I denne biohacking-tid må vi have noget madforførelse
Og det kom jeg i tanke om, fordi jeg i googlen i egne ‘udgivelser’ stødte på en artikel til Femina, som jeg skrev til ledsagelse af mad, som Trine Hahnemann lavede. Det var en virkelig sjov opgave, hvor ‘Fortællinger om verdens bedste råvarer’ af Torgrim Eggen og Jan Omdahl var en stor inspiration. Stadig en af mine yndlingsbøger med pragtfulde fotos. Jeg tror ikke, den fås mere, men den ligger vist på biblioteker.
Her er i hvert fald min artikel i god tid til weekendplanlægning ♥
Foto: pixabay.com
Der er mad, som selv efter flere tusinde år og på tværs af landegrænser og kulturelle skel har bevaret sit ry som ”afrodisiakum” – efter Afrodite, den græske mytologis gudinde for kærlighed og skønhed, hvis søn var Eros.
Men hvad er det, der gør f.eks. østers og asparges erotisk stimulerende? Og hvorfor virker duften af vanilje særligt lokkende på mænd og smagen af chokolade pirrende på kvinder? Der er mange elementer i spil – prisen er ikke uvæsentlig. Ofte er den mad, der tilskrives særlige forførende egenskaber eksklusiv og dyr. Luksus giver et lift. Farve, form, konsistens og smag er vigtigt for det sanselige. Hvad man drikker til er også væsentligt (champagne er den suverænt mest forførende drik!).
Men alt det forklarer ikke alene, at noget mad er mere vellystig end anden, for der er faktisk også i flere tilfælde indhold bag.
”En klat vellyst”
Foto: pixabay.com
Casanova hævdes at have spist 60-70 stykker om dagen og gav østers æren for sin erotiske udholdenhed. Hvis det virkede for ham, så må der jo være noget om det ry som afrodisiakum, der har fulgt østers siden romerrigets tid. De opfylder da også alle krav til sanselig mad lige fra pris, det nøgne look, den bløde konsistens og til den let salte smag. Af nogle kaldes østers ”en klat vellyst”, og det har i tidens løb givet anledning til adskillige pikante antydninger. Selv er østersen i øvrigt hermafrodit, og den har noget at have sit erotiske ry i ud over sin perlebelagte skal. Et af dem er zink, som spiller en vigtig rolle i dannelsen af sædceller og for mandens potens i øvrigt. Et dusin hævdes af være nok til en hel uge. Men østers er i det hele taget meget næringsrige og bidrager derfor generelt til styrke og udholdenhed.
”Pink perler”
Franskmændene siger, at lyden, når en champagne åbnes, skal være som en tilfreds kvindes suk….de franskmænd! En chamapagnerus bliver man lige så prikkende ør i hovedet af som af kærlighed. Faktisk går alkoholen hurtigere i blodet pga. boblerne! Champagne er en fortryllende og festlig drik, og når den er pink – den mest feminine farve af alle – så er der lagt op til romantik.
”En elskovsbid”
Foto: pixabay.com
Det er ikke egentlige indholdsstoffer i artiskokker, der sætter dem på listen over forførende mad, det er mere måden, man spiser dem på. Som med små elskovsbid spises den kødfulde bladdel, mens man ser hinanden dybt i øjnene. Fingermad er virkelig sensuelt. Men bortset fra det, så indeholder artiskokker et stof, der er godt for fordøjelsen og styrker leveren….og det er jo heller ikke uden amourøs betydning.
Dressingen: Jomfruolivenolie – alene navnet er en invitation til forførelse (nogle kalder faktisk olien for ”jomfrudråber”). Olivenolie har for længst slået sit ry fast som en hjertestyrker, og kærlighed kræver et stærkt hjerte. Dijonsennep – silkeblød og aromatisk og dog så stærk, at den kan kalde tårerne frem. Fuldstændig som kærlighed.
”Sanselige kløer”
Hummer har lige som østers altid har haft sit sexy ry. Der er noget dristigt og lidt dekadent over at spise dyrt. Og der er helt sikkert noget sensuelt over måden, man piller og suger saft og kød ud af hummerkløerne. Den kogte hummers farve er også feminin og sensuel. Men ud over at hummer opfylder disse ydre og sanselige kriterier, så har ”havets kardinal” lige som østers også noget at have sit ry i. Det er de samme næringsstoffer, der går igen – bl.a. zink og E-vitamin, som skulle styrke potens og frugtbarhed, men også en lang række B-vitaminer og mineraler. Skaldyr er sund spise, og luksus giver et lift.
”Den søde kløe”
Chili har man kendt til i mange tusinde år og anvendt ikke bare kulinarisk og medicinsk, men såmænd også til tortur og afstrafellse af f.eks. utro hustruer. Chili er nemlig et brændende bekendtskab, om end der findes forskellige sorter med forskellig styrke. Det virksomme stof i chili hedder capsaicin, og det styrker bl.a. blomomløbet og virker muskelafslappende – og mystisk nok, når man tænker på, hvordan chili brænder, også smertestillende. Det skyldes, at stoffet stimulerer dannelsen af endorfiner, som kroppen også udskiller under voldsom motion – og sex.
Men capsaicin har andre lighedspunkter med sex, det er vanedannende
PS: Når du anvender den stærke chili, så brug handsker. Chili på sarte steder er mere hot end rart er (det var det, torturen gik ud på).
”Symbolet på frugtbarhed”
Asparges har i tusinder af år haft et tværkulturelt ry som erotisk mad. Måske – og nok i ikke uvæsentlig grad – pga. sit struttende potente udseende. Men på den anden side må aspargesens ry som afrodisiakum bygge på andet og mere end formen, for man har jo aldrig hørt noget tilsvarende om agurken. Asparges indeholder da også både plantehormoner og kalium, der har betydning for hjerte og muskelkraft og ry som afrodisiakum.
Med asparges og æg – det ultimative symbol på frugtbarhed – har man et måltid, som Casanova ville have valgt, hvis han havde kendt det.
”Jægeren skal have bøf”
Om det er jægeren i manden, skal ikke siges, men der er noget med mænd og bøffer. Faktisk er kød for mænd, hvad chokolade er for kvinder. Ernæringseksperten Debra Waterhouse forklarer det med forskellen i kønshormoner og kroppens funktioner – det er altså deres testosteron og større muskelmasse, der kræver proteiner. Så stik ham en god bøf, det giver ham styrke.
”Forfriskende urt”
Dild virker rensende og giver frisk ånde, og så indeholder dild stoffer, der virker opløftende på humøret. Alt i alt en nyttig krydderurt i kærlig sammenhæng.
”Kærlighedsgudindens inkarnation”
Foto: pixabay.com
Inderne svælger i mango, og et af deres navne for denne saftige og sanselige frugt er ”kærlighedsgudindens inkarnation”. Og de må vide, hvad de taler om, for indernes erotiske ry er uovertruffent – tænk bare på ”Kama Sutra”. Mango er meget næringsrig, f.eks. skyldes den smukke farve store mængder betakarotin, men den skønne frugt indeholder også store mængder vitaminer og mineraler – bl.a. zink, som har det med at dukke op i kærlighedstimulerende mad. Til is er mango uforlignelig, fordi den fryser smukt uden mange iskrystaller, og alt efter, hvor kuldskær, man er, så kan is være en meget sensuel spise.
”Sexet choko”
Chokolade af den mørke slags med højt kakaoindhold har virkelig noget at have sit erotiske ry i. Det er måske forklaringen på, at mænd elsker at forkæle kvinder med chokolade, som i dag er en af de mest populære Valentine-gaver. Det formelig vrimler med stoffer, som bidrager til de vellystige fornemmelser Det er stoffer, som får kroppen til at sende kaskader af lyst”hormoner” ud i blodet på os. Bl.a. et stof, er ligner et, vi danner, når vi er forelskede og andre der virker stimulerende a la amfetamin. Chokolade giver både hormoner og humør et lift.
”Alene duften”
Foto: pixabay.com
Vanilje er et kostbart krydderi, men det er ikke alene derfor, at det virker forførende. Det har længe været kendt, at duften af vanilje virker tiltrækkende især på mænd – og følgelig indgår i bl.a. orientalske dufte til kvinder. I bogen ”Verdens bedste råvarer” omtales for længst glemte forsøg med vaniljeafkog, som forvandlede impotente mænd til forbløffende gode elskere. I samme værk nævnes, at det spanske ord for vanilje, vainilla, kan oversættes med ”skede”. Så der er meget, der antyder, at vanilje bør indgå i et forførende måltid.
Kilder: ”Fortællinger om verdens bedste råvarer” af Torgrim Eggen og Jan Omdahl, ”Super Boosters” og ”Super Herbs” af Michael van Straten, ”Mood Food”/Hamlyn, ”Derfor har kvinder brug for chokolade” af Debra Waterhouse og ”Den Komplette Vitamin&Mineral Guide af Orla Zink
Karin Winther skriver
Sikke lækkert og inspirerende skriv. Elsker al den gamle gennem tusinde år visdom, som bliver ved med at leve. ☺️
Hvem har ikke stadig den skønne Juliette Binoche på nethinden, da hun serverede de yndigste små brune Venus bryster i chokolade, med små røde dutter på. Med Chili i. Til Johnny Depp ! Åhhh hele byen dånede jo nærmest i forargelse.
Bare jeg står med en gren laurbærblade bliver jeg selv helt balstyrisk 😂 ikke ud i tanken om erotik, forførelse og potens, længere 😅, men med lyst til at hive gryder frem og starte med at lave et eller andet velsmag.
I dag legede jeg med Bourbon vanilje i råsyltede kvæder……
Helt sikkert inspireret af dette skriv 😍
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Du skal se, om du kan få bogen med den vellystige mad på biblioteket. Spændende og underholdende læsning og smukke fotos. Jeg havde da helt glemt Juliette og filmen, så jeg har nok ikke været en af de forargede.
Hørte laurbærblade også til hidse-op-mad eller er det bare dig – selv om det er gå-i-gryderne-trang, der melder sig. Snart er det jul, og så dufter rigtig mange hjem nok af laurbær.
Hvor fantastisk, at du legede med kvæder og vanilje – du er da bare en madmama <3
Karin Winther skriver
Jeg må på Biblo ☺️
❤️
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Har de den ikke, så kan den måske bestilles hjem. <3
Karin Winther skriver
Aj den har jo Johannesbrød på cover 😍
Carob !
Lise Grosmann skriver
Karin WInther: Er det Johannesbrød – jeg er jo dum. Sætter lige link til, hvordan min bogs forside er https://bookstone.dk/shop/1403-oevrige-boeger-vedroerende-gastronomi/18751-fortaellinger-om-verdens-bedste-raavarer/
Anneka skriver
🥭🍇🍸 Aj hvor blev jeg lækkersulten! Godt jeg har chokolade i det mindste 😍
Lise Grosmann skriver
Anneka: Og den guffede du forhåbentlig. Kvindestuff, for vi spiser jo sundt, og chokolade er en grøntsag (;