Og de rammer præcist. Ham her er særlig god til det
Allerede tidligt i mit skønskriverliv blev jeg fascineret af de mennesker, der kan male med noter. Næserne, parfumørerne, parfumeskaberne….En af de største er Mark Buxton, som jeg har været heldig at møde.
En spøjs fyr, der allerede for år tilbage satte sin næse fri selv om han havde skabt parfumer for de største huse – Cartier, Givenchy, Versace, Burberry og såmænd den første duft for Comme dés Garcons. Buxton kan bare noget helt særligt med at sætte oplevelser på noter, og det har for længst har placeret ham i hall of fame.
Foto lånt på brandsofbeauty.dk
Og man kan godt forstå, at når ens næse konstant inspireres, at så er det svært at lade sig kontrollere af en marketingafdeling i et firma. Og her kan han nok heller ikke få lov til at sætte de ret usædvanlige navne på parfumerne, som han vælger til sine egne dufte. For eksempel Devil In Disguise.
Jeg husker, at han til et møde fortalte om inspirationen til netop den. En skøn chypre-duft, som jeg er vild med selv om jeg adskiller mig en del fra det, der inspirerede Mark Buxton til det der hundjævleri. Det var såmænd et ophold på en café i Rom med venner, hvor hans opmærksomhed pludselig blev fanget af en odeur.
Der sad parfumøren så med forundring i næsen. Det var ikke en af de klassiske dufte, som han kender så udmærket. Der var ingen i selskabet, der duftede lig, han kunne end ikke lokalisere, hvor den kom fra denne duft af patchuli, rose, orange, grape, magnolia – af chypre og good old Italy. Som hvis Sophia Loren var gået forbi, lød hans konklusion. Men inspirationen kom på flaske, og du kan læse mere HER.
Og hvis du kigger ind, så er du i et sandt parfumeland af nichedufte, så surf lidt rundt. Og pst! de har shop HER.
Foto lånt på brandsofbeauty.dk
Faktisk valgte jeg en af duftene til min seneste artikel til Helse. Le Galion Sortilège. Og tal lige om celebrity-parfume! Selveste Marilyn Monroe var muse for Sortilège før Chanel købte hende. Sortilège er skabt i 1936 og blev signaturduft for den berømte Stork jazzklub i New York, som uddelte den til besøgende berømtheder som Lauren Bacall, mit stilforbillede….hvid skjorte og noget med sidelommer ♥
Resten må I læse, når det nummer af Helse udkommer 19. november. Men før jeg slutter, vil jeg lige nævne to nye fra Marianne Tromborg. Jeg har tidligere skrevet, at jeg beundrer netop hendes talent for dufte herunder anvendelse af æteriske olier i flere produkter. Og de to nye Eau de Parfum, som er molekyledufte, er netop udviklet til at have en specifik påvirkning, som vi kender det fra aromaterapien.
EdP Entropi med ingefær, trænoter og ahhhh tonkabønner til at stimulere gennem afslapning og EdP Superposition opløftende og sensuel ved hjælp af vanilje, Ylang Ylang, Patchouli og igen ingefær. Men læs om dem HER.
Skriv et svar