Men man trænger
Husgartneren har netop lagt kartofler til spiring* og bortset fra, at det her er Danmarks mærkeligste beautyblog, hvad har det så med dagens emne, selvbruner, at gøre? Jo, som hver grøn spire den kommende tid vil give håb om forår, så vil også gylden glød til huden føles som at være på vej mod sol og varme. Det kan i øvrigt også være en beskyttende handling, hvis man skal på vinterferie og får sol, det vender jeg tilbage til.
*) hvis du også er på spandene, så læs mere HER, hvor du også får en lang snak om, hvorfor kartofler blev blogstof.
Her har Pestle & Mortar Glow Drops være i brug og den hud ligner lige det, der får én til at føle foråret nær ♥ Foto: Pestle & Mortar
Men allermest er emnet oppe i dag, fordi jeres medlæser Annette stillede et spørgsmål, som jeg lovede at svare på i dag. Spørgsmålet lød: “Jeg vil gerne snart til at bruge en lille smule selvbruner på ansigt og hals, men hvornår i rækkefølgen skal det være? Tror du, at jeg kan bruge Derma eller Matas Selvbruner Ansigtscreme blandet i min ansigtscreme, så det ikke bliver for mørkt?”
Det brunende stof er sædvanligvis DHA=dihydroxyacetone, der på trods af sit ‘giftige’ navn ikke er det. DHA er et sukkerstof, der bliver brunt, når det kommer i kontakt med aminosyrer i vores forhornede celler i overhuden. Men det betyder så også, at det skal i kontakt med dem og at det brunende stof ikke skal bagerst i rækken af cremeritualet men tværtimod med i forreste række.
Og ja Annette, du kan mixe selvbrunerdråber i din creme eller mixe en selvbrunercreme med din creme. Bare bland ordentligt, så du ikke laver striber.
Før man selvbruner bør man eksfoliere, så huden bliver ensartet, for ellers bliver farven skjoldet. Hudens celler skaller jo mere af f.eks. de steder, der er i berøring med tøj eller som vi berører, og derfor vil der være forskel på mængden/tykkelsen af hornceller. Og der, hvor der ligger et tykkere lag vil huden få mere farve og altså vil resultatet kunne blive skjoldet.
Eksfolieringen vil også bidrage til at give huden den lave pH-værdi, som selvbrunere fungerer bedst ved. Hårfjerner du, så husk at gøre det før du selvbruner for ellers hiver du farven med af.
Med Pestle & Mortar Glow Drops får du nogle af de bedste fugtingredienser (hyaluron, glycerin, propanediol), fordi god fugt er vigtigt for en ensartet resultat. Du får fuld ingrediensliste og fremgansmåde HER, hvor du også kan finde Exfoliate. Foto: Pestle & Mortar – montage: #lisegrosmann/BeautyBlog
Hvad farven angår, så er den holdbar så længe cellerne, der er farvet, er på huden. Men de skaller som bekendt af og derfor skal man gentage efter nogle dage for at beholde kuløren, der ellers kun vil holde en ugestid. Der er flere produkter og selvbrunersnak HER.
Og så det med selvbruner som UV-beskyttelse med en effekt svarende til SPF 2-3. Og det har jeg fra yderst pålidelig kilde, nemlig manden, der har studeret sol og især soladfærd mere end nogen anden, professor Christian Wulff. Jeg indsætter hans ord om selvbruner nederst.
PS! Det kan være en rigtig god idé også i nær fremtid at starte med pre-tanner/tan optimizer kapsler som Smuuk Skin Sun Prepare og Imedeen Tan Optimizer, som ud over at styrke og beskytte huden indefra med et skud antioxidanter også giver en let pigmentering.
Professor Wulff om selvbruner:
Det er nok de færreste, der forbinder selvbruner med solbeskyttelse. De fleste bruger selvbruner creme af kosmetiske grunde for at se brun ud, før man har haft lejlighed til at komme ud i solen. Men faktisk har forskerne på Hudafdelingen opdaget, at selvbruner yder en ret effektiv beskyttelse mod solens stråler.
Ifølge Hans Christian Wulff gennemførte forskerne nogle forsøg med hårløse mus, som blev smurt ind i selvbruner og udsat for stråler. Forskernes antagelse var, at selvbrunercremen kunne være skadelig, men modsat forventningen tog det længere tid for selvbruner-musene at udvikle kræft. Selvbrunercremen yder nemlig en beskyttelse mod solens stråler, som endda er mere langtidsholdbar end virkningen fra solcreme. Ifølge professoren er selvbruner creme så effektivt, at det kan være en god idé at benytte den som beskyttelse, fx før man rejser sydpå i den mørke tid.
Og så masser af mange ønsker om en dejlig weekend ♥
Charlotte skriver
Hej Lise. Jeg er også rigtig glad for forklaringen med selvbruner jeg starter i morgen med Peeling og selvbruner når jeg har været i min datter skønhedsklinik op få vokset ben, vi tager til Gran Canaria på mandag i 14 dage ihh hvor jeg og min krop glæder mig til at komme ned i varmen🌞 jeg har pestle og motars glow drops fra En Beauty Box fra vores kære Anette
jeg skal dog først til at prøve dem fra i morgen af.
Som de fleste kvinder har jeg prøvet rigtig mange selvbrunerer og jeg er blevet rigtig glad for den fra Matas deres eget mærke den hedder Easy Sun en hvid lotion
Den lugter ikke og så er den billig
Whats not too Like🤗 måske er @Karin Winther frisk på at prøve den🌞
Tak for at gøre mig klogere på den gode virkning selvbruner også har
Kh Charlotte
Lise Grosmann skriver
Charlotte: Det lyder som en god plan <3 GOD ferie kære!
Vi håber, at Karin Winther ser dit tip og ellers mailer jeg hende.
Kh lise
Pernille S skriver
HVIS jeg nu overvejer at tage Smuuk Skin Sun Prepare som indeholder fiskegelatine, skal jeg så droppe eller minimere min daglige dosis af kollagenpulver?
Danmarks mest alsidige blog dykker selvfølgelig ned i den sorte muld. (Med husherren i baghånden) Snart er det tid til at lægge de tidlige kartofler. Sikken glæde der venter forude🥰 På den kortsigtede bane er det weekenden som glæder! God weekend Lise
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Ja, der er gelatine som hjælpestof, men hvis dit kollagenindtag er de 5 g (Jerk W. Langer siger jo 10 g ved særlige behov), der normalt anbefales, så er der næppe grund til bekymring. Jeg vil tro, at vore bedste/oldeforældre, der simrede mad og spiste ‘det hele’ fik betydelig mere.
Nu er du jo noget af en haveekspert, men der kan være dem, der gerne vil på spandene, der ikke husker at kigge efter læggekartofler (; Og de var der i jem & fix og ligger nu og spirer. God weekend også til dig kære <3
Pernille S skriver
…og til dig 🥰
Ps. Jeg skal forspire Solist i morgen🌱🥔
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Og nu er solisterne sikkert allerede godt i vækst (; God aften kære
Karin Winther skriver
Kære Lise, det er virkelig ved at være tiden hvor man savner en gylden glød. Jeg købte Andrea Rudolphs Hint of Summer sidste år, og den gav en smuk tone. Men det lugter altså stadig af selvbruner, i min næse, og jeg hader det.
Er der mon et mærke der ikke “lugter” og som ikke er parfumeret ?
🙊
Lise Grosmann skriver
Karin WInther: Jeg har lige haft næsen i Pest & Mortar, og jeg synes ikke, at den lugter bvadr. Men det kan jo være, at min næse er mindre følsom over for DHA-lugten. Men får du mulighed for at stikke næsen i en tester, så er det jo kun dig, der kan afgøre det.
Jeg kan ikke lige på ‘stående fod’ sige nogen….måske kan vi få et tip er i kommenarfeltet.
HALLO KAN NOGEN HJÆLPE HER MED EN SELVBRUNER, DER IKKE LUGTER AF SELVBRUNER???
Karin Winther skriver
😌
Ellers må jeg på pillerne !
Lise Grosmann skriver
Karin WInther: Charlotte har et selvbrunertip til dig – Easy Sun en hvid lotion fra Matas – som ikke lugter!
Lisbeth Lyng Thyssen skriver
Jeps. Easy Sun – den findes som servietter, bodylotion og bodyspray 🙂
Lise Grosmann skriver
Lisbeth Lyng Thyssen: Tak for info <3
Mia skriver
Jeg er i Miami i et par uger så super relevant indlæg 😎☀️😎
Lise Grosmann skriver
Mia: Heldige dig <3 og skønt, at du kan bruge dagens ord. God Miami-weekend...
Karin VS skriver
Kære Lise 🌹
Det er så genialt at vide at selvbruner hjælper!
Jeg ved det også selv for jeg bruger ALTID selvbruner på benene og bliver aldrig rød, ikke engang lyserød 😄
Og tak for rådet om at det skal først på huden! Det er da ærgerligt at bruge penge og tid og have forventninger til noget der så ikke virker 🙈
God weekend til dig kære🤗
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Kære Karin, det fortæller noget om, at hvis vi nu går forsigtigt til den rigtige sol og får gradvist farve, så får vi altså også beskyttelse, og måske har naturen tænkt det sådan, fordi det er naturligt, at vi får sol – selv om man siger, at den brune farve er tegn på, at huden har lidt overlast. Men det er jo interessant, at den farve fra selvbruneren, der jo ikke laves nedefra af pigmentceller, den også beskytter en lille smule. Weekendknus også til dig kære, Lise
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Kære Karin, ja og det var oppe i går på solpressemødet….af selvbrunerfarve faktisk giver SPF 2-3 plus at vores eget pigment jo også er et UV-filter.
Bruger du dråber, så skal de jo bare i din bodylotion og ellers virker selvbrunere jo også plejende. Så du går ikke glip af noget.
Knus lise
Annette skriver
Kære Lise.
Tak for forklaringen om selvbruner, hvor er det dejligt at have dig til at hjælpe.
Jeg har lige set din mands hjemmeside, hvor er den spændende og med smukke billeder. Hvis min mand havde levet, vile han med stor glæde og begejstring have set med.
Venlig hilsen Annette
Lise Grosmann skriver
Annette: Jeg håber, du fandt svar på dine spørgsmål. Havestoffet er en del af bloggen her, min mand er bare det kloge hoved. God weekend kære – og jeg vender tilbage til dine spørgsmål <3