med dobbelt op på UV-fordele
Jeg har fået begravet mig dybt i maj-måneds tema til Helse og læser om sol sol sol…..Og mig lig, så sad jeg der og tænkte: Stop nu med hele tiden at skrive om solens stråler som skadelige. Altså, vi har sameksisteret i tusinder og atter tusinder af år, og menneskeheden var jo uddød, hvis skadelige stråler var det eneste, vi fik. End ikke UVB’erne, som steger os rødskoldede er kun farlige. Det er vores adfærd, der er farlig.
Vi kan lidt overdrevet deles op i to grupper efterhånden – dem, der får for meget og dem, der får for lidt. Hvis du orker, så prøv at tygge dig igennem den HER artikel fra NIH/National Institute of Environmental Health Sciences, som ud over at forklare plusser og minusser også fortæller lidt om vores egen udviklingshistorie og forhold til solen undervejs. Altså fortællingen om, hvordan det er gået som det er gået.
Baglæns i nogle tilfælde…..
For det vil sikkert overraske mange af jer, det overraskede i hvert fald mig, at det ikke kun er tilslørede kvinder og deres børn, der har lave D-vitaminniveauer på nordlige breddegrader og her i landet, for som Ugeskrift for Læger nævner HER, så er engelsk syge er ved at vende tilbage.
Men D-vitamin er ikke kun vigtigt for knogler. Det beskytter med stor sandsynlighed mod flere kræfttyper, højt blodtryk, hjertesygdomme, inflammation, autoimmune sygdomme (MS muligvis) og diabetes og så er der hele vores indre energisektor og humørbarometer.
Plusserne ved at lade solen lave det D-vitamin, den er bedst til, er ikke værd at satse ved solforsagelse, når man kan få begge dele med lidt sund fornuft.
Jeg kommer nok til at vende tilbage til det, men i dag var det noget andet, jeg ville ‘sætte jer i gang med’ nu, hvor vi stadig venter på solen ♥ For under min googlen og læsen, så havnede jeg på et site under Bispebjerg Hospital, og så er vi jo hos ekspertisen inden for hud OG UV-beskyttelse her i landet og ikke mindst, når vi taler professor Hans Christian Wulff.
Foto: De fleste af produkterne har allerede været omtalt her, men I får lige links til videre læsning: Derma Natural Glow Self Tan Lotion * New Nordic Perfect Tan Gummies * Coola tan bronzage mousse * Rudolph Care A Hint of Summer * James Read Gradual Tan drops * Votary Hyaluronic Self-Tan Drops.
Jeg har nævnt det før, men når de nu på Bispebjerg holder fast i, at det er en virkelig god idé, så tænkte jeg, at det også var en god idé at minde om. Og af flere grunde særlig vigtigt på kroppen.
Dels er ansigtet mere tilvænnet sol, det er også let og overskueligt at smøre ansigtet i solcreme OG det er på kroppe, man hyppigst ser den farlige modermærkekræft. Hud, der har været gemt væk i tøj en lang vinter. Og hud som formentlig aldrig hos nogen bliver smurt tilstrækkeligt og UDEN helligdage. Kig lige videoen nederst!!!
Men først citat fra -bispebjerghospital.dk/forskning – myter om sol og solbeskyttelse:
“Ifølge Hans Christian Wulff gennemførte forskerne nogle forsøg med hårløse mus, som blev smurt ind i selvbruner og udsat for stråler. Forskernes antagelse var, at selvbrunercremen kunne være skadelig, men modsat forventningen tog det længere tid for selvbruner-musene at udvikle kræft. Selvbruner cremen yder nemlig en beskyttelse mod solens stråler, som endda er mere langtidsholdbar end virkningen fra solcreme. Ifølge professoren er selvbrunercreme så effektivt, at det kan være en god idé at benytte den som beskyttelse, fx før man rejser sydpå i den mørke tid.”
Beskyttelse med solcreme bliver ikke overflødig, men man får etableret et lille forsvar, der ikke kræver indsmøring hver anden time. Det er bedre end ingenting. Og nok så vigtigt: Hvis man har lidt farve, så er det heller ikke så tillokkende at stege for at få brune ben.
Kis skriver
Jeg er meget lys i ansigtet, og da jeg tager medicin mod pollenallegi er jeg meget lysfølsom og opmærksom på pigmentforandringer. Min morgenrutine er Tromborgs mist – en hyaluronserum, c-vitamin serum lidt forsk dagcreme pt Oskia med en dråbe selvbruner fra clarins – og til sidst en Clarins foundation Everlasting Youth Fluid SPF15. En del produkter når jeg ser det på skrift, men det føles godt – aften det samme men her afløses C vitamin af A vitamin. Jeg er 64 og har meget tør hud. Nu ser tiden til at få solcreme med – er glad for Origins Ginzing SPF40. Jeg vil prøve at lade bruge den i stedet for dagcremen. Er det tilstrækkeligt? Er det de mange produkter der gør at min foundation kan finde på et fnulre?
For mig er det lidt en udfordring at finde en god creme med solfaktor til ansigtet – nogle gange bruger jeg en spray når jeg vil friske solfaktoren op i løbet af dagen.
Du skriver så spændende indlæg om solen kære Lise- og det er skønt med sol og udeliv. Som børn blev vi smurt i Nivea, når vi var ved stranden.
Har du gode ideer til mig kære Lise?
Jeg nyder ud at rive ukrudt op og glæder mig til at sætte georginer – tiden er en anden.
Nyd foråret alle sammen.
Lise Grosmann skriver
Kis: Undskyld Kis, at der var svartid <3
Ducray har en solcreme, der er pigmentlysnende og beskytter mod hyperpigmentering - kig på apoteket. Og ellers brug et C-vitaminserum gerne også med B3/niacinamid under din solcreme.... og det kan jeg se, at du allerede gør. Plus en del andet (:
Tromborg mist er rigtig fint, og den giver dig jo både fugt og gode ingredienser til at beskytte og styrke huden. Den bør kunne gøre det med C-vitaminserum og dagcreme over. Eller mist, serum og solcreme! Plus din foundation.
Fnulleriet kan have noget at gøre med mange produkter og/eller at produkterne ikke vil blandes. Om det er et serum, creme eller foundation, så indeholder de jo mange forskellige ingredienser. Der er næsten kun at sige, at du må prøve dig frem. Og så synes jeg, du skal skrue ned for de mange lag.
Ja, det er en dejlig tid lige nu, og der sker jo noget for hver dag. Lige om lidt er bøgen også sprunget ud og så går det hurtigt fra lysegrønt til mørkegrønt. Så ja, som du skriver så sødt, vi skal nyde foråret.
Og TAK kære for søde ord til mig <3
Kis skriver
Tak for et godt og fyldestgørende svar svar – jeg har nu prøvet at undlade hyaluronserum om morgenen og nøjes med den om aftenen. Det fungerer godt. Nu vil jeg også prøve kun at bruge solcreme over min c-vitamin.
God inspiration fra dig igen – fantastisk..
Lise Grosmann skriver
Kis: Tak for at skrive tilbage, og jeg er glad for, at jeg har kunnet hjælpe dig. God dag kære <3
Karin winther skriver
Jeg er startet min Sunprepare Smuuk Skin kur, inden Kreta i maj, og selvbruner og solcremer er på vej. Lige i disse dage er det jo ikke så meget gult og blåt på himlen man ser. Og D vit er stadig med i mit morgenritual 😇
Sameksistens med solen må kunne lade sig gøre med sund fornuft, klog adfærd, ny viden og produkter ohne ende 😂😅
🙏🏼
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Du har styr på det, hvilket ikke overrasker mig <3
Og vi er dæleme nødt til at genlære sameksistens med solen, for vi bliver syge uden. Det er jo pudsigt det med, at vi leger med det farlige i korte isdyp og fastesult men at så mange har svært ved at forstå, at hormesis også gælder sol. Lidt er godt, at stege er skidt. Og især da, fordi det med den inde-livsstil, vi har, er på uforberedt hud. Vinterbadning og faste holder systemerne alert, og det gør daglige udendørs ophold tilsvarende med sol/UV. Hvad hyperpigmentering angår, så er det jo efterhånden afdækket, at der er rigtig mange ting, der kan forsage det – herunder psykiske.
Karin winther skriver
Νenlig ❤️
Pernille S skriver
Kære Lise
Bliver en kende forvirret over kvindens udsagn i videoen. “Det man ikke får smurt ind første gang, er der en god chance for at man får smurt ind anden gang…” Med andre ord, hvis man er omhyggelig med at smøre solcreme korrekt og rigeligt ind første gang, ville det da være beskyttelse nok? Har ellers opfattelsen af at to indsmøringer med ca. 20 min. interval var anbefalingen? Undrer mig desuden over at der i selvsamme video kun anbefales faktor 15 når man går på stranden. Troede det var min. SpF 30!?
Ved du hvor langt forskningsmæssigt man er på den såkaldte SpF pille?
Du havde for nogle skriv siden Avené’s solcremer med makeup oppe og vende. Her er solcremen til ansigtet på Spf 50 med farve, fremhævet. Er det ikke ok først at anvende ex. Nilens Jord spf 30, for dernæst at bruge ovenfor omtalte Spf 50?
Bedste solfaktor i sprayform til ansigtet, uden den føles klistret?
Du skriver at det er særlig vigtigt på kroppen, da ansigtet oftest har været mere exponeret i solen end resten af kroppen. Men når man nu som jeg er opereret adskillige gange for basocellulært karcinom i ansigtet, er spf 50 vel at foretrække? Ved godt med hat og skygge midt på dagen, men hånden på hjertet, så er det svært når man har have man gerne vil være i hele dagen…
Det var longskriv spørgsmål! 🥰
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Dejligt med longskriv <3
Man anbefaler at indsmøring sker ad to omgange - og her taler vi første indsmøring med den der teskefuld, som det er svært at være sikker på at få fordelt ensartet, så al hud er dækket. Og det er jo ud fra den teori, at den hud, der ikke får første gang, den rammer man med anden indsmøring. Der er også det i det, at man er mere sikker på, at man nu også bruger den mængde, der kræves for at få SPF mm.
Det er under alle omstændigheder en god idé at smøre sig ind f.eks. 20 minutter før man går i solen, men det kan da også være fint at lave interval mellem første og anden indsmøring, så første lag har nået at fordele sig bedre. Bortset fra, at man ikke kan se, hvor det er flydt hen og bare må håbe, at man får dækket helligdage anden gang.
OM flere indsmøringer er nødvendige i løbet af dagen har ikke noget med filtrenes holdbarhed at gøre men om solcremen er intakt på huden. Altså, at man ikke har sved og badet og især har tørret sig. Men den del er der delte meninger om og solcremeproducenterne, som ellers hævder at de laver stabile filtre, de går selvfølgelig ind for gentagne indsmøringer.
SPF 15 i Danmark er den officielle anbefaling og dobbelt op sydpå. Men La Roche-Posay udfaser 15 og laver kun produkter med 30 og 50 fremover. Jo flere filtre, der kommer i, jo mere taler jeg for, at man bruger et serum med f.eks. niacinamid og panthenol, som både er beskyttere og dulmere.
Jeg forsøger at følge med mht. pillen, men så vidt jeg kan læse mig til, så er man foreløbig på udviklingsstadiet. Jeg fandt lidt her hos Videnscenter for Hudkræft, som jo er dem, der har opgaven https://vfhk.org/da/publikation/oral-phytochemicals-photoprotectants-uvr-exposed-hairless-mice-study-hesperidin-methyl
Bedste SPF-spray – her må jeg melde pas med hensyn til følelse, jeg har ingen erfaring, men de kan jo i dit tilfælde, når du står der med havehandskerne, være et sikkerhedsplus. Du kan godt kombinere solcremer, som du nævner det. Du skal bare være opmærksom på, at begge har filtre, der dækker optimalt. For når vi fjerner advarslen, solskoldning, og det er nemt for alle solcremer, så kommer der flere af de andre stråler ind uden at vi jo altså bliver advaret af rødme-nu-er-det-nok.
Ansigtet vil altid på vore breddegrader have været mere eksponeret for sol, det er derfor det er her, vi ser almindelig hudkræft mens det er på kroppen melanoma hyppigst ses. At der er flere tilfælde af almindelig hudkræft skyldes jo, at der bliver flere ældre, hvis soltaxameter er løbet op. Derimod ses stigningen i melanoma jo hos unge (og især danske) kvinder, og her spiller livsstil i høj grad ind – bl.a. meget indeliv og hyppige besøg under sydlige himmelstrøg.
Jeg forstår dig så fuldstændig mht at gå ind midt på dagen, når man nu er i gang udendørs. Det får mig til at huske en artikel på Kræftens Bekæmpelse, tror jeg, det var, som jeg vist linkede til her. Men den viste, at personer med udendørs arbejde faktisk fyldte mindre i hudkræftstatistikken, hvilket jo igen antyder, at vi og vores hud opbygger et forsvar. Og pigment er ikke det eneste, der passer på os.
Hvis du smør dig omhyggeligt med SPF 50 og måske tager hatteskyggen på i middagstimerne som ekstra sikkerhed og så har en SPF-spray til at puste med, hvis du tørrer sveden af panden (; så tror jeg, du er ganske godt dækket ind. Men du skal måske undgå bare arme og i det hele taget passe på kropshuden. Her er det selvbruner kan være en lille hjælp.
Jeg håber, jeg kom nogenlunde omkring det hele – og TAK for at vise mig tillid <3 <3 <3
Pernille S skriver
Tak søde Lise for dit fyldestgørende svar. Kan altid regne med seriøse svar fra din hånd. Kh Pernille