– og så er du med på en sexet trend
I den tid, jeg har været heldig at leve, er der altid kommet modsvar, når andet er blevet dominerende. Lige nu er det jo den lille skærm, der har overtaget. Mest hos store børn og unge men så sandelig også hos os voksne. Der er hele tiden den der tjek-uro, for man må hellere lige se, om der er noget nyt her eller der eller bare i almindelighed.
Foto: Som det ses, så er foto kopieret fra Tranquebar, en fantastisk boghandel og meget, meget mere i Borgergade i København. SÅ meget værd at besøge både for bogkøb og hygge….
Det er gået ud over tiden og evnen og hos nogle lysten til at fordybe sig. Læse bøger blandt andet. Så derfor er det blevet højmoderne at være gammeldags. Så meget, at supermodeller og skuespillere bruger bogen som accessory og til at markedsføre sig selv, som @annesophiahermansen* skriver. Og at jeg har læst det hos denne dygtige journalist og ikke i Politiken, som hun henviser til, det siger jo allerede noget (; Meeen vores manglende evne til at fastholde opmærksomheden – vores attention span – om f.eks. at læse en bog, var nu også under behandling HER, hvor jeg betaler for at læse.
*) Hun nævner Gutenberg, og her vil jeg så lige bebrejde Egmont, at de var så historisk ukorrekte at omdøbe Gutenberghus, hvor jeg arbejdede i flere år, til Egmont ): I starten blev ALT for damerne og de andre blade ‘trykt’, man lavede altså sats.
Og hvad er så den anden ting, der er blevet poleret og genintroduceret? Omega-3! Men lige som jeg tror, at du læser bøger, så tror jeg også, at du måske tager omega-3 kosttilskud eller sørger for at spise fisk. Men HER er alligevel link til omtale af et nyligt studie, der ligefrem viser, at “et dagligt indtag af marine omega-3-fedtsyrer – en bestemt type af omega-3-fedtsyrer, som findes i fed fisk og i kosttilskud med fiskeolie – kan sænke den biologiske alder.” Ja tak!
Du har selvfølgelig anskaffet ‘Opskriften på bedre hud i overgangsalderen’ af to kompetente kvinder, der kan deres stof (og ellers kan den jo lånes på et af landets fine biblioteker). Er du ikke nået dertil, så slå op på side 32, hvor min dygtige kollega Anette skriver om den indre fedtsyrekur og om fordele ved at fylde omega-3 på sig. Også for det organ, der passer på resten af os, huden. Og på side 226 giver Ditte Ingemann dig opskrift på nem fiskesuppe, men der er meget mere fiskemad, så det var bare lidt inspiration.
Kan man fange torsk nu, spurgte jeg manden, som selvfølgelig også har forstand på det og i øvrigt binder fluer, som er vældig populære hos især drenge og deres fædre, når han sælger på marked om sommeren. Lige som knægtene er vilde med hans håndgjorte snitteknive. Det siger noget positivt om et ønske om kontakt med naturen til nærvær, hvor den flade bliver glemt i dopaminrusen ved måske at fange en fisk eller have snittet noget flot.
Foto: De her fluer skulle man kunne snyde havørreder til at bide på
PS: Mandens svar på det med torsken var, at der jo ikke er nogen torsk men at ja, det er sæson. I øvrigt er der rigtig mange her ved vores lange kyst i Odsherred, der prøver at fange hornfisk. Dem har jeg aldrig været vild med. Men for år tilbage, da vi havde sommerhus i Skamlebæk, da satte manden garn og så var det jo fryd, når der var spætter for ikke at tale om tunge. Og når der var sild, så blev de røget i egenbygget rygeovn. Det var tider.
Foto: De her hedder ‘skumbiller’ og de bruges mest i put-and-take søer, siger manden, og det vil sige, at de kan fange ørreder, som der ofte er udsat
Lille minde: Jeg kan huske første gang, jeg skulle fiske. Det var ved en sø i Sverige, hvor vi camperede med kassebilen, vi dengang havde. Og dårligt havde jeg kastet snøren før der var bid. Jeg hylede som en gal og spænede langs søbredden med den stakkels fisk, som var en aborre, på krogen over til manden for at få ham til at tage den af, så den kunne sættes ud igen. Lad mig sige, at jeg godt kan lide at fiske, for der er som regel dejligt, hvor man gør det, men jeg vil ikke have krog på, for jeg nænner ikke at ‘dø dem’, fiskene.
Foto er fra et opslag på Instagram, hvor jeg skrev om kollagen, og det er der jo byggesten til i f.eks. den gode fiskesuppe.
Tak, dygtige Lise. Det spøjse med omega3 er alle de gavnlige effekter (som mange kloge hoveder jo er enige om), men det er ikke noget, der kan måles med mindre, man går til en privat udbyder. Ingen læge finder anledning til at måle det. Dykkede dybt ned i det sammen med hudlæge Tina Holst Larsen i bogen, du er sød at nævne.
Anette Kristine Poulsen: Tak for at skrivekigge ind <3 Læger 'har noget med' alt, der ligner kosttilskud for ikke at tale om dem med planter på trods af, at de faktisk var udgangspunkt engang og stadig er det for visse medicinske produkter. Her kan jo nævnes salicylsyre og digitalis. Vi må bruge egen sund fornuft i samarbejde med (andre) kloge hoveder og allermest jo naturens logik, som den er i de gode fedtsyrer.
Hahaha din skøre kone ! 🤣😅 hvad siger mon manden til, at fisken smides tilbage efter fangst ? Det er da det vildeste at fange fisk til sin tallerken! Jeg er ikke vlødsøden, hvis jeg er sulten. 😇
Min første fisketur højt oppe i Sverige, i Sveg, var så frustrerende og skuffende, at jeg tvang min kæreste til at køre ind til byen og købe laks . Mens jeg lavede bål ! Han gjorde det 😃😂. Fnis!
Gad vide om jeg har billede af det et sted? Det var jo andre tider, nu, du også er inde på den lille skærm. ☺️
Fisk er godt og omega 3-6- 7 og 9 . Vores slimhinder skal have hjælp , hvis der ikke er fiskesuppe i gryden! Og self’ er “bogen” anskaffet ! ❤️
Karin WInther: Totalt og i den grad skrupskør, jeg vedkender mig (; Aborre var nok ikke det, han gad spise, og så vidt jeg husker, så fangede han selv noget fisk og lavede på bål. Det kan jeg heller ikke, lave bål selv om jeg jo nok fandt ud af det. Men jeg er god til at leve campingprimitivt, jeg elsker at være ude, også sove ude, bade i elven og ‘gøre’ i et hul i jorden. Det er nok ikke alle kvindfolk, der er med på den.
Nu, du skriver laks, så husker jeg mit livs bedste laks, som manden fangede på egen fisketur til Norge og fik røget deroppe. GÅ HJEM Odden og Rørvig fisk…den var fantastisk. Det har den sikkert også været den, du fik kæresten til at hente (:
Fisk er så godt og jeg forstår ikke mig selv….at jeg har to fine stedet at købe men ikke gør det. Skøre kone, hende Lise. Og lave fiskesupper hopper jeg slet ikke på. Selv om jeg i forbindelse med det her skriv kom i tanke om, at vi havde fiskekogebogen over dem alle, Madame Pruniers Fiskekogebog. Men jeg vil nu kigge nøjere på Ditte’s opskrifter <3
🙌❤️