Dagens longskriv med kærlig hilsen
I går havde jeg besøg af venner, en tidligere og stadig værdsat kollega* og hendes mand. Hendes krop har sat hende på indfasning til overgangsalderen, og det førte jo til samtaler om alder. Også fordi vi begge – og hendes mand – er tilknyttet mediebranchen. Unægtelig ikke det nemmeste sted at have hud, der mister sit faste greb. Selv om hun stadig klarer selfie-testen, så er mine rykket ned til fødderne, som nu eneste egnede i dagens hårde mediedom.
* I dag kvinden bag dette fantastisk beautyforum. Hvis du kender en, der lider af nostalgi, så læg lige mærke til, at der er Tabac i shoppen ♥
For den er der, den hårde dom. Husker I dette indlæg og citatet om, at der stort set ingen ulemper er ved at være smuk og 70 procent er enige i, hvad der er smukt: Symmetriske ansigter OG ungdommelighed. Vi bliver simpelthen glade af at se smukke mennesker, siger Mads Meier Jæger, ph.d i sociologi, der forsker i skønhed. Ham kan du læse mere om HER.
Men smuk er vel ikke noget med alder, man kan vel også være smuk som ældre/gammel? De mange smukke influencere, der lige nu har succes på de digitale medier, de bliver vel ikke mindre smukke, fordi årene går. Nu skal jeg jo træde forsigtigt her, men det er måske ikke i denne gruppe, man ser færrest kosmetiske behandlinger, der kan trække tiden. Og pladsen på platformen. Det er svært at være gammel men sværere at være gammel kvinde, som sociologen også siger.
Jeg ved det…..taknemlighed over at få af livet, når man er en af dem, der påskønner hver en detalje. Og jeg ER taknemlig. Men det scorer ikke klik og penge på kontoen, når man skal klare sig i denne branche, hvor viden og erfaring har mistet status.
Og dermed kommer vi på sædvanlig #liselongskrivervis frem til mit hudærinde. Og hud er i al væsentlighed bare hud – basta. Dog er det jo tydeligt, at der sker noget med barnekinden igennem årene. Den fugtspændte hud ændrer sig første gang radikalt i puberteten, hvor der bl.a. kommer gang i talgproduktionen. Det siger noget om hormoner, og dem, der har med køn at gøre, de står for de næste store ændringer i overgangsalderen. Og hvor puberteten ramme ekstra, når man er dreng, så rammer meno-halløjet ekstra hos kvinder.
Foto: Vi har også en skræl udenpå det saftige indhold og uden på skrællen har vi et fedtlag til at holde status-fugt-quo og afvise vand og skidt, der ikke skal ind. I øvrigt indeholder oliven squalene, og det gør vores hudtalg også.
Hele livet har de fleste af os hunkøn en mindre talgproduktion end dem af hankøn, og den går heller ikke fri af forfald som vi hudældes. En væsentlig årsag til, at huden får større tendens til tørhed og hudhys. Og dermed en god lære om betydningen af dette ofte forhadte hudstof. For talg er ikke hudens fjende.
Faktisk har vi talg i en udgave, der er unik for os mennesker og som kroppen bruger meget energi på at producere. Talg er i samspil med hudens naturlige fugtfaktorer og ‘syrekappe’, som også omfatter sved, en forudsætningen for en sund og modstandsdygtig barriere.
En barriere, der holder på fugten og styrker immunforsvarets vigtige aktører. Talg er nemlig afgørende for balancen i det der mikrobiom, bakterier m.m., som stadig har svært ved at få opmærksomhed og respekt. Det går lidt lettere for tarmen, men næst efter den, så er huden det af vores organer, der er beboet af flest hjælpsomme mikrober – trillioner er der.
Der er indtil flere gode grunde til, at vores hud er fedtelskende og vandafvisende og let syrlig i sin barriere. Og det har betydning for udnyttelse af hudplejen. Nu er de fleste ingredienser for store til at penetrere en intakt hudbarriere, men de kan kommunikere. Hvis du synes, at det lyder vrøvlet, så tænk på, at hud jo nødvendigvis skal reagere på ydre påvirkning og eventuelt aktivere immunforsvaret.
Visse peptider kan nå længere ned og ellers skal ingredienser være i nanostørrelse og være fedtoløselige. Men det er jo ikke uden risiko, hvis kosmetik kommer i kontakt med blod- og lymfebane og dermed får en systemisk effekt som var det et medicinsk produkt.
Mange ingredienser gør deres gode arbejde på overfladen ved at holde huden smidig og styrke sammenhængskraft og forsvar. Vand/fugt har det svært, fordi huden er vandskyende, men det løses ved at pakke vandmolekylerne ind, så de kan komme lidt ned i overfladen og fylde fugt på. Men en omdiskuteret rute er hudens talg- og svedkirtler. Og deres udførselsgange er faktisk også i princippet indgangen til resten af os.
Mit råd lyder stadig: Spar på skrubberiet og grovkornede overgreb samt nåleprikkeriet for at komme forbi hudens indbyggede forsvar. Og det bliver unægtelig ikke mindre vigtigt som huden og dens processer svækkes med alderen.
Jeg læste disse smukke ord af Zoe Draelos, klinisk forskningsdermatolog ved Duke University, North Carolina: “Du skal behandle din hud som et silketørklæde, og det ville du aldrig rive hul i, trække i eller klemme, det ville ødelægge det. Sådan har din hud det også.” Den vil være smuk helt af sig selv så længe den er sund, så på en vis måde kan man sige, at jo mindre du gør jo bedre, siger dr. Draelos.
Så planen må være fugt og lidt mere fedt med alderen sammen med de kendte hudforbedrere.
Sikke et longskriv, men I slipper i morgen, hvor jeg skal til næsekontrol hos kirurgen, der fjernede min hudkræft – og måske/formentlig sendte mig hjem med den infektion, der kostede en penicillinkur.
Pernille S skriver
Et godnat virtuelt kram og tanker din vej. 🩷
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Jeg var gonattet i seng, men det virkede, for jeg sov ni timer, og det er længe siden. Så tak kære <3
Iben Hahne skriver
Go vind I morgen 🙏😍
Lise Grosmann skriver
Iben Hahne: Tak kære <3...har været i dag, og der skal skæres en gang mere, alt var ikke fjernet. Det bliver da en spøjs næse til sidst ((; men væk skal det jo.
Tina skriver
Hej Lise.
Jeg synes ældre ansigter kan være lige så smukke som unge ansigter. Jeg har en veninde der ikke er af samme mening og får diverse ting sprøjtet ind i ansigtet, men hvad nytter det når både hals og håndrygge viser noget andet end ansigtets glatte betræk.
Et lille sidespring til dette indlæg hvad mener du om cyclopentasiloxane i f.eks primer.
Alle mine gode ønsker for dit lægebesøg🦋.
Bedste hilsner
Tina
Lise Grosmann skriver
Tina: Jamen, et ansigt med livets signatur kan da være utrolig smukt, og heldigvis er der mange kendte kvinder, der er gået ind i det her aldersfacisme-problem, for det er det jo. En skuespiller bliver jo ikke dårligere fordi hun bliver 50, hun får bare ingen roller. Og os almindelige kan risikere end ikke at komme til jobsamtale på trods af perfekt CV, fordi man kasserer ud fra alder.
Hvis du ikke har i sinde at indtage cyclopentasiloxane eller indånde det eller det er i meget høj koncentration i et produkt, så ville jeg ikke fravælge pga nogen risiko for hormonforstyrrelser eller andet.
Og tak for gode ønsker – jeg er nys kommet tilbage og der skal fjernes lidt mere….der bliver ski ikke nogen næse tilbage (;
Mange hilsener
Lise
Charlotte Jansen skriver
For to år siden fik jeg øjnene op for ansigtsyoga bl.a. via
Dorte fra Yogafacefit på 73 år som fornyelig har lavet et personligt ansigtsyoga program til mig som passer lige præcis til mit ansigt Og mine udfordringer og jeg elsker det.
Jeg spejler mig i Dorte som foruden at være en passioneret ansigts yogainstruktør også er meget inspirerende på rigtig mange andre måder hun er også model jeg synes hun er super sej og en lækker sild😄😍
Hun har også inspireret mig til at dyrke yin yoga
Det er utroligt hvordan Ansigtsyoga kan opstramme og løfte med de rette øvelser til vores ansigt
mit ansigtsyoga program mig med at få lidt mere fylde i kinderne væk med hamsterposerne hænge huden Under hagerne 😄asymmetri 11 tallet og selv hønserøven er blevet langt pænere og jeg er så glad for mig selv (må man sige det..
for første gang i mange år, Selv min rillede havbund På kinderne er blevet pænere.
Jeg kommer ikke til at gå tilbage til Botox igen jeg kan meget bedre lide mit eget spejlbillede når jeg dyrker Ansigt yoga
Det giver også en flot glød Og så bliver jeg bare så glad i låget af øvelserne
Undskyld- Lise det blev til en gang Long skriv
I øvrigt har Dorte fra Yogafacelift lige skrevet en ansigts Yoga bog hvis der er nogen der er interesseret i at afprøve ansigtsyoga har hun også masser af ansigtsyoga øvelser på sin hjemmeside på Instagram og Facebook
Der er også andre ansigts yogainstruktører som er dygtige Men de er langt yngre end Dorte på 73 år
De har ingen rynker sikkert også takket ansigtsyoga, men jeg har nemmere ved at spejle mig i Dorte på 73 år end i en kvinde på 45 når jeg nu er 58 år
Hvis jeg bare kommer til at kan holde mig halvt så godt som Dorte fra Yogafacelift vil jeg være Taknemmelig.
Jeg sender dig mange gode tanker til din lægeaftale i morgen Lise 🤞🏻🍀
Pøj pøj Og kærlige tanker herfra❤️
Lise Grosmann skriver
Charlotte Jansen: Tak for at dele erfaring til information for alle her, der måtte overveje ansigtsyoga – og yoga i det hele taget. Og det lyder som om, du er i kyndige hænder – jeg indsætter link nederst for de af jer, der vil læse mere om Dorte/Yogafacelift. Jeg kan se, at hun f.eks. tilbyder Zoom-workshop herunder en-til-en workshop. Og du anbefaler varmt, kan jeg læse. Der er jo heller ikke tvivl om, at ansigtets muskler lige som kroppens kan trænes og give en glattere og fastere overflade. Det er jo så op til en selv at udvise den disciplin, det kræver.
Tak igen Charlotte for informativt longskriv (; og tak også for tanker og gode ønsker til mig. Som jeg skriver til Tina, så er det ikke væk, så der skal skæres mere. Det går nok, det skal jo væk.
Kærlig hilsen, Lise
https://yogafacelift.dk/
Karin Winther skriver
Jeg tænker nogen gange at vi skulle poste flere billeder af os selv, med de tidens tegn vi nu har. Men jeg ved det også, jeg tager nogen gange 20 billeder med løfter hage, hovedet i profil, løfter pande, halv ansigt og jeg ved ikke hvad….. haha ! Jeg har stor respekt for alle dem der “ ser ud som de gør” med make up og håret sat, korte ærmer ….. Sanne Salomonsen f.eks.
Jeg har lige bestilt den der ansigtsyoga bog, som er meget fremme lige nu. Jeg vil ikke skrubbe, hive og trække, men se hvad der sker, med en normal indsats. Som jeg jo giver til kroppen. Fnis. Jeg er også blevet ansigts vinterbader 😂 og jeg elsker det! Jeg ligner jo stadig ikke et friskt æble, men en god flød går man !
Jeg håber din næse er helet pænt, 🤞❤️ så vi ikke kun må se fødderne! 😍☺️
Lise Grosmann skriver
Karin WInther: Jeg smiler stort af dine bekendelser <3 Selfies gør jeg bare ikke, kameraet tager jo nærmest vidvinkel, så man bliver forvrænget. Jeg gør i hvert fald. Så det bliver husgartneren, der som bekendt er fotograf, der må stå for nye portrætter. Og så må veninden lave noget helfigur i lidt forskellige outfits. Men absolut ikke med korte ærmer eller i shorts. Jeg ser mange jævnaldrende her i sommerland, der er ligeglade, men jeg er ikke.
Hvis du er ihærdig, og det er du jo med almindelig yoga, så vidt jeg husker, så vil styrketræning af ansigtsmusklerne selvfølgelig også give bonus. Og jo bedre tonede muskler jo strammere ligger huden. Og så noget god hudpleje. Plus kan jeg forstå vinterbad.....splash splash <3
Det sidste af såret faldt af i dag, så det har taget sin tid. Der er noget rødme og et lille ar - ikke noget, der ikke kan dækkes. Det interessante er, hvad der er sket med trådene nede i huden, om de er 'spist', som det er meningen. Og selvfølgelig om kræften er væk.
Og tak tak tak for søde ord <3
Karin Winther skriver
Efter feriedage med barnebarnet er smilerynkerne trænet godt, og naturbilleder taget 😍🤩
Dog med lange ærmer 😅 for som du, er mine arme trods træning gået mormorvejen 🤷🏼♀️
Hvor dejligt dit sår endelig er helet 😍✌🏼Lise.
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Jeg ‘misunder’ dig din status som mormor <3 Jeg har jo godt nok nevøens, som har to hold bedsteforældre, så 'faster' her i udkanten ser dem jo ikke så meget.
Det er jo os selv, der dømmer de arme ind i ærmer, og jeg er slem i mine egen-fordomme, for jeg har aldrig bare arme 'offentligt' (; men dog lige nu, hvor jeg sidder og skriver.
Og hvor heldig er jeg lige, at jeg får så mange søde hilsener til min næse <3 Og da den nu skal skæres igen, så kan jeg jo satse på at hive flere søde ord ud af jer (((;
Libbie Fjelstrup skriver
Kære Lise, jeg har sagt det før, nu siger jeg igen, at den fluebenstynde skifttype, dine tekster sættes med, er stort set umulige for mig at læse. De ‘kunder’ som har fuldt knald på brillen, har selvfølgelig ingen problemer, men jeg er (som du ved) pænt oppe i årene, og vil også gerne ha’ glæde af dine mange gukdkorn om hudpleje. Hvad forhindret dig i at sætte teksten med en kraftigere skrifttype?
KH
Libbie
Lise Grosmann skriver
Libbie Fjelstrup: Kære Libbie, hvor er det dejligt at høre fra dig, og tænk, at min gamle redaktør (=længe siden) læser med her. Med besvær, forstår jeg <3
Skriften er ikke fluebenstynd, den er bare ikke sort. Nu tjekkede jeg lige hos nogle kolleger - herunder den i Danmark førende blog 'beautyspace', og Anette bruger som andre samme skrift. Men jeg skal forelægge det for Kitt Andersen, som styrer det grafiske for mig. I øvrigt er jeg jo heller ikke selv nogen vårhare, men jeg kan altså godt læse min egen blog. Men men....jeg spørger Kitt.
Herfra også kærlig hilsen og et ønske om snart at ses <3 Lise
Libbie Fjelstrup skriver
Kære Lise, når andre beatybloggere også benytter sig af den tynde skrift, som jeg fortsat vil insistere på at kalde for flueben, er det nok fordi, det skal være åh, så æstetisk, men med lidt mere kulør på de tynde ben, bliver udtrykket efter min mening blot mere læsevenligt.
I dagens Politiken er der en artiklen om alt det, man kan fylde i hovedet for at få det rigtige instagram-Kim Kardashian-look. Det er ingen overraskelse, men det kom bag på mig, at filler-industrien er vokset så hurtig, at der i dag omsættes for milliarder!
I går var der damekomsammen hos Edel, nu er vi kun seks Damer tilbage, Annette Tholstrup døde jo pludseligt her i foråret.
Lad os ses en dag, hvor du kommer til byen, sig til!
KH LIbbie
Lise Grosmann skriver
Libbie Fjelstrup: Kære Libbie, du har ret, det skal være om ikke ‘åh så’ så dog æstetisk. Har du helt glemt alle dine redaktørår på landets førende ugeblad OGSÅ på æstetik. Man gik sandelig op ikke kun i det fotovisuelle men også det grafiske. Og med rette, for selv om man ikke ved en dyt om skriftyper, så påvirker det opfattelsen.
Men selvfølgelig skal det være læseligt. Den Georgia-skrifttype i 12-punkt, som bloggen er sat med, den er altså ikke fluebenstynd og ej heller mikrolille – beklager <3 Og der er altså heller ingen - jo én - ud over dig, der har klaget over dens læsbarhed <3 Men nu snakker jeg med Kitt, som er grafisk ordstyrer her.
Med hensyn til Politiken-artiklen, så er filler unægtelig ikke det eneste, der tjenes på. Ganske unge får Botox-injektioner som rynke-forebyggelse, for hvis man lammer musklerne, så kan de jo ikke rynke huden....): Det er skræmmende, de unge kender ikke konsekvensen og de behandlere, der ødelægger blandt andet deres smukke læber og laver dem til andenæb, de skulle skamme sig.
Ja, jeg læste, at Annette døde, trist for hendes pårørende og jer nære venner og en påmindelse til os andre om at bruge det skønne liv mens vi har det. SÅ JA jeg kigger kalender og 'siger til'. KH llise