Det er store ududag i dag, så jeg starter med at undskylde fotokvaliteten. Det er ikke fordi, at jeg ikke har forsøgt gang på gang (også sharpen i Photoshop), men de vil ikke blive rigtig skarpe i dag, billederne. Jeg har sikkert rørt ved noget forkert på kameraet (smil).
Men som I trods alt kan se, så er der tale om mascaraer. Elizabeth Arden Lasting Impression Mascara, MAC Instacurl Lash og Monsieur Big fra Lancôme. Og tilfældigt kom de til at ligge i den rækkefølge, de giver fede vipper. Hvis man altså kan bære det.
Jeg har tidligere i et bekendelsens øjeblik – og dem er der jo mange af, når man kan udbrede sig på sin egen blog – men altså, jeg har fortalt, at jeg ikke er forsynet med hverken lange, tætte eller kraftige vippehår. Derfor er der også grænser for, hvor meget mascaravolumen de kan bære. Det klistrer dem sammen. Og retter dem ud.
Jeg har et par forskellige makeupfobier, klistrede vipper er en af dem (skinnende hud er en anden). Nu kan producenterne jo ikke godt lave mascaraerne så de allerede er næsten tørret ud, når man tager hul på dem, men det er faktisk der til slut, at de fleste mascaraer passer til mine vipper – og min fobi. Derfor gør jeg det uhyrlige ved nye mascaraer, at jeg drejer børsten et par gange i et stykke papir fra toiletrullen før jeg lægger på. Og bagefter, så børster jeg vipperne fra hinanden med en lille ren vippebørste fra en gammel Clinique mascara. Det er den, der ligger ovenpå mascaraerne på foto.
Men hvad synes jeg om de tre mascaraer? Hvis jeg havde bedre vipper, så ville jeg elske dem alle tre. Nu elsker jeg mest Lasting Impression fra Arden. Den fås endda i brun, og det er ved at være sjældent. Jeg kan faktisk godt lide brun mascara, når man er lys/blond som mig. Men kan du bedst lide sort, så er alle tre her utrolig flot dybsorte.
Og her er så et endnu mere uskarpt foto af børsterne i rækkefølge fra venstre mod højre: Lasting Impression/Arden – Instacurl/MAC – Monsieur BIG/Lancôme.
TIP! Når jeg har lagt min mascara, så blinker jeg lige en gang mod en fingerspids, så der ikke sider mascaraklatter på øjenlågets våde kant. Og så fugter jeg spidsen af en vatpind og ‘går efter’ langs vippekanten både på øverste og nederste øjenlåg, så der ikke sidder mascara. Og jo finere og mere spredte vippehår, man har, jo sværere er det at undgå.
Det bliver med jævne mellemrum trendy ikke at bruge mascara på underste vipper, for at øjnene skal syne større og ‘mere åbne’, som det kaldes. Efter min makeupsmag, så er makeup til for at fremhæve og forbedre, og da man har undervipper, så giver jeg også dem lidt farve. MEN har man meget lange og tætte undervipper, så kan det være en idé at springe over for ikke at blive for spideragtig.
Mette K. Eriksen skriver
Jeg synes også det kan være lidt svært med mascara. Mit problem er at jeg har lidt sarte øjne og mange mascaraer får mine øjne til at klø. Jeg har dog haft held med Nilens jords mascaraer og de har heldigvis også nogle ok børster. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at arbejde med de der kæmpe koste, som nogle mascaraer er udstyret med. Måske er jeg bare ikke så ferm og har for små øjne 🙂
Jeg har gode erfaringer med Revitalash. Selvom jeg har lange og buede vipper fra naturens hånd oplever jeg ekstra længde og tættere vipper. Jeg glemmer bare tit at lægge det på om aftenen 🙂 Men det skal jo heldigvis også bare vedligeholdes lidt engang imellem nu. Jeg prøvede faktisk også en billigere serum fra Gosh, som også virkede, men mine øjne kunne ikke tåle den, så den blev skrottet.
Lise Grosmann skriver
Mette K. Eriksen: De kæmpe koste fungerer kun på kæmpevipper (; Hvis du har sarte øjne er mascaraen fra Nilens Jord et rigtig godt valg, den er noget så sjældent for den type makeup certificeret med Allergy Certified og så lave nikkelværdier, at det ikke giver allergi. Læs her, hvorfor spor af nikkel ikke er en mulighed i mascara….. https://nilensjord.dk/frequently-asked-questions
Når nu du husker at bruge Revitalash hver aften, så kan du snart bruge kæmpe koste ((;
Pernille S. skriver
Ligesom du Lise, har jeg også altid renset det halve af indholdet i mascarahylstret væk. I over 1 år har jeg ikke brugt mascara, for jeg har ventet på at mine vipper skulle vokse ud efter at have brugt vippeextensions. Det er det dummeste jeg nogensinde har gjort. Mistede nærmest alle vippehår, og det var endda en velrenommeret behandler som udførte behandlingen. Tror jeg måske skulle forsøge Castor Oil? Vippeserum svier, og jeg er nervøs for at miste vipperne igen!
Åh, så meget for de bambiøjne… Kh Pernille S.
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Øv! Desværre har jeg hørt historien før, men det er en ringe trøst nu, hvor du kigger langt efter dine vipper. Der findes vippesera uden postaglandinlignende stoffer, som bruger for eksempel peptider Priori Lash Recovery Serum Lashfood og Mavala bruger snegleslim i deres Double Lash.
Men jeg huske, at HeLene, tror jeg, det var, her i kommentarfeltet fortalte om gode resultater med amerikansk olie, så det er da et forsøg værd.
Held og lykke med bambiøjnene, kh Lise
Pernille S. skriver
Snegleslim!!! Kors, hvor har jeg fået gang i lattermusklerne. Nu ved jeg da hvordan jeg kan blive stinkende rig – sælger alle dræbersneglene fra min have til skønhedsindustrien. Det må da siges at være en win-win situation 😉 LOL
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Du har jo nok gættet, at man ikke tager en gang snegleslim og kommer i vippesera eller de K-beauty produkter, hvor ingrediensen er helt almindelig (; Med hensyn til sidstnævnte, så skrev jeg noget om det her https://www.lisegrosmann.dk/det-var-graenseoverskridende/
Eva B skriver
Et andet godt redskab til at rede en dårlig mascaradag er M2 Beautes vippebørstekam, som skiller sammenklistrede vipper ad på 2 gennemredninger. Supergodt produkt. Koster 200 kr.
Deres serum hjælper iøvrigt mig på en lidt anden måde, for jeg har vipper, som bliver omkring ihvertfald 1-1,2 cm når jeg har lagt en omgang alm mascara på. Tænk, de unge piger i Matas komplimenterer en 50 årig kone som mig og spørger hvad jeg gør. Det er nu ikke ren lykke mht læse-& solbriller og netop det der spiderlook hvis ikke jeg passer på. Men serummet udjævner til gengæld en lidt ujævn vækst på den ene side(hååååber Anette har puttet M2 serum i book n beautyboksen imorgen, så man kan blinke lidt til manden i sommerferien;-)
Hvilken serum bruger du til brynene, Lise? Jeg har prøvet m vippeserummen-det er vel også hår- men det virker altså ikke på mine bryn. Skal nok over i den rigtige til bryn, den er vist bare lidt dyrere, æv.
Har lige bestilt E. Ardens nye for mine points. Eller ihvertfald et afslag på 100kr, så jeg er spændt på effekten af den.
Jette og Karin VS, tak for info vedr andre vippeserummrk.
M2 Beaute er bare det bedste, kan jeg høre. Er der slet ikke lavet andre(læs billigere) produkter m det der mod grå stær, eller hvad det er der er i M2 serum?
Lise Grosmann skriver
Eva B: Jeg har ikke prøvet den men omtalte den for nogen tid siden, M2 vippekammen. Jeg holder mig nu til min lavpraktisk metode. Jeg mindes, at du vist tidligere har fortalt om de mageløse resultater, du får med M2. Jeg ville ønske, at den ikke drillede mine vippekanter, men det gør den altså. Jeg kunne ellers godt bruge udjævning af vækst også i vipperne, men nu gør den det altså i brynene.
Jeg har brugt M2 brow tidligere, og den virker klart mere effektivt, men man kan udmærket bruge vippeudgaven til brynene men det er nok ikke en idé det omvendte – at bruge brynversionen på vippekanten.
Dette serum http://long4lashes.dk/?gclid=CjwKEAjwsLTJBRCvibaW9bGLtUESJAC4wKw1gr_tcTxCBQvCONWx0Jwx05zGeVI6OF2Rxugl2W2X1hoCSCbw_wcB#serum indeholder samme stof som M2. Jeg har ikke prøvet den. Men du kan jo stadig håbe, at Anette har pakket M2 i boxen til jer.
God aften kære
Anne-Marie Andersen skriver
Kære Lise.
Ih hvor jeg kender problemet. Mine vipper har aldrig set ud af meget og det er blevet endnu værre efter stofskiftet er blevet for lavt. Jeg er lige begyndt med Revitalash for et par dage siden og kunne se en forskel allerede dagen efter. Tænker det er olien der gør dem lidt mere tydelige i første omgang.
Med mascara har jeg fundet Benefit they’re real tinted primer i mink-brown. Den passer helt perfekt til mit behov, for jeg ønsker ikke et alt for make-up’et look, som jeg synes de sorte, der giver fede klattende vipper giver mig. Må nok erkende som du, at mine vipper ikke kan bære det. Måske de kan med primeren, det har jeg ikke prøvet, da jeg var fuldt ud tilfreds med resultatet alene. Jeg redte efter med en børste til vipperne, men ingen store klatter fra begyndelsen af mascaraens åbning.
Kan du huske den hårscrub fra Natura Sibirica jeg omtalte, den har skrubbekorn, så det er en lidt pudsig fornemmelse, men er spændt på om det giver resultater.
Ha en dejlig dag.
Kh.
Anne-Marie
Lise Grosmann skriver
Anne-Marie Andersen: Jeg har ikke selv haft Benefit’en på, men jeg har hørt godt om den. Benefit er jo i det hele taget et fint mærke, som også har nogle sjove ting. Det kunne nok være, at primeren kunne få vipperne til at bære noget mere mascara.
Når jeg skal ‘bruges’, som jeg kalder det, så bruger jeg vippebukker og vandfast mascara. I min erfaring er det det eneste, der kan holde bukket perfekt. Jeg bruger bare Max Factor 2000 Calorie, og den er vældig god.
Fantastisk, at du får bonus allerede dagen efter af Revitalash, men selvfølgelig ikke fordi de er groet i løbet af natten, men fået mere glans måske, som du skriver.
Ja, jeg husker godt vores skriv om den hårscrub. Sjovt. Jeg må snart kigge ind hos dem, når jeg er i København, det er jo en fantastisk serie.
Dejlig aften til dig med kærlig hilsen fra mig
Jette Berg skriver
Hej Lise og Karin,
jeg har prøvet både M2 og RevitaLash…… på hvert sit øje :0) Jeg fik flotte lange øjenvipper på venstre øje med M2, men der skete ikke rigtig noget på det højre. Nu bruger jeg RevitaLash på højre øje og M2 på venstre, og det fungerer fint – de er ca. lige lange.
Jeg syns så, at RevitaLash er mere behagelig da den ikke mærkes (svier) når den kommer på!
Lise Grosmann skriver
Jette Berg: Tak for hjælpen….jeg håber, du læser med Karin.
Karin VS skriver
Kære Lise ????
Det gør jeg også altid – tørrer børsten af i kleenex flere gange indtil selve mascaraen ikke er så klattet.
Har du brugt Revitalash eller tilsvarende til dine vipper? Hvis du har, vil du så ikke fortælle hvad dine vipper synes?
Har du også prøvet lignende til øjenbryn? Jeg har prøvet flere forskellige til øjenbrynene men de nægter at gro ????
Jeg har også prøvet tippet med Castor Oil på vipperne men enten gjorde jeg det hele forkert eller også duer det bare ikke når man bruger kontaktlinser.
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Jeg har prøvet både M2 og RevitaLash, men mine vippekanter kan ikke rigtig lide det. Det er muligt, at de ville vænne sig, men jeg har altså valgt at lade være. Jeg bruger i stedet produkterne på mine bryn og eftersom jeg ikke er genetisk disponeret (; for big brows, så får jeg det heller ikke (der skal være hårsække at aktivere), men mine bryn bliver helt tydeligt tættere i den udtyndede yderste del. God dag kære <3
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Jette Berg deler en erfaring med M2 og RevitaLash i kommentarfeltet, som du måske kan bruge.
Susanne Aagaard skriver
Tusind tak for gode råd og ja det er nemlig svært at “styre” en ny mascara ???? tak for det????