Sexual Healing står der på flakonen her, og det skal nok passe, når det er Mark Buxton, der er næsen, for han er ikke hvem som helst. Læs hans CV HER
Men det er jo ingen garanti for, at den matcher ens parfumepræference. Selv har jeg det sådan, at lige så meget jeg besnæres af alle de woody og dybe varme parfumer lige så lidt synes jeg, de harmonerer med mig. Jeg er og bliver til den grønne side og de græssede noter for ikke at tale om appelsiiin. Og når jeg bruger duft- det gør jeg nemlig ikke til daglig – så bruger jeg den i et let pist hen over arme bryst, så jeg selv har glæde af duften, der stiger op. Og så lader jeg noget dale ned i håret på nakkesiden.
Jeg er i det hele taget meget duftfølsom, og selv det at gå gennem et stormagasins parfumeafdeling kan være en udfordring. Det kan det i øvrigt også være ikke at blive sprayet, før man når at sige nej tak. Til pressemøder deles der selvfølgelig blottere ud, men alligevel er der altid modige sjæle, der straks sprayer sig med en duft, de ikke har andet kendskab til end den beskrivelse, de netop har hørt. Jeg har lært lektien og snuser mange gange til papir, før en parfume får plads på min hud. Er den der først, så kan den ikke vaskes af, man må vente til den selv fordamper. Det er værd at huske, når man står derude og leder efter sin nye yndlingsparfume.
A propos Mark Buxton, så spurgte en kollega ham engang til et pressemøde, om han havde nogle top-tre-favorit-dufte (af andres forstås), og han nævnte Shiseido Feminity du Bois med følgende kommentar: “Perfect accord, all can wear it…transform all women to beautiful!” (noget af et skudsmål fra en af de bedste parfumører). Som no 2 nævnte han Clinique Aromatic Elixir og som no 3 Dior Fahrenheit (mænd), som han ledsagede med bl.a. ordene ’so powerful’ ’so vibrant’. Det var et par anbefalinger fra en ekspert, og de tre dufte er jo ikke nogle, man møder på hvert et gadehjørne. Så er der lidt inspiration til næste tur til duftdisken. Seneste duft fra mesteren himself er i øvrigt A Day In My Life. Og det er jo, som foto viser, tydeligvis en anden boldgade end healeren.
Mette K. Eriksen skriver
Jeg bliver da helt nysgerrig på den Shiseido duft, hvem vil ikke gerne være lidt mere beautiful????. Havde en for mange år siden derfra… Zen hed den vist. Den var også dejlig, selvom den måske ikke falder i min smag længere. Lige for tiden har jeg en forkærlig for parfumer med figenduft. Korres laver en vidunderlig bodylotion i den variant og Clean har også lavet en skøn parfume i citron/figen boldgade. Har I nogle år arbejdet i vuggestue og har derfor ikke brugt parfume til hverdag… og nu hvor jeg holder orlov, har jeg vænnet mig til ikke at lugte parfumeret, så kan næsten få helt hovedpine, hvis jeg er sammen med nogle der lugter af tung parfume. Det er sjovt, som bestemte dufte bringer minder og følelser frem. Opium minder mig om min mor og havde en kæreste, der brugte Fahrenheit, som Buxton også nævner. Men den rigtige duft, kan gøre både mænd og kvinder mere tiltrækkende…. og så sandelig også det modsatte, hvis kropslugten, om den er au naturelle eller ej, stikker i næsen…
Lise Grosmann skriver
Mette K Eriksen: Ja, jeg husker den, Zen….den er også i en udgave til mænd, og sådan er det oftere og oftere. Der er faktisk mange kvinder, der vælger mandeudgaver, så prøv du om det er en Zen Men, du skal have næste gang (;
Det er nok en god idé under alle omstændigheder ikke at bruge parfume hver dag og så vidt muligt undgå den på huden.
Og du har ret, dufte er så meget minder og har i den grad at gøre med tiltrækning/frastødning. Og det gælder bestemt også au naturelle selv, når vi ikke er bevidst om en lugt ved et andet menneske. Vores næse bestemmer mere, end vi er klar over.
Eva B skriver
Hehe det er vist et af de mere sexy billeder der har været vist på BB – blev helt overrasket ????
Ja, cliniques aromatic eleksir er så besnærende. Hver gang, jeg har planlagt at investere i den, bliver jeg desværre alligevel fristet af noget nyt og spændende og tænker “…den er jo også gammel…” underforstået ikke så spændende. Men det er den. Fantastisk duft. NU vil jeg altså holde fast på den første indskydelse næste gang
( hvilket iøvrigt er en god rettesnor når man er i tvivl om noget m flere valg ). God aften derude ????
Lise Grosmann skriver
Eva B: Nåeee? (smil) Frækt men superflot foto, som jeg så tilfældigt og som kom til at bestemme dagens tema.
Fantastisk historie med Aromatic Elixir egentlig, men Buxton giver jo forklaringen, den holder fordi den er noget helt særligt. Ofte, når jeg har mødt nogen, der duftede helt specielt, lidt mystisk, så har det være den. Jeg har aldrig selv brugt den af de grunde, jeg skriver i teksten, men da jeg jo har set dig er mit bud, at den lige netop godt kunne være ‘din duft’. Du kan jo spraye dig med en tester og høre, hvad mand og andre siger. God dag <3
Eva B skriver
Tap for dufttip, Lise, det tager jeg til mig. Og så vil jeg da tjekke historien bag Aromatic eliksir….❤️
Lise Grosmann skriver
Eva B: Og tak fordi du læste dig gennem et par ‘slagfejl’….men vov det, den er helt anderledes end andre af de sexysensuelle.