Men jeg oplevede noget, der er værre. Og den fysiske følge får du tips til at rette op på. Faktisk noget af det bedste, jeg har set
I går drog jeg til byen i den overbevisning, at jeg havde en tid hos revisoren, som skulle have mit lille regnskab og bagefter skulle jeg til eftersyn hos tandlægen. Alt godt, solen skinnede, København var sit smukkeste. Men jeg var en dag for tidligt på den. Den 1. juni er jo nemlig i dag! Alle tog det pænt, at jeg lavede rav i deres kalender, men det er lige før, jeg hellere ville have skæld ud. Hallo Lise, dit fjols…..
At regne en dag galt er jo banalt i forhold til mange ting, der sker omkring os. Men måske er den lille skærm på snigende vis den farligste. Den bedøver nærværet. For opdager vi overhovedet, hvad der sker omkring os. Engagerer vi os. Relaterer vi i det hele taget til dem, der er omkring os ud over indercirklen. Og her kan en influencer rangere højt.
Jeg ved godt, at det er ‘gaaab’, når jeg skriver ‘dengang jeg var barn’ og vi behøver heller ikke gå så langt tilbage, for måske har det virkelig noget at gøre med den skærm. At vi ikke rigtig ser på hinanden, har øjenkontakt, sender et smil, et nik, et hej. Som man hyppigere gjorde førhen. Det bliver jo sværere at være en dum skid (undskyld mit sprogbrug), hvis man lige har SET en anden som et menneske og ikke bare noget, der er i vejen, når man går der og kigger ned på skærmen.
Foto er ikke fra togturen men en tidligere tur til Sjællande Odde ♥ ♥
Og det er ikke bare noget, journalister pisker op i øjeblikket. I går besluttede jeg på min togtur, at jeg skulle kigge ud af vinduet og nyde landskabet, vi kørte igennem, og ikke tjekke digitale medier. Men jeg tror faktisk, at jeg var den eneste i en fyldt stillekupé der gjorde det. Alle nakker var bøjede over den lille skærm. Og det gjaldt et bredt udsnit aldersmæssigt.
Det er som om, der opstår en rastløshed og især selvfølgelig hos unge, for vi andre har jo levet det meste af vores liv uden at have telefonen med os. For ikke at tale om at kunne se, hvad et svimlende antal mennesker foretager sig lige nu. Men det er som en af de unge siger HER: “…..(Det er) nærmest, som om en iPhone kontrollerer lidt ens liv.”
Den ryger hele tiden op af lommen eller forlader måske slet ikke hånden. Læs/lyt også, hvad de andre unge siger i forsøget fra Eriksminde Efterskole i indsatte link.
Der er heldigvis kommet meget fokus på, hvad den lille skærm måske/formentlig er årsag til af psykiske og følelsesmæssige problemer, så lad os i stedet kigge på fænomenet tech neck selv om det jo slet ikke kun er nakken, det går ud over. Man kommer simpelt hen til at krumme som en gamling.
Videoen herunder er noget af det enkleste og bedste, jeg har set med både gode råd til arbejdsstilling og øvelser. Seriøst fagligt baseret. Den er på engelsk, og min nabo ‘bebrejder’ mig, at jeg nærmest skriver engelsk. Det er nok en overdrivelse, men i realiteten kan man nøjes med den gode visuelle vejledning. Der er mere at hente fra Lucas Rockwood på yogabody.com HER
Smukt foto🤩 🌈Jeg gør ligesom dig Lise jeg lægger telefonen væk og prøver og være i nuet når jeg er ude det går så hurtigt. Som dig studerer jeg også mennesker 😍og konstatere at jeg stort set er den eneste uanset hvor jeg er der ikke tager min telefon frem og kigger på skærmen.
Man tænker det er måske deres job de sidder ordner på mobilen eller ……
jeg går ikke glip af noget når jeg ikke kigger på min telefon.
Og hvis det er vigtigt at jeg sikker på folk nok skal ringe mig op
I går var det børnebørn dag💖 Og på et tidspunkt ser den ældste på ni år til mig mormor din telefon ringer jeg siger alle der kender mig ved godt jeg taler ikke i telefon eller sms’er når jeg er sammen med mine børnebørn, jeg tjekker lige om det er mor det var det ikke så blev telefonen lagt væk igen
Og selvom jeg nogle gange læser dine opslag med et par dages forsinkelse er jeg jo heldigvis ikke gået glip af dine guldkorn men jeg har også øvet mig i og lægge min telefon væk, det er straks nemmere når man som jeg hurtigt får ondt i armene nakke og skulder af den mobil og gemme den væk
tak for video Den må jeg lige kigge nærmere på
Kh Charlotte
Charlotte: Tak <3 Jeg tænker så ofte på, at når mennesker bliver alvorligt syge, så er det, de ønsker som regel noget med natur - at se en solned/opgang, opleve foråret osv. og selvfølgelig se/kramme dem, de holder af. Men jeg har aldrig hørt om nogen, der ville se på deres mobiltelefon en sidste gang.
Vi voksne ved, at det er en afhængighedsskabende uvane og børn og unge skal lære det. Det er vigtigt for deres udvikling. Børn skal være børn, de skal lege, være sammen og udvikle sociale kompetencer i det virkeligt liv og ikke med en chatbot.
Så ja, Charlotte, vi er helt enige, og jeg forstår så godt, at du netop når du er sammen med dine børnebørn koncentrerer dig om det. Du kan tro, de vil huske det.
Og jeg synes, det er helt i orden, at du læser mine opslag med et par dages forsinkelse (smil), jeg er taknemlig for, at du overhovedet gør.
Ja, kig hans øvelser, de er enkle og så er der håb for, at man får lavet dem.
Kh lise