Få svar på, om det er en god idé!
Foto: La Roche-Posay
Nu er kosmetik* jo formuleret, så det er sikkert at bruge, så selvfølgelig går det også at bruge sin bodylotion i ansigtet i ny og næ. Men i og med huden er forskellig i ansigt og på krop og det, vi søger i et produkt også er det, så er det en uheldig strategi i længden.
*Vi taler kendte serier og især produkter under EU-lovgivning
For selv om hud ligner sig sådan nogenlunde overalt på os, så er der forskelle og især i tykkelse. Og ikke bare er huden i ansigtet tyndere, den er også mere udsat for hvad vi nu møder fra sol til partikler i luften ude og inde. Det giver den tilsammen nogle særlige behov. Og hertil kommer så de ting, vi gerne vil forebygge eller forbedre. Rynker* er for eksempel ikke et problem på kroppen lige som cellulite ikke er det i ansigtet.
*Mimiske rynker
For eksempel indeholder kropsprodukter qua hudens tørre beskaffenhed ofte olier og andre fedtstoffer, som de HER af den tungere udgave, som der ikke er brug for i ansigtet eller som du måske ikke ønsker der. Og har man fedtet hud skal man gå uden om de tunge talglignende fedtstoffer, som huden ikke mangler, men gerne kigge efter ceramider.
Ud over forskelle i konsistens og ingredienser, så er det ikke uden betydning, at kropsprodukter kan være tildelt generøse mængder parfume, som kan skabe problemer i den tyndere ansigtshud. Og altså som nævnt ovenfor også generøse mængder af ikke-ønskede fedtstoffer. SÅ tjek under alle omstændigheder ingredienslisten omhyggeligt.
MEN somme tider er produkter formuleret til brug i både ansigt og på krop og selvfølgelig både mænd og kvinder, og det er ofte også den type produkter, der kan anvendes til børn. Du ser nogle eksempler herunder.
Øverst hylde viser vaske/renseprodukter – CeraVe Foaming Cleanser med seriens signaturingrediens, ceramider, samt niacinamid og hyaluronfugt, der tilsammen er et barrierestyrkende mix * La Roche-Posay Effaclar Micro-Peeling Purifying Gel med salicylsyre, zink men også SLS. Test om det måske er bedst kun at bruge på steder, hvor huden er fedtet i ansigtets – og kroppens – midterparti * A-Derma Dermalibour+ Foaming Gel til irriteret og kløende hud (også udvendig i intimområde). 90% naturlig med bl.a. A-Derma patentet Rhealba® økologisk havrekimekstrakt, der reparerer og beroliger skadet og sart hud.
Nederste hylde viser plejeprodukter – A-Derma Exomega Control Emollient Spray bør være et must i husapoteket, for på et eller andet tidspunkt er der en i familien, der har hys med huden og kløe. Selv om årsagen altid skal opklares, så er denne spray dejlig lindrende førstehjælp. I ansigtet bør den anvendes på vatrondel * La Roche-Posay Lipikar Baume AP+M nyder godt af seriens termalske kildevand, der har gunstig effekt på hudens mikrobiom, og så er man allerede på vej til bedre balance i huden. Desuden ses barrieregode ingredienser som glycerin, niacinamid og sheasmør * Eau Thermale Avène Intense Protect SPF 50+ har en ny patenteret kombination af fotostabile filtre med høj beskyttelse over for UVA, UVB samt højenergi blåt lys. Ikke desto mindre indeholder den 10% færre filtre end seriens andre solprodukter og dermed er der mere plads til antioxidanter og pleje. Den tåles af sensitiv hud og kan bruges til børn. Vand- og svedfast.
Berit skriver
Hej Lise
Jeg bruger SARD Kopenhagen serum og derudover bruger jeg min kropsbalm til både krop og ansigt . Jeg bruger mest natur med gode olier til min tørre hud , så er min hud fugtet og min Foundation ligger flot . Jeg bruger enten Rudolph Care body balm eller Kraes body balm ❤️
Kærligst Berit
Lise Grosmann skriver
Berit: Det lyder som om, din hud har det godt og tak for at dele erfaringer <3
Der kommer faktisk stadig flere produkter, hvor producenten angiver, at de kan bruges på krop men også i ansigt. Karmameju har for eksempel Infinity Serum-Lotion og Lucia Care Distress Day Lotion. Og så har Bioeffect jo bekræftet, at deres Body Serum kan anvendes i ansigtet.
Kærlig hilsen, Lise
Pernille S skriver
Tilslutter mig Karins skift fra Vichy til Avené pga for meget parfume!
Stor ros for at fremhæve prisvenlige og familievenlige produkter. Gode valg til det lille husapotek 😉
Kh Pernille S
Lise Grosmann skriver
Pernille S: TAK – og ja, der var da et par af de prisvenlige her, og da de er all over, så er der jo dobbelt op på besparelsen (; Kh lise
Karin winther skriver
CeraVe kan virkelig noget. Jeg har flere af deres produkter. Tak for at du introducerede navnet for noget tid siden. Selv deres lille billige ansigtscreme har jeg ofte med i tasken og deler glad med hænderne 😃
Eau Thermal Avene +50 har jeg haft ved hånden hele sommeren, lige siden jeg udskiftede min Vichy, der var voldsomt parfumeret. Og jeg deler gerne med barnebarnet.
Nu kommer efterår og vinter, og jeg glæder mig til minus solbeskyttelse i min ansigtspleje !!
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Ja, det er en formidabel serie <3
Man kan altid sagtens bruge ansigtsprodukter på kroppen, men det er jo en dyr løsning. Som regel rimeligt med den prisforskel, men i visse tilfælde kan man nok kigge forgæves efter det, der berettiger prisforskellen på ansigts- og kropsprodukter.
Avène laver formidabel solpleje, og jeg er stor fan af deres B-protect, der jo har lidt farve. Nu har solen efterhånden mistet sit krudt på vore breddegrader og når jeg sidder ude, så tager jeg bare kasket på, der kaster skygge på ansigtet. Men ofte har jeg også en foundation eller min Embryolisse CC på, og her er jo SPF i.
Karin winther skriver
Jeg deler altså også kun ansigtsprodukter med kroppen, hvis du har lokket mig til at få købt for meget, eller hvis datter er gavnmild 😀 ( lige nu sidder jeg med Ling ansigtsmaske 😜💸)
Jeg har prøvet solprodukter med farve og det går slet ikke, som i SLET ikke. Jeg må være en klovn, for jeg får det på mine bluser, skjorter, tørklæder 🙄
Det ser ellers rigtig godt ud, men jeg må nøjes med at klappe lidt Foundation på kinderne, og blende det forsigtigt ind i solfaktoren . Så holder det sig hvor det skal 😇🙌
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Hihi – lokkerlise, men så er det jo godt, at datterbarnet kan drøje lidt på udgifterne. Ling skriver jeg for lidt om, det er jo fantastiske produkter.
Altså, det forstår jeg ikke! Hvis du kan bruge foundation, hvorfor kan du så ikke bruge f.eks. den Avène B-Protect, jeg nævnte. Den skal jo bare i ansigtet, og så kan du trække krops-solcremen op over bryst og hals. Men bortset fra det, så er der jo ikke noget i vejen med din metode <3
Karin winther skriver
Ja jeg forstår det heller ikke 🤷🏼♀️
Nu har jeg så ikke prøvet B protect , så måske får den en chance næste år .☀️