Jeg tror næsten, vi kunne have siddet der endnu og bare været enige om så meget. Især om naturen og os. Naturen i os. Og den omkring os, der betyder alt. Anne Frølund ved det om nogen. For hun er kvinden, der bragte Jurlique til Danmark for tyve år siden. Tak for det Anne. Og tak fordi du holdt ud og var stærk i troen på, at dagen ville komme, hvor mange ville sætte pris på de biodynamiske værdier.
Jurlique’s historie begyndte som så meget godt her i livet med en drøm. Dr. Jürgen Klein, biokemiker og naturopat, og hans kone Ulrike, botaniker og ekspert i hortikultur (noget af et team, de to!) drømte i biodynamiske baner og fandt efter søgen stedet med de rette betingelser i Adelaide Hills i det sydlige Australien, det der i dag er kendt som Jurlique farmen. Næste år er det 30 år siden.
PS: Navnet Jurlique er en fonetisk kombination af navnene Jürgen og Ulrike. Lidt sjovt.
Anne’s historie med Jurlique begynder også derude i Adelaide. Med hudproblemer og Jurlique Exfoliating Cream efter venindens råd. Den var som et velgørende grødomslag, fortæller Anne. Fin blev huden, og Anne var købt eller solgt eller hvordan man nu ser det. Jurlique havde fået tag i hende. Og da hun efter godt tre år skulle hjem til det jyske, sagde veninden: Skal du så ikke have Jurlique med tilbage til Danmark? Det skulle Anne jo så, og doktor Jürgen sagde: Hvis du tror, du kan gøre noget for produkterne, så er du da velkommen. Sparebøssen blev slagtet, hver en lomme vendt og Anne startede, som nogle måske kan huske, i helsekostregi.
Meget er sket siden. I dag står Jurlique i konceptstores (i Kina 200 af slagsen) og har slået Clarins og Lancôme derude i verden. Der sker også snart ting her i Europa. Vi er blevet klar til det, der er renere end økologi. Og Jurlique, der i dag er et fond, har ikke sovet tornerosesøvn. 85 procent er ingredienserne er stadig fra egen farm og det er stadig Jurlique’s team, der kombinerer planteekstrakter i formlerne, men efter fusionen med et japansk beauty-tech firma er de blevet pakket sikkert ind i små transportmolekyler.
Næ, Jurlique er ikke gået over i smykkebranchen, det gyldne filigran illustrerer Biosome5 og dermed fusionen mellem plantepower og de højteknologiske crememissiler i den nye Nutri-Define serie. Jurlique’s anti-age-kompleks bestående af peberrod, morbærrod, rosmarin, pebermynte samt sukkerstoffer, glycogen, fra muslingeskal pakket sikkert ind i liposomer. Liposomer er konstrueret som celle-look-alike ”kugler” og derfor kan de passere de ellers så afvisende hornceller i hudens overflade. Resten klarer naturen og naturen i os, de har snakket sammen længe.
PS: I morges læste jeg en artikel om Niels Stokholm, en biodynamisk landmand med en fortid som civilingeniør og forskningsleder på DTU med speciale i jordbundsforskning, der sår sit korn, når naturens rytmer siger, at det er tid – og i øvrigt leverer fløde til Noma, der serverer den for sine gæster. Jo, biodynamisk er blevet cool. Er du blevet nysgerrig, så læs mere HER, hvor der også ligger en fin lille film om Niels Stokholm og hans røde malkekøer.
PPS: Visne ville mange sige og smide dem ud, men det var en af de ting, Anne og jeg var enige om…..blomster er levende lige til de dør helt.
Foto: Anne Frølund og BeautyBlog
Sissel skriver
Uh, som sket har skrevet flere gange før, så har jeg mange Jurlique favoritter, og Exfoliating Cream kan jeg godt forstå, at hun faldt for, for der er bare noget “oprindeligt” og helt plain over den. Selv har jeg nok Rose Hand Cream som favorit – altså sammen med den gamle Calendula creme…;-)
Helle Rick skriver
Jeg har for første gang i år stiftet bekendtskab med Jurlique og jeg må sige jeg er meget imponeret. Jeg har body oil lemon og citrus body lotion igang pt. og hold op det dufter og huden bliver super lækker efterfølgende.
Jeg har lige været i haven og gravet stort set hele haven og plantet om. Av for den, nu er min ryg træt og kan kun sidde i sofaen. Jeg har lavet mine utallige øvelser på gulvet med og uden tennisbold og rulle. Nu er det søndag. Så må man gerne dovne og slenge sig på sofaen 🙂
Blomster er min store dille og mine blomster står meget længe i vasen, før jeg skiller mig af med dem. God søndag aften.
Lise skriver
Det lyder fortjent – og på høje tid – at blive sofakartoffel Helle. Og atter engang er vi enige om det med blomster, have and all that (:
Anneka skriver
Uh Jeg kan godt huske første gang jeg stiftede bekendtskab med Jurlique. …Noget af en sanse/ duftoplevelse! Jeg snusede dyyybe indåndinger i de små hvide flasker. Det var meget nyt og eksotisk.
Ja de er nemlig levende de blomster. Og der er også noget smukt i forfald. Der skal også være noget i haven, visne grene o.lign til pindsvin og bier
Lise skriver
Hyggeligt Anneka, at du har været med på Jurlique længe. A propos forfald, så var Anne Frølund og jeg også enige om netop det, du skriver, at man ikke skal fjerne alt i haven og ikke klippe blomster ned om vinteren. Et vissent dække beskytter jo også. Hos os er den store kvasbunke samlingssted for fugle om foråret (vi har desværre ikke pindsvin) og mange flere burde efterlade lidt “rod” til naturen.
Anneka skriver
Ja nemlig! Der skal jo være noget der formulder og giver næring. Jeg havde et pindsvin i flere år, men i år var det væk :-/ Måske det blev lidt stresset af min undrende kat. …Det er en hårfin balance med den natur