Jeg har hørt det utallige gange, læst det utallige gange og skrevet det utallige gange. Men det er åbenbart ikke helt ligetil om solfiltre absorberer (‘kemiske’) eller reflekterer (‘fysiske’) UV-stråler, for der er overlap. Det er myter, som ikke er bakket op af forskning og kemisk viden skriver ham HER
Og hvis du tænker ‘kan det ikke være lige meget?’, så har du ret, for det vigtigste er jo, at man bruger nok. Jeg er bare den nysgerrige type, og hvis nogen her også er det, så læs med.
Som Stephen Alain Ko skriver, så er de ‘kemiske’ fysiske, fordi de kemisk set har en masse og tager plads og på den anden side, så er de ‘fysiske’ filtre som titanium dioxid og zink oxid kemiske, for man finder titanium og zink i den periodiske tabel.
Det vil være rigtigere at inddele dem som organiske og uorganiske og vel at mærke ikke ‘organisk’ som vi er vant til det i forbindelse med for eksempel natur/øko-produkter. Her er det i den betydning, at organisk i kemien vil sige, at noget indeholder kulstof.
Det gør titanium- og zinkoxid ikke, de består af metal og og ilt og klassificeres som uorganiske. Alle andre UV-filtre – undtagen de to – indeholder kulstof. Og netop det er årsagen til, at de absorberer UV-energi.
Men, det skal ikke være nemt, så det er ikke den fulde forklaring, skriver altså Stephen, og kalder det mest myte, at de uorganiske oxider (titanium og zink) arbejder ved at reflektere. Uorganiske filtre reflekterer de lange UVA (over 360 nm) og det synlige spektrum men kun omkring 5% af UVB-lyset reflekteres resten absorberes faktisk på samme måde som de organiske (‘kemiske’). Forskellen er altså ikke sort/hvid.
En anden vildfarelse kunne være, at man tror, at hvis man bruger solcreme med uorganiske (titanium og zink) filtre, så skal man ikke genindsmøre, fordi de ikke ændrer struktur ved normal UV-stråling men det gælder også for mange organiske.
Og så et par mere praktiske informationer fra den kemikloge Stephen. Han gør opmærksom på, at hvis man lever i den vildfarelse, at man kan bruge mindre af en uorganisk (titanium og zink) solcreme end af en organisk, så er mængden uanset filtre 2 mg/cm2 hud. Nøjagtig som den mængde, der anvendes, når man fastsætter SPF.
Man skal genindsmøre, fordi man fjerner mere solcreme end man tror i løbet af en dag, når man berører sin hud, tager tøj af og på, sveder, har mobilen til kinden osv. Forskelligt forstås for hver enkelt af os. Men alle skal genindsmøre, hvis de har været i vandet og hvis de sveder (måske efter motion). Hvad alle bør fra starten er at smøre to gange for at være sikker på at få nok solcreme på og få dækket al hud.
Billedtekster til udvalgte produkter – fra oven og ned:
Til venstre produkter til fedtet hud: La Roche-Posay Anthelios Anti-Imperfection Corrective gel-cream indeholder salicylsyre for at styre ‘udbrud’ og alle tre produkter kan bekræftes at holde huden fint mat og være nemme at fordele uden at ’hvidte’.
Til højre produkter til sart hud: Avène B-Protect SPF 50+ indeholder mikroindkapslede pigmenter, der giver virkelig fin ensartet hud. La Roche-Posay Anthelios Shaka Fluid SPF 50+ er den, jeg tidligere har nævnt, som er ’anti-eye stinging’, altså så sved og vandfast, at den ikke kommer til at genere øjnene. Lavera Sensitive Sun Cream SPF 30 indeholder som serien har tradition for flere naturlige ingredienser og antioxidanter.
Den specielt vandfaste forsamling: Til venstre La Roche-Posay Anthelios wet skin sollotion SPF 50+ specielt til børn, vand og sandresistent, kan anvendes på tør og våd hud, har ekstra UVA-beskyttelse (altså højere end den påkrævede tredjedel af SPF). Nilens Jord Body Sun Protection SPF 15, AllergyCertified certificeret. Vichy Capital Soleil SPF 50+ Anti-Dehydration Spray indeholder flot med glycerin samt hyaluronsyre for at beskytte ekstra mod udtørring fra salt- og klorvand. Avène Eau Thermale Sport Fluid SPF 50+ har termalkildevand øverst på ingredienslisten og dermed en gennemtestet huddulmer men også fint med fugtende glycerin (og man behøver jo ikke at dyrke sport for at bruge den). Comfort Soul Water Soul Eco Sun Cream har fokus på antioxidanter foruden seneste UV-filtre.
De lette: Caudalie’s nye solserie har jeg skrevet om tidligere, og der er flot fokus på antioxidanter. Både den og Nimue og Clarins (også med antioxidanter) er sprayprodukter, og man skal være opmærksom på, at det og den lette formel kræver ekstra opmærksomhed på, om man får nok på. True North Outdoor, her Fluid SPF 30, er en forholdvis ny dansk serie, læs om den og deres hudanalyse-app HER.
Dem der giver farve og ’tager’ farve: Med ’tager farve’ mener jeg, at de mindsker problemer med pigmentpletter og forebygger nye både med SPF og andre ingredienser. Eksemplerne her er Exuviance OptilLight All-Over Dark Spot Minimizer SPF 25, Colorscience Clinical Pigment Perfector SPF 50 og Ducray Melascreen, som jeg har skrevet om flere gange (her Global Hand Care SPF 50+), perfekt til havenørder som mig, der glemmer handskerne.
Soleil Tojours Mineral Sunscreen Glow SPF 30 er fin til dig, der vil have lidt farve OG glow. UV-filteret er zinkoxid og så er der masser af antioxidanter herunder Q10 samt sensitivitetsdulmere som Aloe vera, lakridsrod og Artemesia, der virker anti-inflammatorisk. pH formula C.C. Cream SPF 30+ indholder retinol og andre ingredienser, der styrker huden, og den giver fin farve og udjævning af hudtonen med en glowy finish. Og så er der Sisley’s nye Super Stick Tinted Sun Care SPF 50+ tiltænkt særlig sarte områder som næse, kindben, ører osv. Men den kan jo udmærket bruges i hele ansigtet. I hvert fald er den perfekt som supplement i løbet af dagen, fordi den netop er nem at bruge og har farve.
OBS! Husk, at selv om SPF er SPF uanset produkt, så bruger man i sagens natur sjældent den lille teskefuld af en farvet creme, som er nødvendig for at svare til den angivne beskyttelse.
Og så har jeg sat en lille gruppe lipbalms med og uden farve. Det er yderst vigtigt at beskytte den tynde læbehud men man skal også huske, at UV-filtre – og for den sags skyld andre ingredienser – ikke er sund spise.
Foto på forsiden: Vichy
I MORGEN TAGER JEG EN FRIDAG, MEN DET HER VAR VIST OGSÅ RIGELIG LÆSNING (undskyld ♥).
Anna skriver
Tak fordi du går i dybden Lise. Jeg tror det er lykkedes mig at følge nogenlunde med;)
Lise skriver
Anna: Det vigtigste rent praktisk er jo at det giver lidt mere indsigt i, at det er klogt af holde sig til EU-godkendte solcremer fra mærker, der kan deres kemikram, som jeg skriver. Om man så rent teknisk skulle definere filteregenskaber på en anden måde ændrer jo ikke på deres egenskaber. Jeg synes bare den slags er interessant (smil).
Anna skriver
Kære Lise, tak for dit grundige skriv! Du skriver bl.a. at uorganiske (fysiske) filtre reflekterer UVA og det synlige spektrum, men at kun omkring 5% af UVB-lyset reflekteres og at resten absorberes. Det lydder da ikke så effektivt hvad angår UVB. Hvis man går efter den bedste og mest effektive solbeskyttelse, får man da en bedre beskyttelse med de kemiske/absorberende filtre fremfor de fysiske/reflekterede filtre – eller får man den bedste beskyttelse med cremer der blander de to filtre?
Lise Grosmann skriver
Anna: Jeg tror, at det mr. Stephen mest går efter som kemiker er at gøre op med myter og forkerte påstande. Og titanium- og zinkoxid er åbenbart ikke udelukkende reflekterende, da de for så vidt angår hovedparten af UVB-strålerne absorberer lige som de ‘kemiske’=organiske. Men det kunne jo gøre det til et udmærket valg at vælge mix.
Mange natur/øko-mærker vælger uorganiske, fordi de bliver på hudens overflade men altså også visse af dem ‘hvidter’. Det kan man så kamouflere ved at give dem lidt farve eller man kan lave dem i nano, og så er vi igen ude i noget, som mange tager afstand fra.
Jeg kan godt forstå, at firmaerne ikke går ned i de her detaljer over for forbrugerne, for det er jo forvirrende og det vigtigste er, at man fylder nogle effektive filtre i. Og dem, der står og sælger produkterne ved det formentlig ikke.
Hvis du har læst linket til Stephen, så står der også noget om at titanium- og zinkoxid er partikler og ikke opløses i emulsionen lige som de ‘kemiske’ filtre og derfor er det meget vigtigt, at disse partikler er fordelt ensartet, fordi de ellers ikke giver god beskyttelse. Det er jo et ekstra argument for at holde sig til kendte brands med laboratorier, der kan deres kemikram.