Nail Transformations kalder MAC en serie lakker, de lancerede her i juli, og det kunne man sætte som overskrift på de senere års helt enorme fokusskift til neglene (neglelak har for længst oversteget salget af læbestift) ikke bare med farver, der før ville have været utænkelige, men pludselig var blank ikke bedst, overfladen skulle være mat. Eller som sandpapir. Eller med perler, glimmer og alt det, som mod og teknologisk formåen tidligere bremsede. For ikke at tale om en revolution inden for holdbarhed. Og nu rykker det virkelig, der går gel i flere og flere lakker. Ikke bare hos negleteknikerne men DIY.
Tilbage til MACs Nail Tranformation, der netop leger med farve, finish og struktur og f.eks. laver lædereffekt. Og DET kommer vi til at se meget mere til, læder bliver HOT til efteråret. L’Oréal kommer med en serie Shades of Grey (grå er den nye sort, remember!) på syv grå nuancer fra lysegrå til koksgrå og samtidig har de forskelllig tekstur, metallic – hologram – latexlook. Det er greymania og det er ret flot, siger jeg bare.
Desuden har L’Oréal taget en ny teknologi i brug, ”silicon&flex resin”, som giver en holdbarhed på 12 dage (uden UV-lampe). Men vi må lige vente lidt, før det er i butikkerne.
Essie ville ikke men gjorde det alligevel – gik gellak – og har her i juli introduceret 2-in-1 LED Gel System med op til 14 dages holdbarhed. Ude hos de proffe vel at mærke. Og det ville jo ikke være Essie, hvis ikke der var MANGE farver (36 faktisk). Essie Weingarten kaldes ikke for ingenting ”dronningen af farver”. Og af laknavne burde man tilføje, og det siges, at hun selv finder på dem. Jeg er tilbøjelig til at tro det, jeg har mødt hende, hun er en forrygende kvinde.
Ciaté har vist vejen og fik os til at sidde og lægge krymler på neglene, nu går der også gel i dem. Der kommer et starter kit. Og deres Gel Topcoat kan forvandle enhver lak til gel! Men først 1.september!! Hvor også Haute House kollektionens skønne efterårsfarver kommer, kun i mini!
OPI er netop nu på vej med Little Northies, her de fire første. Og i begyndelsen af september kommer Nordic Collection by OPI GelColor.
Vi vender tilbage til nu, hvor Chanel stjæler billedet med deres nye version af french manicure. Oh-la-la, er det bare chikt! Og hvis ikke du kan holde tungen lige i munden til den slags perfektionsstrøg, så foreslår Chanel The Accent Nail Manicure med pegefinger i én farve og resten i en anden farve – f.eks. Pink Tonic og Mirabella på de andre negle eller Sweet Lilac med Tutti Frutti på de andre negle. Med de farver kan intet gøres grimt!
OBS! Husk, at uanset farve, finish og alt det andet, så er en god neglefil og negleolie first choise. Og når du lægger lak, så er 3½ strøg nok: Først det halve strøg på spidsen af neglen, fordi det styrker lakeringen dér, hvor den er mest udsat og samtidig tager lidt af lakken af penslen, så du nemmere kan styre mod neglebåndet uden at klatte. Første egentlig strøg er på midten af neglen fra neglebånd til neglespids – så et strøg i den ene side fra neglebånd og ud og så i den anden side. Og nix pille mere! Når du har lært at dosere den rette mængde på penslen er det ikke nødvendigt og på den måde får du den flotteste finish.
Lise skriver
Tak, Christina, det er jeg glad for, at du synes….at jeg er fuld af gode tricks (; det stammer fra min tid som praktiserende kosmetolog, hvor jeg lavede en hel del manicure. Og det er faktisk ret nyttigt ((:
Christina Hansen skriver
Spændende og smart med det første halve strøg! Den var ny og skal naturligvis afprøves. Det er netop der, det hurtigt går hen og bliver nervepirrende.
Du kan virkelig mange gode tricks 🙂