Vi skal have mere om sol, som jeg har lovet (vist mere end en gang), men jeg må altså lige dele noget med jer. For i går mødte jeg Nan Na og Sofie alias designduo’en Hvass&Hannibal, og kender I det, jeg sad der og blev så glad og stolt. Og lidt vemodig over, at min far ikke syntes, at jeg skulle på Kunsthåndværkerskolen, som det hed dengang. Jeg ville have elsket at være en Nan Na eller Sofie og give fantasien fuld udblæsning og kunne styre det, som de to kan.
Foto: hvass&hannibal.dk
I øjeblikket kan deres designkunst ses hos Apple-forhandlere verden over. De har nemlig lavet Apples internationale kampagne for deres nye iPad Pro og Apple Pencil. Og se lige på det Birds/Landscape herover, som er lavet direkte med Apple-pennen, der er som en gammeldags blyant, der tegne på skærm. Jamen, det er vildt. Og sejt.
Og til oktober kommer deres design til at ses internationalt i Biotherm’s julekampagne, for den står de også for. De har nogle fantastiske kunder, klik HER og se!
Biotherm ville også fortælle om en spændende nyhed, der kommer til september, og jeg skal ikke være den, der afslører, så derfor er navnet fotoshoppet væk. Men vi taler endnu en af deres fantastiske mix-konsistenser. En creme med 35 procent omega-m.fl. fedtsyrer, som hud elsker at pakke sig ind i. Og dog ligner den og føles let som en gel. Det er noget med at spalte oliedråber under højt tryk, så de bliver til mange tusinde små molekyler, som får lov at blive lukket ind i huden (hvor alting er småt) i stedet for at ligge som et fedtet lag,
Biotherm havde også en sød nyhed, for i den nye creme og re-lancerede serum er der sulfateret sukker! Fra alger forstås, for vi er jo blandt ‘water lovers’. Og her er sukker på sin plads, for cellerne er omgivet af det, bruger det i deres indbyrdes søde cellesnak, og så kan sukker noget med at holde vand – lige som det gør i vores hud. Nu går jeg i gang med at teste, og så hørs vi ved om en god måneds tid. Og jeg glemmer ikke den solsnak……
Karin V Sørensen skriver
Kære Lise 🙂
Det store billede minder mig meget om et album cover, med hedengangen gruppe fra Birmingham the Move, nærmere bestemt deres album Message from the Country! Et vidunderligt album 🙂
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin V Sørensen: Hvor dejligt, at du blev sendt ad memory lane. Hvass&Hannibal har faktisk også lavet covers. Kh lise
Karin V Sørensen skriver
Sådan for mange år siden? Ej Lise, prøv lige at tjekke pladen ud, fx er den på iTunes store. Hver gang jeg ser det smukke billede af Hvass&Hannibal, er min første tanke det albumcover. Vil rigtig gerne høre din mening om ligheden 🙂
Knus
Karin V Sørensen skriver
Ok, har lige vist min mand coveret og Hvass&Hannibals overdådige billede, og han kan overhovedet ikke se nogen sammenligning 😀 så det er nok bare mig der ser tingene på en lidt mere følelsesmæssig måde (fx har alle tal farver hos mig, ligesom alle ord 😀 weird, I know )
Lise Grosmann skriver
Karin V Sørensen: Nej, det ligner ikke som i ‘mage til’, men jeg forstår godt, hvad du mener. Jeg ville have oplevet samme erindringsglimt ved synet af Hvass&Hannibal. Det andet lyder fantastisk – at tal og ord har farve – men du er ikke alene, parfumører oplever jo også en sammensmeltning af farve, duft, form, minder osv osv. Så tillykke med det <3
HeLene skriver
Hej Karin, du ved godt det findes et navn for det?
Virkelig spændende!
https://en.wikipedia.org/wiki/Synesthesia
God weekend!
Karin V Sørensen skriver
Det anede jeg ikke 😀 jeg har altid følt mig lidt til en side! Musik har også farver inde i mit hoved. Sært er det. Når jeg har prøvet at forklare nogen det ser de på mig som om bilen med blå blink burde være på vej 😀 men tusind tak til jer to skønne damer at jeg ikke behøver føle mig så sær igen :-*
HeLene skriver
Ja, jeg synes også de er så fine, må også tage ud i Apple store og få prøvet det nye vidunder iPad.
Tak for du viser- der er lidt Galleri Beautyblog idag!
Det virker som det sker meget spændende med biotherm for tiden, især med formuleringerne og alle de her dual produkter. De glade farver har de jo haft i lang tid, så farverne til de juleprodukter emballager passer jo fantastisk godt. Elsker for øvrigt julæsker! 😉
God st Hans til jer alle!
Lise Grosmann skriver
HeLene: Jeg håber, at du og alle nu også fik en tør SktHans….her holdt det tørt næsten hele aftenen.
Det kunne være, at jeg også skulle finde en Apple store og lege lidt med den pencil (;
Ja, de gamle brands strammer sig an i design og produkttyper, og så bliver det jo godt, for de har også erfaringen i at sætte det på formel, så det føles godt og virker.
PS: Pressemødet blev faktisk holdt på Galleri Asbæk!
Sisi skriver
Ih hvor er det flot! Altså deres design! Er vild med det legende, og de glade farver 🙂
Og det lyder altså bare spændende med Biotherm! 🙂
Lise Grosmann skriver
Sisi: Ja, det er utrolig flot – også at de mestrer både det legende og det meget stramt grafiske.