Jeg gør i hvert fald
Det går stadig som en steppebrand gennem kosmetikbranchen selv om det snart er et par årtier siden, vi første gang læste/hørte om begrebet ‘free from’. I mellemtiden er der kommet retningslinjer, som du kan læse HER, men vi har jo også forskelligt syn på, hvad vi gerne vil være fri for.
Hvis man spørger toksikolog Ewa Daniél hos AllergyCertified, hvad hun helst ser hudpleje ‘free from’, så er en af naturens mest potente ingredienser en af dem. Nemlig æteriske/essentielle olier. Og det er en kendsgerning, at naturens ingredienser hyppigere giver problemer med allergi. Hos nogen og dermed altså ikke en grund til bandlysning.
Mange forbrugere har til gengæld mineralsk olie, silikone og alt syntetisk på deres ‘free from’-ønskeliste. De er til gengæld sjældent – nærmest aldrig – årsag til allergi.
Og så er der dem, der bare vil være fri for ‘kemi’, men den bliver rigtig svær, for alt sammen er det kemi! Også det vand, der sædvanligvis er mest af.
Jeg tror, at alle, der læser med her, har opdaget, at jeg er meget glad for naturen, og det gælder ikke mindst at være i den og med hensyn til den mad, jeg spiser. Til gengæld har jeg ikke skyklapper på, når det kommer til min hudpleje, og det ville i øvrigt også begrænse valgmulighederne, hvis kriteriet er, at der kun må være noget, der er direkte fra naturen.
Alene fordi alle ingredienser skal gennem en proces, før de havner i vores kosmetik. De skal jo gerne forene sig behageligt i serum eller creme, og det kræver stoffer, der kan emulgere dem. Lige som vi skal kunne være sikre på en vis holdbarhed og samme effektivitet i et produkt hver gang, vi køber.
For naturen er jo foranderlig og påvirkelig. Så i stedet for at røre tomat i formlen for at få lykopen, så ordner laboratoriet det med at hive lykopenen ud. Men der er jo selvfølgelig forskellige udvindingsprocesser og bearbejdning. Måske har du lyst til at vide, hvad hende HER mener, for det er ganske fornuftigt nuanceret.
Vi er tæt på oktober, som for mange af os er lyserød og synonym med den brystkræftsag, som vi kan takke Evelyn Lauder for og det stærke firma, hun havde i ryggen, men uanset, hvor kræft sidder inde i kroppen, så går behandling med stråler og kemo hårdt ud over huden. Den bliver papirtynd, udtørret, rød, inflammeret….Alt muligt ubehageligt, fordi dens opbygning og barriere har taget skade. Det betyder, at ikke mindst den creme, man forsøger at lindre med, skal være temmelig ‘provokatør’fri.
Og det er mineralsk olie altså. Det er som en forbinding, der giver huden fred til at hele. Det bliver udenpå og belaster ikke de plagede celler med at tage stilling. Det gælder jo også selv om den ødelagte hud ikke skyldes kræftbehandling men for eksempel eksem.
Jeg har skrevet det før, men jeg kan ikke lade være med igen at nævne, at den forhadte ingrediens jo faktisk er naturlig. Olie er dannet i jorden over millioner af år ved at mikroskopiske dyr og planter er presset sammen. Og mineralsk olie er et biprodukt, der er oprenset til farmaceutisk renhed, når det anvendes på hud. Ellers ville det jo heller ikke indgå i mere eller mindre alle lægens salver.
Foto Dermaknology: Hudlæge og biokemiker Uffe Koppelhus i laboratoriet
DermaKnowlogy (hed tidligere MDerma) er på sin vis en lægesalve, for produkterne er udviklet af Dermapharm i samarbejde med hudlæge Uffe Koppelhus. Og her har vi a propos min tekst HER en hudlæge med baggrund OGSÅ for at skrue kemi sammen. Koppelhus er nemlig også biokemiker. Han er således ekspert i hud og hudproblemer/hudsygdomme – ikke mindst problemer med atopisk eksem – og så ved han, hvilke ingredienser, der kan hvad.
Husk det med den forhadte, når vi lige om lidt står med frostgrader og hylende vind og måske sprækket hud, der bare vil have fred til at hele.
Foto: Du får fuld information HER om MD12 High Absorbent Cream, som ses på foto
PS: Om olieindustrien er skidt er en anden sag, men man borer altså ikke for at hente mineralske olier til kosmetik. Og kosmetik er en mini-aftager af det fedtede stof, der anvendes mange steder i industrien. Lige som silikone i øvrigt (mobiltelefoner!!). Jer, der har mere læseenergi, har måske lyst til et gensyn med mit skriv HER.
GOD weekend til jer med en kærlig hilsen fra mig ♥
Tina skriver
Kære Lise.
Jeg er fan af Uffe Koppelhus. Du skrev tidligere om nogle af hans produkter som jeg har købt, bl.a. hans vitamin serum som for mig er guld værd.
Det er lidt sjovt så mange der er imod silikone når man tænker på hvor mange der bruger solfaktor året rundt og netop der er silikonen en god makker da det giver en god spredningseffekt. Man skal selvfølgelig bare huske at få det vasket af igen.
Rigtig god weekend.
Bedste hilsner
Tina
Lise Grosmann skriver
Tina: Kære Tina, jeg har vist skrevet om Derma og også det, der nu hedder DermaKnowology, mange gange, fordi jeg synes, det er så fantastisk at kunne få sikre og effektive produkter til så yderst rimelige penge.
Og ja, både silikone og mineralsk olie får mange til at smide et produkt fra sig, men silikone kommer jo for eksempel i mange udgaver i både hudpleje og ikke mindst makeup, netop fordi det giver god spredningseffekt, som du skriver.
God aften og weekend <3 lise