Men jeg har nu ikke tænkt mig at skille på midten
Har I også lagt mærke til det? At alle – i hvert fald usandsynlig mange – pludselig har midterskilning. Middle parting, som det hedder, hvis du skal google på det derude i digitalland. Jeg springer over og lever med generation Z’ernes dom, at sideskilning er for de gamle og midterskilning er ‘in’.
Faktisk skriver de HER, at det måske er den hurtigste måde i dag at spotte en aldrende millennial bare at se, hvordan deres hår er delt. Så glem alt om gamle frisuretips til ovalt, rundt, hjerteformet, firkantet osv-ansigter, for hvis du har sideskilning, så er det bare gammelt, som de skriver. Faktisk har trenden bredt sig til boomer-generationen, og vi har set midterskilningen et par gange før.
Så sorry to say Z’ere, I har altså heller ikke opfundet midterskilningen. Og jeg går nu ikke hen og fortryder og får anti-age-midterskilning, for det vil i den grad ikke klæde mit smalle, lange og nu elderlige ansigt. Og mit tynde hår dur heller ikke til det. Der er sjældent noget, der klæder alle. Hvilket IKKE og ALDRIG skal forhindre nogen i at følge en så helse-uskyldig trend som at dele deres hår, hvor de vil.
Vi bliver ved Audrey Hepburn, der ses på forsiden med midterskilning, men nok var mest kendt for i sit sidedelte pandehår. Foto: pixabay.com
Jeg har en lidt pragmatisk holdning til den slags, og somme tider har jeg da tænkt ‘det skulle du ikke have valgt, for det klæder ikke dit ansigt’. Og jeg mener også, at ud over enhvers frie valg, så var de ikke helt galt på den i de gamle skønhedsbøger, hvor man tegnede forskellige ansigtsfaconer og de frisurer, der skabte en harmonisk geometri om man kan sige sådan.
Men man kan jo også kalde det begrænsende fordomme. I rigtig mange år var jeg selv offer for en frisørs slet skjulte syn på mit smalle lange ansigt, så hun klippede og klippede for jeg skulle have fylde på siderne, så det sådan trak ansigtet lidt bredere. Jeg troede faktisk ikke, at mit hår overhovedet kunne gro langt. Men så stoppede frisøren og jeg blev langhåret og nu klipper husfrisøren alias husbageren alias husgartneren det.
Der er sikkert mange, der, når de ser mig med nakkeknolden, tænker ‘Lise, du skulle altså have en frisure med noget fylde’. Og jeg ville elske at kaste mig ud i frisurer, hvis jeg havde håret. Jeg er træt af at se hængehår, alle har hængehår. Nu med midterskilning. Og hold op, hvor det ikke kommer mig ved, men jeg er så mærket af mange års samarbejde med nogle af landets dygtigste frisører. Jeg glemmer aldrig når Søren Hedegaard skabte kunst. Også i makeup. Stadig er der ingen over ♥
Der er jo gevaldig meget andet, der spiller ind på personlighed, adfærd – OG frisure – end lige hvilken generation, statistikken (eller marketing?) placerer os i. Ifølge Femina-artiklen HER er jeg en 68’er, men det har jeg jo vidst længe. Ifølge andre opdelinger er jeg en boomer. Og jeg har faktisk haft en slags frisure engang. Skjorten har jeg stadigvæk og om lidt springer morellen ud ♥
Pernille S skriver
“Jeg sætter min hat som jeg vil” lyder en gammel slagersang. Hat kunne passende erstattes med hår! Hvor totalt ligegyldigt er det lige om skilningen sidder til venstre, midt eller til højre! Godt du ikke føler dig slavebundet af modebranchens dessiner!
Passus’en i patientjournaler om patients udseende er alderssvarende springer jeg altid behændigt over. Hvor tåbeligt er lige det!!
God weekend søde Lise, du som er skøn i alle aldre, og på de fotos du deler. Dejligt med en garden-girl👩🌾 som gartneren også hårstyler🥰 Skøn skjorte iøvrigt!
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Lige nøjagtig og des mere vanvittigt er det jo, at det har fået så stor betydning, for det er nok eskaleret efter cyberpace åbnede sig (; Jeg er jo totalt og i den grad ligeglad helt personligt, dels har jeg jo arbejdet i den her branche i så mange år og så er jeg for gammel til at lade mig lokke til at tro, at jeg bliver ung med de unge af en midterskilning, der vil passe meget dårligt til min ansigt.
Den skjorte er lidt flosset i flippen men den må også være mindst 40 år gammel, for den er købt længe før vi flyttede herop, og det er 30 år siden. Jo gamlere jeg bliver jo bedre kan jeg lide mit gamle tøj ((; God aften, hvis du læser nu og ellers god dag <3
Anette Ninon skriver
På et tidspunkt så jeg i min journal, ( ved en operation) sætningen:
Udseende passende til alder, det er jo meget heldigt, at ikke se ældre ud, end man er👱🏻♀️👵🏻
Lise Grosmann skriver
Anette Ninon: Åh, det er morsomt Anette, jeg har oplevet noget lignende men en tak værre, for lægen havde skrevet, at jeg var 58 år og at patienten lignede sin alder, men der var bare det, at hun (jeg) kun var 48 år (;
Helle skriver
Kære Lise
Du bærer din alder og din sideskilning med al den ynde og visdom, man kan ønske sig at opnå. Også jeg fastholder i denne mode-omgang at dele håret i siden – og det på trods af umådelig dyr og dygtig frisør med gode ideer. I øvrigt morsomt som det fokus på ikke-alder i Alt for damerne synes at fremtvinge et ekstra fokus på netop alder hos mange af os…
Lise Grosmann skriver
Helle: Kære Helle, du får lige et stort <3 tak for dine ord - ynde og visdom, det er da det smukkeste, man kan ønske sig at opnå.
Mht. frisør, så kan det kræve standhaftighed, godt du har den, jeg havde den ikke, men heldigvis er jeg nu uden for deres rækkevidde og nåede da at opleve, at mit hår kan nå længere end til ørerne (;
Det med alder kan man ryste på hovedet af, men det gennemsyrer jo samfundet og koster i sidste ende penge og tabt viden og erfaring. Og det føles i den grad ikke rart at blive vippet af jobbet pga alder, det kan jeg melde med om.
Sanna skriver
Sjovt, Lise… Jeg synes jo netop, at du GIVER os håb. Du er da på ingen måde håbløs. Nå. Det kommer nok an på alderen og udsynet 😅 Jeg er enig. Intet klæder alle. Du er smuk med sideskilning og i havetøj. Hilsen sideskilningen på 49 vintre 😂 Med hjerteformet ansigt 🤣
Lise Grosmann skriver
Sanna: Kære Sanna med det hjerteformede ansigt – og sind kan jeg læse <3 Efter alle de her år,hvor trends er kommet og gået og ikke mindst gentaget, så må man (jeg) jo ryste lidt på hovedet ind imellem over netop det med, at hvis man deler sit hår et 'forkert' sted, så er man ude. Af hvad? Fællesskabet er jeg bange for, at de unge føler. Nå, der er større ting i livet for både langskaller som mig og de hjerteformede. God weekend <3
Liv Davids skriver
Du er bare skøn, Lise, og jeg er også træt af hængehår…mit eget sidder som vinden blæser, og det er fint med mig 😊
Det er relativt kort og har lidt krøl, og masser af lametta-sølvstænk.
Lise Grosmann skriver
Liv Davids: Taaak (; Det lyder godt nok som om, at du har noget misundelsesværdigt hår <3
Annette skriver
Hvor ser du sød ud. Det ville være en god ide også at vise billeder af dig selv som ældre.
Annette
Lise Grosmann skriver
Annette: Tusind tak. Og det med at vise billeder som ældre, det har jeg sandelig gjort flere gang, jeg prøver ikke at løbe fra noget, men nu gjaldt det jo kort hår/frisure (;
Senest ‘som ældre’her https://www.lisegrosmann.dk/skal-vi-udvide-begrebet-hudtype/
Mange hilsener lise
Annette skriver
Undskyld, ja det er rigtigt. Også et yndigt billede af dig som lidt ældre, men stadig ung, synes jeg. Jeg kan næsten regne ud, at du må være født i 1954, jeg synes, du virker og ser yngre ud.
Venlig hilsen Annette
Lise Grosmann skriver
Annette: Jamen, det var da en kompliment, der vil noget <3
Jeg tror, jeg må lave det indlæg, der har presset sig på længe, og som jeg også har snakket med Anette/beautyspace om. Det der tal, som ALT for damerne valgte at droppe fokus på, hvorefter adskillige kastede sig over dem, for hvor var det dog vigtigt at vide, hvor gamle folk var, hvis de udtalte sig om noget eller måske bare viste deres hjem. Men det er jo netop, som du er sød at skrive til mig, at man dels kan se yngre ud end folk forventer af den alder, man har, og dels kan virke yngre. Vi skal bare have lov at være (: