….eller er det endnu en tåbelighed, der skal sættes i stå, som psykologen siger!
Det har ikke helt noget med ‘skinternal’-sagen at gøre – og dog! Jeg klappede i hænderne, da jeg læste Svend Brinkman’s IG opslag…”Præmissen er, at det ikke er nye ideer, vi mangler: Verden flyder i forvejen over med ligegyldigt bras, disruption, tidsrøvende apps, ideer, som folk tror er gode, bare fordi de er nye, og mennesker, der fuldstændig mangler evnen til at tænke inden for boksen. Det, vi mangler, er til gengæld at sætte alverdens tåbeligheder i stå…..” Tak Svend Brinkman, jeg tilslutter mig ♥
Der sidder nogle kvikke hoveder rundt omkring på idé-bureauerne med den opgave at skabe mersalg. Og det hjælpes i forhold til dagens emne godt på vej af at skubbe til en blanding af fakta og påstand om, at tid er en mangelvare og L’Oréal’s gyldne slogan ‘you are worth it’, som er kommet i mange til- og omskrivninger gennem årene.
Men vi skal altså ikke bare forkæle os, vi skal forkæle os on the go. Angiveligt, fordi vi har travlt og tid er den største mangelvare. Jeg beklager mange engelske indslag, men i det her forum er engelsk standardsprog på dansk, for det lyder bedre og mindre ‘køb køb køb’-agtigt.
En af de voksende trends er således endnu flere functional on-the-go bars, altså sådan noget chokoladebaragtigt med helsefordele og nu også i Snackable Skin Care udgave. Ifølge Functional Chocolate Company lever en kommende anti-ageing beauty bar således op til et stigende forbrugerkrav. Vi vidste det bare ikke og gik og troede, at nu var vi ved at afskaffe ‘anti-ageing’ og se på os selv med respekt hele vejen til afvikling.
Hos Holland & Barrett, der lever af at udvikle sligt, udtaler en ledende medarbejder til Cosmetics Business, at forbrugerne kræver stadig flere talenter fra deres snacks, det er simpelt hen ikke længere nok at guffe on the go. Måske giver det bedre samvittighed, hvis der står, at det styrker immunforsvaret, tarmens sundhed og leverer en dosis kollagen. Og man forudser, at det bliver en døgnvane: snacking throughout the day and night! Der er ikke meget 16:8 faste over det, men til gengæld en del tvivlsomme påstande.
Og så rykker det på baggrund af en stigende bekymring for solskader inden for UV-kosttilskud, altså piller og kapsler, der kan beskytte huden i solen. Som de HER og hvis du synes, at du kender ingredienserne, så er det nok, fordi det er en række antioxidanter, som du også finder i flere danske kostilskud til at forberede huden før sol og i sol.
Det kan der være fornuft i, hvorimod snacktrenden jo formentlig medfører sukker og overspisning på bekostning af det æble, der havde gjort større gavn. OBS! Vær opmærksom på, hvis du tager flere forskellige kosttilskud, at også antioxidanter i store mængder kan have negativ effekt. Det er jo rent faktisk naturens gift, der bør indtages i små doser og derfor leveres bedst fra frugt og grønt.
Og så skal vi lige have tang-trenden med. Tang/alger – det er det samme, og ud over, at de var her milliarder af år før os, så har de også længe været i vores hudpleje og gjort god gavn. Lige som der er steder på kloden, hvor man i generationer med somme steder længelever-bonus har spist forskellige tangtyper. Det ville på alle måder være en god idé både for egen og klodens sundhed at satse mere på tang på tallerkenen. Og du kan lære mere, hente inspiration og opskrifter og købe HER.
Men så er det jo lige, at jeg krydser fingre for, at det ikke bliver Kardashian’s Lemme gel, der overtager og spolerer en fornuftig retning for os og vor klode. Selvfølgelig sælger de løfter om alt fra ren hud, forbedret fordøjelse, øget libido og såmænd mindre brain fog/hjernetåge direkte dryppet på tungen. Jamen, hvem må ikke bare ha’? Og se, det er netop problemet!
Og så er det åbenbart det her syn, vi har i vente. Det er lidt lusket at lokke med forår og så smide frost og sne i blomsterhovederne….åh, de små ‘gækker og ‘rantisser, der står og lyser uanende derude.
Skriv et svar