For lidt og for meget og især forkert!
Lad os starte med det sidste, som også har med de to første at gøre. Men allerførst en lille indledning…..
I tirsdags var jeg draget til byen for at deltage i et SkinCeuticals-møde. I kender helt sikkert serien og ved måske også, at de ikke mindst er eksperter i antioxidanter. Lad os bare sige det på nudansk, de er simply the best! Som I kan se herunder størst inden for professionel hudpleje, altså de produkter, der anvendes af kirurger, hudlæger og kosmetologer. Så ja, der er meget mere end antioxidanter i serien!
Her i Danmark ledes SkinCeuticals team af Mads Mikkelsen – svært navn at gå rundt med, og det fik Mads noget humor ud af. Men Mads er også ham, der informerer og uddanner behandlere og forhandlere i produkterne. Jeg har kendt Mads i de kun tyve år*, han har været i branchen, og han er ikke bare et skønt menneske, han er også knaldhamrende dygtig og kan sit hud-hudpleje-stof. Det er noget, jeg gerne rejser tidligt og langt efter. Og også det kram, der fulgte med efter lang tid, hvor vi ikke har set hinanden.
*Jeg kan mere end doble, og lige på det punkt kan ingen overgå mig (;
Foto: Her får jeg en privat snak med Mads (smil)…Nej det var noget chokerende scanning, som jeg vender tilbage til
Nå, men…..da der var krammet og hyggesnakket, nævnte jeg for Mads, at jeg havde det meget svært ved stadig flere Instagram-opslag og videoer, hvor unge nye i hudpleje for at få både sig selv og produktet med på foto holdt dropperen – og mange produkter i SkinCeuticals er med dropper – mod huden og lod produktet sile ned ad kinderne.
Faktisk gør nogle brands det selv i deres visuelle reklame og jeg har også set det hos SkinCeuticals. Men jeg kunne ikke finde et eksempel, så måske har de indset fejlen.
Mads var helt enig og havde samme fobi, så da han ‘gik på’ fik han sagt på humoristisk vis til de mange fremmødte, at han fik tics, når han så nogen holde dropperen mod huden for herefter at sætte den tilbage i produktet og forurene det. TAK Mads ♥
Nu er det jo slemt nok at forurene sit produkt og måske endda være en af dem, der hyler op om ikke at ville have konservering i, men der er jo også det økonomiske. Jeg kunne ikke finde noget foto med dropper, fordi de jo ofte ligger på private Instagram-profiler, men på foto ovenfor ser man et eksempel på pengespild, idet den ene kind få mere produkt, end der kræves til hele huden. Her sker så heldigvis ingen forurening af produktet.
Så prøvede jeg at google lidt på anvisninger i at anvende et givent produkt med dropper, og der står selvfølgelig ikke noget om direkte-dryp, men som her ved C E Ferulic®, at man skal anvende 4-5 dråber til ansigt, hals og bryst før brug af andre produkter. Der sparede du lige flere hundrede kroner, hvis du er en af dem, der drypdoserer rundt i ansigtet. Det tror jeg nu ikke, at I gør, men de mange, der måske følger deres Instagram-idols anvisning, de ville gøre det.
Og det siger sig selv, at et produkt med superC-vitaminet, der er sart over for lys og ilt, det nok heller ikke kan lide at blive mixet med makeup og hudceller og bakterier og snavs.
Der er hele 15 procent i, og man har valgt at arbejde med rent C-vitamin, ascorbinsyre. Mads forklarede, at når der ikke er mere, så er det fordi de studier, man udførte dengang, viste, at man ikke opnåede mere med højere procent. Effekt ligger mellem 10 og 20 procent og den rigtige pH, som i C E Ferulic er 3,5.
Og her er så antioxidant-patentet – der otte-ganger din egen huds evne til at beskytte sig mod løsgående radikaler – sammen med to andre af mine SkinCeuticals favoritter. H.A. Intensifier samt Triple Lipid Restore 2:4:2. Med de tre kan hudbarriere ikke få det bedre! Jep, det er dyre sager, men jeg så, at der var procenter HER. Overvej i hvert fald ferulic’en √
Pernille S skriver
Kære Lise
Er c-vitamin serum fra Dermalogica på højde med den her omtalte?
Tak for god info og skønt foto af dig 😘
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Kære Pernille, SkinCeuticals udviklede deres C E Ferulic for flere år siden og før de nye udgaver af C-vitamin og de bruger den rene L-ascorbic acid, som de så er lykkedes med at gøre stabilt og den bedrift har de patenteret.
Jeg har redigeret i min tekst i går og indføjet lidt om netop de nye former. På forsiden står der jo stadig Vitamin C, så man skal have de stærke briller på og i gang med ingredienslisten for at tjekke, hvilken form, der anvendes i det givne produkt.
I biolumin-c serum er det netop nye og mere stabile former for det sarte vitamin og så har de stabiliseret formlen yderligere med bl.a. antioxidanter.
Og TAK for roseord til mig <3 og et foto, der har nogle år på sig....
Pernille S skriver
Tusind tak for dit svar ♥️
Kirsten V skriver
Jeg er forresten meget heldig også at have SkinCeuticals CE. Jeg har sparet meget på dråberne!!! Jeg var den heldige vinder i en Jule konkurrence. Jubiiii!!!!!
Lise Grosmann skriver
Kirsten V: Hvis det var sidste jul, så skal du se at få brugt den op <3 Godt nok er de berømmet for en stabil formel, men vitamin C er en sart sag.
Kirsten V skriver
Jeg bruger også Timeless C vitamin med e vitamin og Ferulic Acid – .køber det i USA.
Jeg bruger det som det første inden tinted dagcreme og spf. Overvejer nu kraftigt Cooper peptides fra the ordinary som det første, inden tinted dagcreme istedet i en periode. Spændende.
Lise Grosmann skriver
Kirsten V: OK, sikke internationale I er dig og Karin <3 Copper-peptides er et fint produkt, men det kan ikke sammenlignes med CE Ferulic og dermed heller ikke erstatte den, for ud over, at vitamin C er vigtigt for at bygge kollagen i huden, så er det og hele formlen jo stærk som antioxidant. Og vælger du begge, så er antioxidanter jo vigtigst om dagen.
Karin VS skriver
Kære Lise 🌹
Tusind tak for skriv om SkinCeuticals og Mads M 👍🏼
Der findes et andet mærke, fra USA, der hedder Timeless. Ligeså godt som SC, synes jeg, men til en ganske anden pris (dvs billigere😉).
De har også C-vitamin med E-vitamin og Ferulic Acid – men må ikke indføres i EU og dermed DK!!
Gad godt vide hvorfor – har nærstuderet ingredienslisterne på begge sera og for mig ser de ud til at være ens!
Så træt af EU har forbudt den C-vitamin serum for der kan de fleste være med (prismæssigt)
Og når man spørger får man (dvs jeg) at vide at det kan der ikke lige pt udtales om.
Hvad gør man så? Ja jeg skaffer det så på anden vis, men hvor er det dig irriterende 🙄
Hav en dejlig eftermiddag kære Lise 🤗🤗
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Kære Karin, jeg googlede lidt på det forskellige, du er inde på. Med hensyn til om to produkter, der tilsyneladende indeholder samme ingrediens er lige gode, så er det jo altid noget, vi ikke kosmetik-kemikere vil have svært at afgøre. Optagelighed, ingrediensers samspil, effektivitet og holdbarhed af en ingrediens er jo mere afgørende end procenten af den i et produkt.
Lige SkinCeuticals C E Ferulic tror jeg faktisk det vil være svært at finde nogen kemiker, der ikke vil hævde netop opfylder det bedre end andre. Pinell var ikke hvem-som-helst i sin videnskabelige pondus, og det er det af deres produkter, der har flest studier over flere år plus altså et patent. Ikke studier, hvor 10 kvinder siger ‘ih, mine rynker er næsten væk’ men dem, der jo blandt andet kræves i forbindelse med et patent.
Jeg fandt artiklen her,som belyser ensheder/forskelle mellem de to produkter og netop er inde på, at formlen som helhed er afgørende https://www.huffpost.com/entry/skinceuticals-c-e-ferulic-dupe-price_l_5d94d19ee4b0ac3cddb255cb
Og så var jeg heldig at finde Timeless’ egen forklaring på, hvorfor de ikke må sælges i EU……
Unfortunately Timeless Skin Care 20% Vitamin C + E Ferulic Acid serum contains Ethoxydiglycol in a concentration that is not permitted in Europe. According to the Regulation of the European Parliament and of the Council, it is possible to sell cosmetics containing this substance in a max. concentration 2.6%.
https://timelessskincare.eu/product-eng-1084-Timeless-Skin-Care-20-Vitamin-C-E-Ferulic-Acid-Serum-30ml.html
Og Timeless, som jeg ikke kendte meget til, ligner da i den grad en fin serie.
God-weekend-knus Lise