Han siger sandheder, der holder, fordi det er fornuft og ikke hype
I 2008 var jeg så heldig at være den udvalgte, der fik et interview med dr. Andrew Weil, da han var i Paris. I går fandt jeg under oprydning det gamle Femina med artiklen i og læste og tænkte, som overskriften på artiklen lyder, jeg er stadig Vild med Weil. Han er ganske enkelt klog, og derfor holder det, han siger og har skrevet i sine bøger.
En af de ting, jeg spurgte ham om gjaldt udseende og det at blive ældre – som foto lidt abstrakt skal illustrere. Og hvorfor er det egentlig, at vi godt kan se skønhed i forfald, når det er en gammel havelåge, men glemmer at afstemme forventningerne til os selv. For vi kan jo, som Weil svarer, ikke sætte en naturlig proces i bakgear. Kun vedligeholde og skabe optimale betingelser.
Dr. Weil’s holdning er at vejen til skønhed går gennem vores bestræbelser på at styrke kroppens evne til at heale sig selv og bekæmpe inflammation. Det han beskriver som ‚ilden indeni‛. Og så anbefaler han, at man fokuserer på de ting, der bliver bedre med alderen. For mig personligt er det i høj grad, at jeg er blevet bedre til nærvær, til at registrere og opleve liv omkring mig.
På et spørgsmål om de vigtigste ting for sundhed og velvære – og de værste, svarer Weil:
Foto lånt på Facebook Andrew Weil, M.D.
Vigtigst: At spise rigtigt, være fysisk aktiv, gøre noget ved stress og have det sjovt – det er meget vigtigt. Det har han sikkert haft, da nogen pakkede ham ind i svampe, som han er meget omtaget af – også når det kommer til de ingredienser, han inspirerer Origins med. Som bekendt har de en serie, der bærer hans navn Dr. Weil for Origins.
Værst: At ryge (big one) og bruge for meget tid på at være negativ eller hjælpeløs og føle, at man ikke kan kontrollere noget i sit liv. Man bør lægge meget tid og energi i at finde – og beskæftige sig med – ting, der er gode anti-aldringsstrategier. Det kan man bl.a. læse om i hans bog Healthy Aging.
Og de gode kostvaner, dem har du her….
Og så skal jeg da lige prale, for jeg interviewede Dr. Weil igen til Femina i 2013 her i København – og skrev lidt HER
Suk, hvor havde jeg mere hår dengang! Men jakken har jeg da stadig ♥
Ja det giver stof til eftertanke når vi kan finde skønheden i en gammel havelåge, men ikke i vort eget forfald… Tror dybest set det handler om at gøre sig umage; om det så er at vedligeholde vores have/låge eller vores krop. Begge dele skal gøres i kærlighed. Hvad smukt er der ved en gold have som kun består af græs og fliser? Hvad smukt er der ved et menneske, hvor man ikke kan se livet leves?
Pernille S: Kloge ord – tak <3 Vi går ind for vedligehold ud af kærlighed. I øvrigt har min mands søn lige fortalt mig om noget, der hedder 'vild med vilje' http://www.vildmedvilje.dk/ og det lyder jo vældig sympatisk at sprede lidt natur. Jeg skulle måske gå ud og sprede mine valmuefrø og lave noget guerillagardening ((;
Valmuefrø, smidt nu, er en god investering til den smukkeste sommerhave, når vinteren har kastet kåben af sig! Ps. Også gerne på offentlige steder – apropos „vildmedvilje‟ 😉
Pernille S: Ja, ja jeg smider her, og de spreder sig selv, for jeg er jo heldig, at have de mest utrolige valmuer. Så jeg tænkte med guerillagardening netop på at ‚komme til‛ at drysse lidt hist og her – vildmedvilje (;
Han ser altid ud, som man har lyst til at have det indeni: afslappet og glad. Jeg læste engang, at han sørger for at få D-vitamin via sine sol på sine arme. Det er et lille tip, jeg har forsøgt at tage med, efter solcreme er blevet en fast hudplejevane året rundt ?
Maria S: Ja, han ligner i den grad et menneske i balance, og det var begge gang en virkelig god oplevelse at tale med ham. Rolig, afslappet, venligt indstillet og han svarede tålmodigt på spørgsmål, han sikkert er blevet stillet en million gang (;
En af de ting, jeg spurgte om i Paris var netop om sol og D-vitamin, men jeg tog det ikke med i dag. Han fortalte faktisk, at selv i Arizona, hvor han lever om vinteren, og hvor solen skinner 300 dage om året, som han sagde, viser blodprøver, at folk har for lidt D-vitamin. Hans råd lød: Dyrk solen tidligt på dagen uden solcreme og brug UV-filter, hvis du skal solbade og tag så tilskud af D-vitamin, mindst 1000 ie om dagen.