er også en rigtig god idé, og den kan man stimulere med et par ringfingre*, der pumper blidt 1-2-3 punkt for punkt mod huden rundt om øjet. Fra næsen op over øjenlåget (ikke på) og ind under øjet. Jeg skriver mere om hævelse/poser under øjnene HER.
* ringfingre er ikke så stærke og trykker ikke så hårdt som lange- og pegefingre.
Foto: tekst til produkter nederst
Men en øjencreme er jo heller ikke af vejen. For hud bliver tør og ru af meget græderi og ikke mindst tørreri. Og jo, mange ansigtscremer kan udmærket bruges op til øjnene, men de her udvalgte øjencremer har netop det, som hævede rødrandede øjne har brug for. Og som øjencremer skal de kunne tåles* omkring øjnene, det kan man ikke i samme grad forvente af en ansigtscreme.
* Man kan selvfølgelig være allergisk over for en ingrediens også i en øjencreme.
Og så er der jo det allervigtigst: Få noget søvn ♥ En udhvilet hjerne er en forudsætning for at få styr på årsager til stress.
Og så noget, der kan fremkalde smil – håbet i en lille overlever fotograferet for to dage siden, men de er her endnu fire i blomst og to i knop under deres granfrakke.
Foto øjenprodukter: Foto: Guéri Skin Science Eyes o2 Renew er udviklet til at genetablere hudstatus efter kirurgi eller anden årsag til rødme og hævelse. Man får masser af fugt, dulmende panthenol, flere planteekstrakter, antioxidanter og hybenkerneekstrakt=planteudgaven af A-vitamin * de_CURE Multi Boost Eye Serum indeholder koffein (hævelse), kobberpeptider (kollagen), SOD (super-antioxidant), anti-inflammatoriske ekstrakter samt masser af fugt. Superfood Eye Repair Cream lister flere stærke antioxidanter/anti-inflammatoriske ekstrakter, peptider, fugt og squalane. Det er to unikke øjenprodukter – fås i bl.a. Magasin * Avène Eau Thermale er indbegrebet af øjeblikkelig kølende lindring * it Cosmetics Confidence in an Eye Cream/Anti Fatigue indeholder bl.a. flere peptider og både dem, der adresserer mørke rande, elasticitet og rynker samt hyaluron og ceramider til at skabe god barriere * Evolve Hyaluronic Eye Complex for Tired/Puffy Eyes har den dejligste kølende rulle, der fordeler fugtfyldende og lindrende hyaluron og stamcelle-antioxidanter * Doozie Facial Ice Globes bør alle have i huset klar til lindring – og om sommeren suveræn køling. Der er i øvrigt 30% lige nu, ser jeg.
Anneka skriver
Dét kan jeg også græde over!
Jeg har set flere haveejere fælde smukke træer bare fordi de var træt af alle de blade..
De er jo levende (!) de træer og nogle har stået i over 100år. At nogle nænner det. Medmindre der er fare for at det vælter ind i et hus selvfølgelig
Hvorfor planter vi ikke en masse træer i stedet på alle de marker som efterhånden er oversvømmede, så vi kan få noget af alt det vand væk og få et rigere dyreliv igen. Har lyst til at råbe ind på Christiansborg nogle gange: så GØR da noget! NU
I hjørring kommune (o a?) kan man søge om at få fredet et træ. Kan være pga alder eller at det er usædvanlig smukt eller sjældent feks.
😪 Jeg får frø-øjne når jeg har grædt meget, så er det is,- og teposer og agurkeskiver! 🙂
Rigtig god aften ❤️
Lise Grosmann skriver
Anneka: TAK <3
Jamen, det er da også noget værre griseri med alle de blade ); Der er jo mange sommerhuse her i mit område og især i visse af områderne er folk besat af en motorsav, og fælder alle de smukke gamle træer, der netop var hele charmen. Og så kan de sidde der på en bar mark og få al den sol, de begærer. Og det kommer ikke mig ved, men det ville jo, som du skriver, være klogere af os, hvis vi i det hele taget tænkte i at bevare træer og plante træer.
Hvis landbruget afgav de jorder, der tilsyneladende i fremtiden vil sumpe til, og man plantede og fik mere dyreliv, så fik de jo også mere jagt på de fasaner og måske ænder, der ville komme flere af og formentlig også flere rådyr. Og erstatning ville de få for at afgive jord. Det må da være win win.
Jeg vidste ikke, at man kunne få fredet et træ, så må jeg have fredet min gamle morel (; så de, der engang efter mig skal bo her, ikke må fælde.
Agurkeskiver til røde, hævede øjne burde jeg også have nævnt - men nu huskede du det...tak <3 Og næsten god aften. Her har vi en mix af sol og sne, vejret kan som så meget andet ikke beslutte sig <3
Karin Winther skriver
🥰🥰🥰🥰
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Tak kære – tossen her har noget med træer og sammenhænge i livet <3
Karin Winther skriver
Jeg ved det ❤️ Og jeg hader selv når nogen af mine træer vælter i skoven. Men det er så naturens Liv på en eller anden måde. Men når nogen fælder træer uden synlig/gyldig grund i nærheden af dig ….. 😬 uha, altså. Vi elsker jo træer ikke !!
Lise Grosmann skriver
Karin WInther: Jeg tror ikke, de kan lide træer i Odsherred – der er to skove, jeg ikke kan holde ud at gå i, fordi de har skamfældet. Og grrrr, de skal ikke fælde mit taknemlighedstræ, nu er der jo ingen til at passe på mig (((; Tak for ord <3